Business-overblik: Vi køber gas i Rusland – men grønne projekter skrinlægges

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Mens vi i Danmark taler om, hvordan vi kan gøre os uafhængige af Ruslands gas, skrinlægges planerne om en lang række grønne projekter som eksempelvis solcelleparker. Arkivfoto: Torben Klint/Ritzau Scanpix Torben Klint Torben Klint

God morgen og velkommen til onsdagens hurtige og effektive overblik over de vigtigste erhvervshistorier.

Vi begynder dagen med historien om, at invasionen i Ukraine nu kan koste den russiske præsident, Vladimir Putin, det sportslige kejserdømme, han har brugt to årtier på at opbygge. Vi skal også høre om danske virksomheder med russiske aktiviteter, som i stor stil opsøger erhvervsorganisationer og advokathuse for at få vejledning af frygt for at træde ved siden af. Og alt imens vi gerne vil frigøre os fra den russiske naturgas, bliver der skrinlagt planer for alternativ energi.

Har brugt 20 år på at bygge en sportslig supermagt: Nu kan Putin miste det hele

Store dele af sportsverdenen er i gang med at ødelægge Rusland som sportsnation som konsekvens af Putins invasion af Ukraine, skriver Børsen.

»De store idrætsorganisationer bryder med det mantra, de har prædiket i årtier: At sport og politik ikke skal blandes sammen – og at de er apolitiske organisationer,« siger Stanis Elsborg, senioranalytiker i Play the Game, som er en del af Idrættens Analyseinstitut, til Børsen.

Både Det Internationale Fodboldforbund (FIFA) og Det Europæiske Fodboldforbund (UEFA) tog mandag bladet fra munden og udelukker nu det russiske landshold og klubhold fra at træde ind på grønsværen.

Også Den Internationale Olympiske Komité (IOC) anbefaler, at alle idrætsforbund udelukker russiske atleter fra internationale konkurrencer. Kan det ikke lade sig gøre, bør forbundene bestræbe sig på, at russerne optræder som neutrale atleter uden nationale flag.

Danske virksomheder i vildrede, om de skal kappe alle bånd til Rusland

Der er mange moralske og juridiske spørgsmål at tage stilling til for danske eksportvirksomheder med forbindelser til russiske aktører i disse dage. Handler de i strid med sanktioner, og vil de overhovedet fortsætte samarbejdet med Rusland?

Som beskrevet i Berlingske frygter de at blive udskammet, hvis de træffer de forkerte beslutninger, som vi eksempelvis har set med energigiganten Ørsted, der har været en tur i mediemøllen og folkedomstolen som følge af sin langtidskontrakt på russisk gas.

Derfor oplever både erhvervsorganisationer og advokathuse, at virksomhederne efterlyser vejledning i stort omfang.

»Det er med til at skabe frygt blandt andre mindre virksomheder for, at de vil blive udskammet for at handle med Rusland,« siger Jakob Brandt, administrerende direktør i SMVdanmark, brancheorganisation for små og mellemstore virksomheder, til Berlingske.

Mens vi køber gas i Rusland: Grønne projekter skrottes

Mens Danmark og resten af Europa taler om at gøre sig fri af Ruslands gas, er virksomheder herhjemme i gang med at skrinlægge eller udskyde en lang række solcelleparker og landvindmølleprojekter, der ellers kunne give grøn strøm til millioner af danskere.

Det skriver Finans.

»Stribevis af projekter vil enten blive droppet eller sat på pause. Det gælder også projekter, hvor lokalplaner og byggetilladelser ellers er på plads. Det er jo virkelig ærgerligt,« siger Knud Erik Andersen, der er administrerende direktør i energiselskabet European Energy, til avisen.

Ifølge historien er der særligt to ting, der lige nu bremser de grønne projekter: Udsigten til nye regler, der fra 1. januar 2023 pålægger producenterne af vedvarende energi (VE) at betale mere for tilslutning til elnettet. Og så at det statslige og de regionale elnet flere steder i landet ikke er blevet udbygget til at kunne tilkoble de mange nye VE-projekter, der skyder op.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet har udvalgt disse tre ting, som han holder særligt fokus på i dag:

Sydbank aflægger regnskab i dag. De øvrige bankregnskaber har været gode, og der kommer næppe større overraskelser.

Investorerne og forbrugerne holder stift øje med oliepriserne, som er sendt på himmelflugt. På den ene side virker stigningerne inflationsskabende. Men samtidig er stigende oliepriser en skat på forbrug, som trækker købekraft ud af 55-70 procent af økonomien, som privatforbruget udgør af den samlede økonomi, globalt set

Renterne er nærmest styrtdykket de seneste uger. Investorernes fornemmelse for, at ECB vil begynde at hæve renten i 2022 er forsvundet, og de 10-årige amerikanske renters udvikling indikerer en mulighed for en mere afdæmpet Federal Reserve. I hvert fald i forhold til de forudsigelser, som for blot nogle få uger siden tilsagde op til syv amerikanske renteforhøjelser i år fra centralbanken.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

Dow Jones -1,76 procent

S&P 500 -1,55 procent

Nasdaq -1,59 procent

Asien – indeks onsdag kl. 06.20:

Japan Nikkei -1,61 procent

Hongkong Hang Seng -1,00 procent

Kina CSI -0,33 procent

Tak, fordi du læste med!