Godmorgen og velkommen til torsdagens businessoverblik.

Her følger en opsummering af dagens vigtigste erhvervshistorier, så du kan blive opdateret til morgenkaffen.

1. Arnes bankskat flår tre milliarder kroner ud af dansk økonomi

Den ekstraskat på landets banker, som regeringen vil indføre for at finansiere Arne og andre nedslidte danskeres ret til tidlig pension, vil gøre Danmark fattigere.

Det slår skatteminister Morten Bødskov (S) nu fast sort på hvidt i et nyt folketingssvar, skriver Børsen.

Ifølge skatteministerens svar vil bankskatten føre til et tab i Danmarks bruttonationalprodukt (BNP) på omkring tre milliarder kroner. Dermed er tabet omtrent dobbelt så stort som det beløb, som staten regner med at få i kassen fra skatten. For bankerne skal betale omkring 2,3 milliarder kroner ekstra i skat, og efter såkaldte tilbageløbs- og adfærdseffekter ender beløbet på 1,5 milliarder kroner.

Svaret fra skatteministeren får De Radikale til at udtrykke stor kritik af regeringens finansieringsforslag.

»Det lyder som om, at det her finansieringsforslag slet ikke er det rigtige nu. Det sidste, vi har brug for i en krise, er tiltag, der skrumper økonomien endnu mere,« siger De Radikales næstformand, Sofie Carsten Nielsen, til Børsen.

2. Aktiestrateger: Nu ebber aktiefesten efter den ultralempelige pengepolitik ud

I kølvandet på coronakrisen har centralbanker verden over ført en ultralempelig pengepolitik, som har givet aktiemarkedet medvind.

Men nu er pengepolitikken ved at miste noget af sin potens i finansmarkederne, og investorerne bør derfor indstille sig på flere perioder med kursfald på aktiemarkederne, end vi har set de seneste fem måneder.

Det skriver Finans, der har talt med flere aktiestrateger.

»Vi har i høj grad allerede set effekten af den lempelige pengepolitik i markedet. Den vil ikke kunne løfte markederne på samme måde fremover,« siger Simon Kristiansen, seniorstrateg hos Nordea, til Finans.

Torsdag eftermiddag holder chefen for Den Europæiske Centralbank (ECB), Christine Lagarde, pressemøde, og ifølge Finans forventer både Nykredit og Nordea, at der vil blive lagt op til yderligere pengepolitiske lempelser i december.

3. Mads Nipper træder ind i et af Danmarks største job

Grundfos-topchef Mads Nipper havde ingen planer om nogensinde at skulle væk fra Grundfos. Men så kom Ørsted-formand Thomas Thune Andersen og prikkede den ivrige klimadebattør på skulderen, skriver Berlingske.

Det kræver mere end bare almindeligt store fødder at fylde skoene ud efter Henrik Poulsen.

Ørsteds afgående topchef kom i 2012 ind i et DONG Energy med alvorlige finansielle problemer, men 1. januar 2021 kan han – efter en global søgen på tværs af kandidater fra forskellige geografier og industrier – overlade Ørsted som Danmarks næstmest værdifulde selskab til Mads Nipper, der kommer fra en stilling som administrerende direktør i Grundfos.

»Ørsteds bestyrelse prikkede mig på skulderen og spurgte, om jeg havde lyst til en dialog. Det havde jeg, og jo mere jeg hørte om det, desto mere fantastisk synes jeg, det her lyder,« fortæller Mads Nipper til Berlingske.

Tre forhold, investorerne skal holde øje med

​Investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen giver her sine bud på, hvad man som investor bør være opmærksom på i dag.

  • Der er ECB møde med efterfølgende pressekonference. Hvordan er de europæiske vækstudsigter, og presser svækkelsen af dollar og ditto euro styrkelsen både den europæiske vækst og ikke mindst inflationen ned?

  • Tesla steg med 10,92 pct. Har investorerne fået mod på at genoptage spekulationerne efter skuffelsen over, at Tesla ikke kom med i S&P 500 og efterfølgende faldt med 21 pct.?

  • Mads Nipper bliver ny topchef i Ørsted. Tager investorerne godt imod ham?

Det sker på markederne

USA, lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones: +1,60 pct.

  • S&P 500: +2,01 pct.

  • Nasdaq: +2,71 pct.

Asien, indeks torsdag kl. 06.40:

  • Japan Nikkei: +0,65 pct.

  • Hongkong Hang Seng: +0,04 pct.

  • Kina CSI: +0,29 pct.