Godmorgen og velkommen til en ny uge og dermed det første Business-overblik, mens årets korteste dag og julen nærmer sig.

I dag skal det handle om techiværksætteres klagesang, Novos slankemiddel, der er klar i Danmark, og propfyldte varelagre i de danske butikker op mod de helt store udsalgsdage.

Vi starter dog her på Business – hvor vi igen tager et kig på det gældskaos, der martrer tusindvis af borgere.

God læselyst!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Rina kan ikke få lov til at betale sin gæld til det offentlige. Den var aldrig gået i det private

Rina de Place Bjørn og tusindvis af andre danskere kæmper – som beskrevet i Berlingske de seneste uger – med Gældsstyrelsen om at få lov til at blive gældfri.

Hun og 138.000 andre borgere og virksomheder har betalt det, de skylder det offentlige, men Gældsstyrelsen har sendt pengene tilbage – 121 millioner kroner i alt – fordi deres gæld ikke er inddrivelsesparat, som det hedder.

Returneringen af frivillige indbetalinger sker i retssikkerhedens navn – og er blåstemplet af politikerne – i Gældsstyrelsen under Skatteministeriet. For nylig gik Ombudsmanden ind i sagen.

Samme praksis med at hindre skyldnere i at blive gældfri ville ikke blive accepteret af tilsynsmyndighederne, hvis private inkassovirksomheder kastede sig ud i en lignende praksis.

Det siger formanden for de private inkassovirksomheder, Dansk InkassoBrancheforening, Claus Spedtsberg, i et interview med Berlingske.

Techiværksættere klager over unfair konkurrence fra staten

Staten og kommunerne spænder ben for danske it-iværksættere, fordi de udvikler deres egne it-løsninger og dermed ødelægger det for vækstlaget.

Sådan lyder klagen fra flere iværksættere over for Finans.

»Det offentlige kan slet ikke finde ud af at arbejde med iværksætterne. Man kunne lave åbne standarder, som alle så kunne bygge noget ovenpå. Men i stedet laver de deres eget projekt. Og ofte fungerer det ikke lige så godt for brugerne,« siger Esben Gadsbøll, der er formand for brancheorganisationen Danske Tech Startups.

Et eksempel er Drivi, som står bag et system til køreskoler, hvor alle dokumenter til køreprøven samles digitalt. Her er man ved at blive kørt over af et projekt, som kommunerne og Kommunernes Landsforening er i gang med.

»Det er jo rigtigt skørt at bruge mange penge på at bygge noget, som allerede findes,« siger Kasper Tikjøb, som er bestyrelsesformand for Drivi, til Finans.

Novo Nordisks nye slankemiddel klar i Danmark

Medicinalgiganten Novo Nordisks meget omtalte og omdiskuterede slankemiddel, Wegovy, kan fra mandag købes på danske apoteker.

Det er det andet land efter USA, hvor folk med svær overvægt nu får adgang til vægttabsmedicinen, hvis deres læge vil udskrive den, skriver Berlingske.

Wegovy er godkendt til behandling af mennesker med et »body mass index« (BMI) på mere end 30 (svær overvægt) eller en BMI på 27 i kombination med følgesygdomme som for eksempel diabetes. Bivirkningerne er fortrinsvis kvalme og maveproblemer.

Der gives ikke tilskud til medicinen i Danmark, så man skal selv betale, hvad der svarer til cirka 1.500 kroner om måneden for medicinen, patienten skal indsprøjte i kroppen.

Men dermed får Novo Nordisk mulighed for på tæt hold at følge, hvordan svært overvægtige tager imod medicinen.

»Andre lande tager reference til, om produktet er lanceret i Danmark, når de skal give markedsføringstilladelse. Derfor er en lancering i Danmark vigtig for os,« siger Camilla Sylvest, koncerndirektør for Novo Nordisks kommercielle strategi og ansvarlig for den globale lancering.

Varelagrene er stopfyldte – butikker skal i priskrig de kommende måneder

Coronakrisens forsyningsproblemer betød blandt andet, at detailvirksomhederne bestilte ekstra mange varer for at være på den sikre side.

Så kom inflationskrisen, og nu holder danskerne igen med at svinge kreditkortet.

Det har resulteret i, at detailbranchen nu står med overfyldte lagre, skriver Børsen.

Ifølge Danmarks Statistik svarede 51 procent af de adspurgte detailvirksomheder i november, at deres lagre var for fyldte. Det er det højeste tal i statistikkens historie.

Derfor lyder det også fra flere virksomheder, Børsen har talt med, at priskrigen allerede buldrer afsted, og at jule- og januarsalget med al sandsynlighed bliver endnu mere afgørende end normalt, når årets resultater skal hentes hjem.

»Det kan vi også se med de priser, som vi sætter varerne til allerede nu. Det virker, som om nogle firmaer har haft et dårligere salg end forventet og derfor nu er i gang med at få det løst,« siger Peter Fabricius, topchef i Magasin, til Børsen.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Josephine Cetti, chefstrateg i Nordea, har i dag blikket rettet mod det nordamerikanske kontinent:

Ugens altoverskyggende begivenheder bliver inflationstallet fra USA, der kommer tirsdag, og rentemødet i den amerikanske centralbank. Rentemødet begynder samme dag, som inflationstallet udkommer, og onsdag får vi selve rentebeslutningen.

  1. I fredags var der pæne stigninger i de europæiske aktieindeks, men de amerikanske aktier fortsatte ugens fald efter offentliggørelsen af november måneds producentprisindeks. Tallene viste nemlig, at både de månedlige og årlige prisstigninger i detailhandlen var højere, end markedet havde forventet. Kigger man på år til år ændringen, steg producentpriserne 7,4 procent mod forventet 7,2 procent Selvom tallet fortsat ligger på et højt niveau, er tendensen faldende, og de 7,4 procent var trods alt den mindste år til år stigning, vi har set siden maj 2021.

  2. Der kom også forbrugertillidstal fra University of Michigan, der viste, at forbrugerne er blevet en smule mere optimistiske på det seneste på trods af stigende leveomkostninger. Pæne gevinster på både aktier og obligationer siden starten af oktober måned kan have hjulpet lidt på humøret. Rapporten viste også, at forbrugernes forventninger til inflationen et år frem i tid faldt fra 4,9 procent i oktober til 4,6 procent i november. Det er en positiv udvikling, at inflationsforventningerne falder, og det holdt måske også en lille hånd under markedet i fredags, selvom de skuffende producentpriser tog hovedfokus.

  3. Der kommer BNP-tal fra England i dag, som nok ikke kommer til at kunne løfte stemningen efter lørdagens tab mod Frankrig i VM kvartfinalen. Forventningen er, at den britiske økonomi skrumper med 0,2 procent i tredje kvartal og yderligere 0,4 procent i fjerde kvartal. To kvartaler i træk med faldende vækst er definitionen på en teknisk recession, ligesom vi så i USA i første halvår.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones -0,90 procent

  • S&P 500 -0,73 procent

  • Nasdaq -0,70

Asien – indeks mandag kl. 06.45:

  • Japan Nikkei -0,16 procent

  • Hongkong Hang Seng -1,74 procent

  • Kina CSI -0,52 procent

Tak, fordi du læste med!