Godeftermiddag og velkommen til tirsdagens update fra Berlingske Business.
Vi har været dagens nyhedsbillede rundt for at give dig et overblik over, hvad der sker i erhvervslivet lige nu.
I dag kan du blandt andet læse om BMW og Mercedes, der med nye modeller tager kampen op mod Tesla og om store problemer i havvindindustrien.
Men vi begynder med Carlsberg, der her til eftermiddag har udsendt en opsigtsvækkende pressemeddelelse, hvor de tager et opgør med deres egen fortid og ledelse.
Carlsberg indrømmer løgn – fordømmer den tidligere ledelse
Carlsberg tager »kraftigt« afstand fra sin tidligere ledelse og erkender, at man mellem 1996 og 2011 fortsatte sine aktiviteter i Myanmar trods meldinger om det modsatte.
Sådan lyder det i en opsigtsvækkende pressemeddelelse fra bryggerigiganten selv.
Udmeldingen kommer efter en intern undersøgelse, der blev sat i gang efter ngo'en Justice for Myanmar i april 2023 delte lækkede dokumenter, der bestred Carlsbergs forklaring om at have trukket sig fra Myanmar, som mediet Danwatch har afdækket.
»Handlingerne, der er blevet afdækket af undersøgelsen, er ikke i tråd med nutidens standarder for forretningsadfærd i Carlsberg. Selvom der er gået 30 år, fordømmer vi stadig kraftigt handlingerne af datidens ledelse,« lyder det i pressemeddelelsen.
De ledende medarbejdere, der var involveret i handlingerne, er ikke længere ansat, skriver Carlsberg.
Store havvindprojekter droppes, og der nedskrives for milliarder. Nu advares der om dominoeffekt
Der er i øjeblikket stor uro i havvindindustrien. Stigende omkostninger og flaskehalse skaber problemer for flere energigiganters kommende havvindparker.
Nogle steder er problemer så store, at det er svært at få finansieringen til at hænge sammen. Og nu advares der om nedskrivninger i milliardklassen, og at store havvindprojekter kan blive skrinlagt. Det skriver Børsen.
Det risikerer at udløse en dominoeffekt, vurderer Søren Lassen, chef for global havvindresearch hos analysehuset Wood Mackenzie.
»Udfordringen er, at hvis de her projekter ikke bliver bygget i 2025, 2026, 2027, så kan de ikke bare forskydes til 2028, 2029 eller 2030. For der har du allerede en masse projekter, der er klar. Så for den grønne omstilling bliver det et slag, som bliver svært at rette op på i det her årti. Så der vil simpelthen blive bygget mindre havvind, end hvis den her krise ikke var kommet,« siger han til Børsen.
Tirsdag i sidste uge fik udfordringerne Ørsteds aktie til at styrtdykke med næsten 25 procent. Det skete, efter problemer for en række planlagte havvindparker i USA førte til nedskrivninger på op til 16 milliarder kroner.
Bilgiganter i stort sats i kampen mod Tesla
De tyske bilgiganter BMW og Mercedes har nu løftet sløret for deres hidtil største satsning på elbiler.
På en biludstilling i München har de præsenteret de konceptmodeller, der skal udfordre Tesla og de mange kinesiske konkurrenter på elbilmarkedet. Det skriver Finans.
Mercedes præsenterer en ny elbil i CLA-klassen med en rækkevidde på 750 kilometer, som topchef Ola Källenius kalder en »en revolutionerende udvikling«.
»Jeg kender ikke til andre biler i den klasse, der kan matche vores tal, rækkevidde og hurtige opladning,« siger han om bilen.
BMW har præsenteret sine kommende elbiler under overskriften »Vision Neue Klasse«.
Her regner man med at fordoble salget af elbiler i år, og at 15 procent af alle solgte BMWer er elektriske ved udgangen af i år.
Tre uundværlige fra Berlingske Business:
A: Novo brager mod toppen med selskabets nye vidunderprodukt
Novo Nordisk står med et produkt, som kan løse en af verdens største udfordringer, og som kan blive det måske mest sælgende medicinalprodukt i historien. Fredag blev virksomheden fra Bagsværd det mest værdifulde selskab i Europa efter en utrolig udvikling.
Læs Lasse Friis' historie her.
B: Minister anerkender alvorlig skatteklemme: »Det er ikke deres skyld«
Skatteminister Jeppe Bruus (S) reagerer, efter at en række iværksættere er havnet i alvorlige skatteklemmer, når de børsnoterer deres virksomheder. Jeppe Bruus anerkender, at der er iværksættere, der kommer i klemme, og at »det er noget, som er værd at kigge på«.
Læs Julie Schneider og Mette Dalgaards historie her.
C. Flere boligsælgere melder sig nu på banen i hovedstadsområdet
Valgmulighederne er blevet lidt større den seneste måneds tid, hvis man er på udkig efter en ejerbolig i landets hovedstad. Men udbuddet er fortsat lavt – særligt på markedet for ejerlejligheder. Det er med til at presse priserne op.
Læs Louise Kastbergs artikel her.