Business-overblik: Teknisk trylleri giver milliarder til risikable investeringer

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Pensionskæmpen ATPs topchef, Martin Præstegaard, har fra den ene dag til den anden fundet et tocifret milliardbeløb, som kan bruges til mere risikable investeringer. Niels Ahlmann Olesen (arkiv)

Godmorgen og velkommen til en ny uge, hvor også de mange med vinterferie i uge 8 vender tilbage, og hvor foråret ifølge kalenderen begynder på onsdag. Her er det hurtige Business-overblik.

Læs i dag om et Mærsk-skib, der er blevet efterladt i en russisk havn, om pensionskæmpen ATP, der fra den ene dag til den anden har fundet et tocifret milliardbeløb til mere risikable investeringer, om Irma-pigen, der pludselig har skabt en helt ny forretning på nettet, og – her først – om en bramfri Danfoss-boss, som revser det ensidige fokus på vindmøller i kampen om at nå en hurtig, grøn omstilling.

God læselyst!

Bramfri Danfoss-boss revser ensidigt fokus på vindmøller

En mulig skrotning af store mængder af havvindmøller er blevet beskrevet som hasardspil med Danmarks fremtid. Men Danfoss' topchef er frustreret.

»Det er, som om alle er helt blinde,« siger Kim Fausing til Berlingske. »Vi er i fuld gang med at begå en strategisk fejl.«

Med det ensidige fokus på vindmøller lukker Europa nemlig øjnene for en lige så vigtig del af Paris-aftalens mål om at modvirke global opvarmning.

»Den grønne energiproduktion skal udbygges kraftigt, og det er nemt at forstå milliardinvesteringer i havvindmølleparker med kæmpe vindmøller. Men der er slet ikke fokus på energieffektivitet og de enorme energimængder i overskudsvarme, som allerede er til stede i vores samfund, og som kan udnyttes,« siger Kim Fausing.

Danfoss har selv udnyttet overskudsvarmen fra sin produktion og nedbragt sit varmeforbrug på det 250.000 kvadratmeter store industriareal i Nordborg på Als med 70 procent.

Mærsk-skib efterladt i russisk havn

Efter Ruslands invasion af Ukraine har Mærsk gradvist afviklet sine aktiviteter i Rusland, men de bekræfter nu over for Shippingwatch, at de har et tankskib i en unavngiven russisk havn.

Mærsk ønsker ikke at oplyse, hvilken havn der er tale om, eller hvorfor de pludselig er kommet i besiddelse af et tankskib, der nu ligger tomt og uden mandskab i en russisk havn.

»Vi blev ejer af skibet i forbindelse med en tidligere virksomhedshandel, og det er ikke en del af vores kommercielle forretning. Vi arbejder på at få det ud af Rusland i overensstemmelse med gældende sanktioner,« siger Mærsks presseafdeling til Shippingwatch.

Rederikoncernen ønsker ikke at oplyse, hvilken virksomhedshandel, der er tale om, men siger, at der er tale om en handel, der lå før den russiske invasion 24. februar 2022.

Efter invasionen blev Rusland påført en lang række sanktioner, der blandt andet betød, at Mærsk valgte at stoppe al handel med landet, ligesom de har frasolgt alle russiske aktiviteter.

De holder dog stadig døren på klem for at kunne vende tilbage og har derfor indføjet en tilbagekøbsklausul i forbindelse med salget af en ejerandel i et russisk havneselskab.

Teknisk trylleri giver milliarder til risikable investeringer

Pensionskæmpen ATP har fra den ene dag til den anden fundet et stort, tocifret milliardbeløb, som kan flytte penge fra sikre statsobligationer til mere risikable investeringer.

De 37,3 milliarder kroner er fremkommet ved at ændre på regnskabspraksis, men Finanstilsynet kan ikke gennemskue, om ATP regner rigtigt, skriver Børsen.

ATP bogfører kommende udbetalinger til en lavere værdi, fordi de kan anses for illikvide, eftersom man som opsparer ikke kan få pengene udbetalt.

Risikodirektør i ATP, Kim Johansen, siger, at det giver »forretningsmæssigt rigtigt god mening for vores medlemmer«. Finanstilsynet har gennem flere år påpeget, at det er kontroversielt, og tager afstand fra trylleriet, og professor i finansiel matematik ved Københavns Universitet, Rolf Poulsen, »kan godt se, hvordan det kan blive misbrugt til at skrue op for investeringsrisikoen«, siger han til avisen og udtrykker forståelse for Finanstilsynets nervøsitet.

Irma-net kan nu købes til 700 kroner

Der udbrød nærmest landesorg i København, da Coop annoncerede, at Irma lukker, og nu er salget af merchandise for supermarkedskæden eksploderet.

Således kan Berlingske nu fortælle, at salget er seksdoblet, og det er især de populære muleposer, der er blevet revet væk fra hylderne.

Og meget af dette merchandise er nu at finde på Den Blå Avis, hvor det sælges til uhyre høje priser.

Således kan man finde et Irma-net til 700 kroner, der ellers koster 50 kroner, hvis man køber det i en af butikkerne.

»Der har været en voldsom reaktion på lukningen af Irma. Derfor kan de her varer få lov til at være nogle identitetsmarkører. En af de store tendenser, som vi tager del i lige nu, er holdningskommunikation. Og vi kan nemt kommunikere en holdning om lukningen med en mulepose med Irma-pigen,« siger Julia Lahme, der er trendekspert og direktør i kommunikationsbureauet Lahme.

Hun kalder det en klassisk definition på en mikrotendens, men regner også med, at det ikke vil vare i særlig lang tid.

Du kan læse mere om de dyre muleposer og mekanismerne bag her.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet følger mandag disse tre ting:

  1. Hver dag kommer der nye centralbankudtalelser, som er relevante for investorerne. Blandt dem, som er mest relevante i dag, er en tale fra Den Europæiske Centralbanks cheføkonom, Philip Lane. Han giver formentlig sin vurdering af inflations- og renteudviklingen.

  2. Nu gik det lige så godt med aktierne, men den seneste uge er stigende renter og fornemmelsen for, at det bliver sværere end »bare lige« at få inflationen ned mod de ønskede to procent, igen blevet en udfordring. Fra mandag morgen handles den amerikanske tiårige rente til 3,94 procent og dermed tæt på fire procent. Hold øje med den udvikling

  3. Novo Nordisk har ramt den firecifrede kursmilepæl. Det varer nok ikke så længe, før investorerne begynder at spekulere over og samtidig også forvente, at Novo Nordisk kunne overveje at splitte aktien i mindre stykker, som det jo ofte sker, når en aktie i et succesfuldt selskab er steget meget.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser fredag:

  • Dow Jones: -1,02 procent

  • S&P 500: -1,05 procent

  • Nasdaq: -1,69 procent

Asien – indeks mandag kl. 06.45:

  • Japan Nikkei: -0,14 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,47 procent

  • Kina CSI: -0,24 procent

Tak, fordi du læste med!