Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Dansk nyhed får japanerne til at diskutere arbejde

  • Asiatiske aktier i fremgang efter lovende økonomiske tal

  • Forbrugerrådet Tænk indleder alvorlig sag med otte influencere og indhold til børn: »Det er kun toppen af isbjerget«

  • Store investorer strømmer over til obligationer

Men vi begynder med nye oplysninger om en byge af hackerangreb mod Danmark.

God læselyst!

Dagens hovedhistorie

»Vild rapport« peger på russiske bagmænd bag største cyberangreb mod Danmark

I måned blev Danmark udsat for det størst kendte cyberangreb på kritisk infrastruktur nogensinde. Sådan lyder konklusionen i en ny rapport fra SektorCERT, som er de kritiske sektorers cybersikkerhedscenter. Det skriver Børsen.

SektorCERT overvåger og håndterer angreb mod kritisk, dansk infrastruktur, og selskabet havde en travl måned i maj, hvor en række energiselskaber blev udsat for bølger af angreb.

Det fremgår af rapporten, at i alt 22 energiselskaber blev kompromitteret af angrebene, som antyder, at russiske hackere stod bag. Ifølge rapporten lykkedes det at inddæmme indbrudstyvene, som ellers havde mulighed for at slukke for strøm og varme til 100.000 danskere.

»Et brud er et brud, og det er fint og flot, at man har inddæmmet det. Men hackerne skulle aldrig være nået så langt ind i systemerne. Den her sag viser, at vi er en region, som ikke er tilstrækkeligt i stand til at beskytte os selv. Det er pinligt, især fordi der findes systemer, som kunne have forhindret det her brud,« siger Torben Clemmensen, regional direktør i det franske it-sikkerhedsfirma TEHTRIS.

Politiken har også læst rapporten, og avisen hæfter sig ved, at der står, at SektorCERT ikke har »bemanding til at reagere på angreb uden for almindelig arbejdstid«.

»Det er alvor. Set med mine øjne sender energisektoren et advarselsflag«, siger Rasmus Dahlberg, der er leder af Center for Samfundssikkerhed ved Forsvarsakademiet og kalder det for en »vild rapport«.

Det skriver andre medier om

1. Dansk nyhed får japanerne til at diskutere arbejde

Det er yderst sjældent, at en sag fra Danmark skaber overskrifter i japanske medier, men det er, hvad der er sket nu. Det skriver Politiken. Nyheden om, at den danske regering har afskaffet store bededag, er nemlig nået frem til Japan, hvor den er blevet omtalt af store medier som Asahi Shimbun og Nikkei og debatfora landet over. Nyheden er især blevet opsnappet af konservative stemmer, som mener, at de unge japanere er for selviske og holder for meget fri. De mener desuden, at helligdage, deltid og barsel er med til at ødelægge landets økonomi. »Burde Japan følge trop?« lyder en af kommentarerne på debatforummet Srad.

2. Asiatiske aktier i fremgang efter lovende økonomiske tal

Asiatiske aktier tager et nøk opad onsdag, hvilket er et resultat af stærke økonomiske tal fra Kina og faldende inflation i USA. Det skriver Financial Times. Aktieindekset Hongkong Hang Seng stiger med 2,8 procent, mens det kinesiske indeks CSI stiger med 0,7 procent. Stigningen er blandt andet et resultat af, at det kinesiske detailsalg og industriproduktion er i fremgang. Samtidig er den amerikanske inflation faldet. I september lå det amerikanske inflationstal på 3,7 procent i forhold til samme tid i fjor, men i oktober er det faldet til 3,2 procent.

3. Store investorer strømmer over til obligationer

Håbet om et kommende rentefald er stort hos verdens institutionelle investorer, og det betyder, at flere og flere investorer investerer i obligationer. Det skriver Finans på baggrund af en ny Global Fund Manager-undersøgelse fra storbanken Bank of America. Den indeholder besvarelser fra 265 kapitalforvaltere, som administrerer, hvad der svarer til 4.340 milliarder kroner. »Forventningen er, at når centralbanken har hævet renterne, så knaser økonomien, hvilket taler for at investere i obligationer,« siger Henrik Henriksen, chefstrateg i Petersen & Partners.

Det skriver vi om

1. Forbrugerrådet Tænk indleder alvorlig sag med otte influencere og indhold til børn: »Det er kun toppen af isbjerget«

En række af landets største influencere bliver nu anmeldt for brud på markedsføringsloven. Sagerne handler om brugen af børn, og ifølge Forbrugerrådet Tænk gør det kun situationen mere alvorlig. Men kun overfladen er blevet kradset, det mistænkes, at problemet er »rigtig, rigtig stort«. Læs historien her.

2. Han er en af børnenes yndlinge på de sociale medier. Nu bliver han anmeldt for at udnytte dem til reklame

Lakserytteren har fået offentlige midler til at starte et nyt børnemedie, men ifølge Forbrugerrådet Tænk har han overtrådt lovgivningen på de sociale medier. Derfor anmelder de ham nu for skjult reklame og »brug af børn«. Influenceren erkender dilemmaet og sætter pris på debatten. Læs historien her.

Det bør du også læse

Skat får klar kritik af Ombudsmanden for at holde på forkert indbetaling

Darius Muravjovas indbetalte 800.000 kroner på en forkert konto hos Skat. Da han opdagede det, var det for sent. Juraprofessor kalder Ombudsmandens kritik »relativt hård«. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: +1,43 procent

  • S&P 500: +1,91 procent

  • Nasdaq: +2,37 procent

Asien – indeks onsdag klokken 7.10:

  • Japan Nikkei: +2,58 procent

  • Hongkong Hang Seng: +3,16 procent

  • Kina CSI: +0,46 procent

Tak, fordi du læste med!