Business-overblik: Topchef vil lave enorm investering i Europa – men ikke uden betingelser
Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne fra morgenstunden. Her er hele dit Business-overblik.

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne fra morgenstunden. Her er hele dit Business-overblik.

Godmorgen og velkommen til Business-overblikket!
Europa står midt i en skæbnestund.
Geopolitisk uro, krig i Ukraine og Mellemøsten og uklare meldinger fra USA har været et wakeupcall.
Sådan lyder analysen fra Ole Krogh, topchef i Danmarks største pensionskasse, PFA Pension.
Frem mod 2030 vil han øge investeringerne i Europa med 100 milliarder kroner, siger han i et interview til Finans.
Det betyder, at pensionsgigantens samlede investeringer i Europa fra i dag omkring 400 milliarder til minimum 500 milliarder om fire år.
Men pengene kommer ikke uden betingelser.
For at sikre et tilfredsstillende afkast til pensionskunderne ser Ole Krogh et presserende behov for smidigere rammevilkår og beslutningsprocesser i et tungt reguleret Europa.
Han håber på mere samarbejde mellem private og offentlige og foreslår også garantier eller afkastsikringer – som eksempelvis CfD-ordningen inden for udbud på havvind, hvor staten sikrer udvikleren en fast pris for strømmen.
Derved lægger topchefen også et vist pres på de politikere, som i disse uger forsøger at forhandle en ny regering for Danmark på plads.
»Vi vil gerne sende et signal om, at vi er helt med på at understøtte den udvikling, der er behov for, ved at investere i aktier, obligationer, infrastruktur eller vækstvirksomheder i Europa,« siger Ole Krogh til Finans.
»Men vi skal være villige til at dele risiko, så både det offentlige og det private tager sin del.«

Carlsbergs ansatte i Ukraine bruger meget af dagen i beskyttelsesrum. Berlingske tog med topchef Jacob Aarup-Andersen til Ukraine for at høre, hvordan man arbejder i et krigshærget land, og hvordan hans forhold til Rusland er efter den største krise i virksomhedens historie.
**
Saudisk oliegigants overskud stiger. På trods af at Hormuzstrædet er lukket, har Saudi-Arabiens statsejede olieselskab, Saudi Aramco, solgt mere olie i årets første tre måneder sammenlignet med sidste år. Det skyldes den rørledning, som løber tværs gennem landet, og hvorigennem oliegiganten har sendt så meget olie som muligt til en havn på landets vestkyst, skriver Financial Times.
**
I USA er forbrugertilliden den laveste nogensinde. Den seneste bølge af pessimisme skyldes krigen mod Iran. Selvom forbrugerne indtil nu har holdt stand, tårner problemerne sig op for millioner af husholdninger. Det kan blive en grim sommer, skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie.
**
Trumps angreb kan ramme Vestas hårdt. Sidste år voldte Donald Trumps vindmøllemodstand store problemer for Ørsted. Nu kan turen komme til Vestas, vurderer flere analytikere ifølge Finans.
Den amerikanske administration har bremset godkendelser af omkring 165 landvindmølleparker i USA. Det rammer ikke Vestas nu og her. Men ifølge en prognose fra Bank of America vil den politiske risiko ramme selskabets ordrebøger hårdt, skriver Finans.
God dag!