Rettelse: Berlingske havde tidligere citeret en historie fra Finans om de nye ejendomsvurderinger og den skatterabat, som boligejere kan få i 2024. I historien fremgik det, at købere, som underskriver en købsaftale på en ny bolig inden årsskiftet, vil være omfattet af skatterabatten. Vurderingsstyrelsen oplyser nu til Berlingske, at købere kun kan få skatterabatten, hvis overtagelsesdatoen ligger inden årsskiftet. Fejlen er nu rettet.
Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
En stor skatteregning
Udviklingen i renten
Netflix-succes
Klimaministerens private relation
Men vi begynder med en afklaring for kommende boligkøbere.
God læselyst!
Dagens hovedhistorie
Boligkøbere har nu fået en afklaring på, hvornår og under hvilke omstændigheder de kan få en skatterabat, efter at de nye, foreløbige ejendomsvurderinger er blevet offentliggjort.
Med de nye, foreløbige ejendomsvurderinger stiger boligskatten markant, men en skatterabat sikrer, at boligejere ikke kommer til at betale mere i boligskat i 2024 med de nye boligskatteregler, end de skulle have betalt med de nuværende regler.
Kommende købere kan også blive omfattet af denne skatterabat, men der har været tvivl om, hvorvidt man skulle have overtaget boligen før 1. januar 2024 for at opnå skatterabatten – eller om man blot skulle have underskrevet købsaftalen før det nye kalenderår.
Nu er svaret klart: Nye købere kan få skatterabatten, hvis overtagelsesdatoen ligger inden årsskiftet. Det oplyser Vurderingsstyrelsen til Berlingske.
»Det vil sige, det er den dato, hvor man rent juridisk overtager og får råderet over boligen samt derefter står for ansvaret og udgifterne. Overtagelsesdatoen vil fremgå af købsaftaler og tinglyste skøder,« skriver styrelsen.
Det skriver andre medier om
1. Lover at holde sig fra sorte aktier: Tre pensionsselskaber mistænkes for at bryde med grønne løfter
Pensionsselskaberne Velliv, Danica og Lærernes Pension har på papiret vedtaget investeringspolitikker om, at de ikke investerer i selskaber, der åbner ny produktion af kul. Alligevel har de tre selskaber investeret store summer i selskaber, som står bag nye kulkraftværker og kulminer. Det skriver DR.
2. Chefstrateg efter Powell-tale: Ikke udsigt til flere rentehop
Chefen for den amerikanske centralbank, Jerome Powell, holdt torsdag aften – dansk tid – en imødeset tale i The Economic Club of New York. Ifølge chefstrateg i Sterna Capital Partners Mikael Milhøj sagde Powell ikke meget nyt. Efter talen forventer chefstrategen ikke nye renteforhøjelser, og hvis centralbanken alligevel beslutter at stramme pengepolitikken, skal man snarere forvente en »finjustering«. Det siger han til Børsen. Den amerikanske centralbank har hævet sin ledende rente markant siden marts 2022. Dengang var den 0,25 procent. Nu er den oppe på 5,5 procent.
3. Netflix hæver prisen
Det går godt for Netflix. Streamingtjenestens aktie steg 16 procent torsdag, efter at selskabet præsenterede sit regnskab for tredje kvartal onsdag aften. Her overgik tilgangen af abonnenter forventningerne. Analytikere havde forventet en fremgang på ca. seks millioner abonnenter, men Netflix endte med at få en tilgang på 8,76 millioner abonnenter i tredje kvartal. Nu bruger streamingtjenesten sit momentum til at hæve prisen for kunder i USA, Storbritannien og Frankrig.
Det skriver vi om
1. Ditte skal betale stor skattegæld for penge, hun ikke har fået endnu
I dag bliver 42-årige Ditte Buch Andersens økonomi sendt helt ud på kanten. I marts modtog hun nemlig en stor skatteregning, som hun ikke kan betale. For hun skal betale skat for penge, som hun aldrig har fået i hånden, og nu ryger skattegælden videre til statens inkasso, Gældsstyrelsen – for i dag, fredag, er sidste frist. Årsagen skal findes i en skatteregel for medarbejderaktier, som spænder ben for iværksættermiljøet. Den kan du læse mere om her.
2. Klimaministers private relation til vindmølleprojekt er »legitim«, lyder det. Men ifølge professor kan et andet forhold være problematisk
Ekstra Bladet har beskrevet, at klimaminister Lars Aagaards (M) kæreste sidder i ledelsen i selskabet bag Aflandshage Vindmøllepark, som regeringen vil redde. Juraprofessor Sten Bønsing fortæller til Berlingske, at ministeren ikke umiddelbart er inhabil på grund af den private relation, men der kan være et andet problem med ministerens ageren i sagen. Det kan du læse mere om her.
Det bør du også læse
Det var blodrøde tal, der dominerede torsdagens aktiemarked i både ind- og udland, hvor renten på den tiårige statsobligation torsdag ramte det højeste niveau siden juni 2007 før finanskrisen. Det er dog kun i computerspillet »Counter-Strike«, at det ser blodrødt ud for Astralis. For e-sportsaktien Astralis bankede i vejret fra morgenstunden. Læs mere her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
Dow Jones: -0,75 procent
S&P 500: -0,85 procent
Nasdaq: -0,96 procent
Asien – indeks fredag kl. 07.25:
Japan Nikkei: -0,25 procent
Hongkong Hang Seng: -0,51 procent
Kina CSI: -0,55 procent
Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!




