Godmorgen og velkommen til denne uges første Business-overblik, som giver dig en god og effektiv start på en ny uge.
Læs i dag om, at Danmark i år kan få en ny gigant på Mærskniveau, at én af Legos konkurrenter er gået i gang med en kæmpe fyringsrunde, at rige kinesere skal banke salget i vejret i dansk smykkeforretning, og at en stor supermarkedskæde nu vil kaste sig over takeawaymarkedet og åbne 15 særlige køkkener. Men først til nyheden om, at overvægtige danskere jager recepter på Novo Nordisks nye vægttabsmedicin.
God læselyst!
Overvægtige danskere jagter recepter på Novo Nordisks nye vægttabsmedicinen
Praktiserende læger har oplevet kæmpe interesse fra overvægtige for at få udskrevet Novo Nordisks nye fedmemedicin.
Men lægerne tøver, og i stedet vokser markedet for onlinevægttabstjenester, skriver Berlingske.
Oliver Willacy er medstifter af Medstart – en onlinevægttabstjeneste – og han er blevet overrasket over, hvor meget fedmemedicinen Wegovy drager overvægtige danskere.
»Selvom vi havde forberedt os og ansat flere medarbejdere, var vi slet ikke gearet til at få så mange medlemmer på én gang. Vi har måttet ud og ansætte endnu flere medarbejdere,« siger han.
Der er endnu ikke offentliggjort tal for, hvordan det er gået med salget af Wegovy, siden medicinen blev lanceret i december.
I år kan Danmark få en ny mastodont på Mærsk-niveau
Regerigiganten Mærsk, som i årtier har været Danmarks største virksomhed, kan blive udfordret på førstepladsen, hvis en ambitiøs plan i Tyskland lykkes.
Transportgiganten DSVs topchef, Jens Bjørn Andersen, arbejder nemlig på en offensiv plan, som kan sikre virksomheden en omsætning på mere end 400 milliarder kroner, skriver Berlingske.
Målet er den tyske gigant DB Schenker, som er én del af Tysklands svar på DSB, Deutsche Bahn, og som er verdens fjerdestørste fragtselskab.
DB Schenker er sat til salg og kan sikre DSV en ekstraomsætning på omkring 175 milliarder kroner, hvis det lykkes den danske koncern at købe selskabet i en handel, som dog måske først kan falde på plads i 2024.
En sammenlægning tegner til at kunne skabe meget store synergier, hvilket kan udløse en større fyringsrunde blandt de 76.000 ansatte i DB Schenker.
Supermarkedskæde vil åbne takeawaykøkkener
Supermarkedskæden Meny vil i år åbne 15 særlige takeawaykøkkener i nogle af sine 112 forretninger landet over.
Her skal man kunne købe færdigmad fra 14 forskellige cuisines og op til 100 forskellige retter. De kan tilberedes på højst 15 minutter, og man kan enten hente maden i bokse uden for Meny eller få den leveret gennem Wolt eller Just Eat, skriver Børsen.
Maden vil koste fra 60 kroner og opefter. Meny-butikkerne i Herning og Bagsværd vil lægge for. Derefter vil endnu 13 butikker komme til.
»Det skal ses som et udtryk for, at vi anskuer os som Danmarks madmarked, og når der er vækst i udespisning og takeaway, har vi behov for at kunne svare igen på den udvikling. Vi mener, vi kommer til at kunne tilbyde et højere niveau, end der er tilbudt mange andre steder,« siger Richo Boss, der er kædedirektør for Meny, til avisen.
Det vil koste et tocifret millionbeløb at få de to første køkkener på plads.
I 2022 var otte procent af danskernes aftensmåltider takeaway. 360.000 voksne danskere spiste altså hver dag takeaway til aften.
Legokonkurrent lancerer kæmpe fyringsrunde
Amerikanske Hasbro skal spare op mod 2,05 milliarder kroner i det kommende år, skriver Finans.
Og for at nå dertil må legetøjsgiganten nu blandt andet fyre 15 procent af alle sine ansatte.
Særligt efterårets kvartalsregnskab var en dukkert for Hasbro, hvis omsætning i juletiden faldt med 17 procent sammenlignet med 2021.
Alt i alt løber det op i, at 1.000 ansatte hos det amerikanske selskab snart må vinke farvel til deres stillinger.
Lego er dermed stadig større en Hasbro, som er verdens tredjestørste legetøjsproducent målt på omsætning.
Rige kinesere skal booste salget i smykkeforretning
Kinas tid med benhård coronapolitik er officielt forbi, og det betyder, at vi igen vil se kinesiske turister i gadebilledet.
Og det glæder Paul Hvelplund, der er direktør i Hvelplund Ure & Smykker, som i sin forretning på Strøget i København sælger for eksempel ure til priser i den øverste liga, skriver Børsen.
»Blandt vore kinesiske kunder er der nogle, der køber for mellem 1 og 5 mio. kr., når de handler hos os. En gruppe kinesere kan på et enkelt besøg købe for det, der svarer til, hvad alle vore danske kunder handler for i december måned,« siger han til avisen.
På trods af de kinesiske turisters tilbagevenden går der dog en periode, før de vender tilbage for fuldt blus.
Visit Denmark anslår over for Børsen, at der vil være 100.000 kommercielle kinesiske overnatninger i 2023 – et fald fra 274.000 overnatninger i 2019.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet følger mandag med i særligt disse tre ting:
Kan den gode aktiestime fortsætte? 2023 er startet fremragende, og man kunne fra kursudviklingen få indtrykket af, at 2022 var et enkeltstående år, og at 2023 økonomisk bliver fornuftigt. Det er ikke helt sådan, det forholder sig, men indtil videre har den gennemsnitlige aktieinvestor haft et godt år. Fortsætter det?
Den danske regnskabssæson kulminerer i denne uge med tal fra Novo Nordisk, Danske Bank, Nordea, DSV og Coloplast – alle fra onsdag- fredag. Kan selskaberne indfri forventningerne?
Tesla har fået et forrygende comeback i 2023 med en stigning på tæt på 70 procent i forhold til januarlavpunktet. Investorer tror på Elon Musk. Lavere priser giver nok lidt lavere indtjeningsmargin kortsigtet, til gengæld vil de booste efterspørgslen gevaldigt til gavn for Tesla og de andre elbiler. Er der mere acceleration i Tesla-aktien?
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: +0.08 procent
S&P 500: +0.25 procent
Nasdaq: +0.95 procent
Asien – indeks mandag kl. 06.45:
Japan Nikkei: -0,09 procent
Hongkong Hang Seng: -1,94 procent
Kina CSI: +0,35 procent
Tak, fordi du læste med!




