Godmorgen og velkommen til dagens Business-overblik, hvor du som altid bliver opdateret med dagens store erhvervshistorier.
På onsdag melder regeringen ud, om nedlukningen fortsætter efter 28. februar, og det præger dagens aviser og dermed nyhedsoverblikket, men vi kommer også forbi et boomende sommerhussalg og et bud på, hvordan Danmark sikrer sin digitale førerposition.
God dag – og god læselyst!
Store butikskæder presser hårdt på for en genåbning
Efter næsten to måneders tvangslukning, presser flere af de største, danske kæder på for at få åbnet butikkerne igen.
I den familieejede butikskæde Søstrene Grene mener administrerende direktør Mikkel Grene, at »man bør få åbnet detailhandlen nu«.
»Vi skal fortsat have stor respekt for epidemien og tage vores forholdsregler, som vi har gjort hidtil, men vi må også tage med i betragtningen, at nedlukningen begynder at få mere og mere alvorlige konsekvenser for mange mennesker,« siger Mikkel Grene til Børsen.
Flere store kæder er uforstående over for, hvorfor butikkerne stadig skal holde lukket, når smittetallene for coronavirussen er faldet drastisk siden nedlukningen i december.
Flere af de landsdækkende kæder som Jysk, Elgiganten, Bauhaus og Bog & Idé har ifølge Børsens oplysninger været til møde i Erhvervsministeriet og Justitsministeriet, hvor kæderne appellerede til, at butikkerne snart får lov til at åbne igen.
Netop udvalgsbutikker ligger lavt på smittespredning, men samtidig højt på samfundsøkonomi, skrev regeringens såkaldte referencegruppe i sin rapport i januar.
Ifølge tidligere overvismand Michael Svarer, der er medlem af referencegruppen, er det oplagt at kigge på at genåbne en del af detailhandlen.
»Det står højt på listen. Det fylder rigtig meget i økonomien, det er 2,5 procent af den samlede beskæftigelse, og det vil sige, at det er en væsentlig større branche end for eksempel de liberale erhverv og restauranterne,« siger Michael Svarer til Børsen.
Krise udløser det største udbud af ledige butikker i 18 år i København
En ny kvartalsstatistik fra erhvervsportalen Ejendomstorvet.dk viser, at andelen af ledige butikslokaler i hovedstaden er steget stødt. Sidst man så et så højt udbudt antal kvadratmeter var for 18 år siden.
»Det er en meget stor stigning, og København har nu det største udbud af butikslokaler i de 18 år, vi har ført statistikker over erhvervslokaler i Danmark. I nabokommunerne Frederiksberg, Tårnby og Dragør – ja, nærmest i det meste af landet – er antallet af udbudte butikslokaler ellers nogenlunde stabilt,« siger Jakob Wegener, som er administrerende direktør for portalen til Finans.
Ejendomsmæglerkæden EDC vurderer, at det skyldes faldet i antallet af turister i København, da hovedstadens indbyggere ikke har skruet mærkbart ned for privatforbruget under coronakrisen.
I 2017 blev lånereglerne lempet – nu er sommerhusmarkedet stukket af
En lempelse af lånereglerne i 2017 har været ekstra brænde på bålet på sommerhusmarkedet under coronakrisen, hvor både salget og priserne er stukket til vejrs. Det påpeger økonomer fra Realkredit Danmark, Nordea Kredit og Arbejdernes Landsbank, som dog understreger, at den kraftige acceleration skyldes en kombination af flere ting.
»Sommerhusmarkedet har helt sikkert fået noget medvind af de nye låneregler, som en del sommerhusejere har gjort brug af. Og det har også været med til at skubbe sommerhuspriserne op,« siger Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, til Berlingske.
Curt Liliegreen, projektdirektør i Boligøkonomisk Videncenter, forklarer, at det, der i øjeblikket sker på sommerhusmarkedet, i en vis udstrækning er en følge af, hvad der sker på markedet for helårsboliger. Derfor mener han heller ikke, at man skal røre ved de lempelser, som blev indført i 2017, hvor man hævede grænsen for realkreditbelåning fra 60 procent af sommerhusets værdi til 75 procent.
»Vi skal ikke ind og ændre i de regler,« siger Curt Liliegreen, som generelt er modstander af, at man benytter belåningsgrænser som redskab til at styre konjunkturer.
Hvis man endelig vil gøre noget for at skrue lidt ned for tempoet, er det et andet sted, man skal stramme, mener han.
Læs hele historien fra Berlingske her.
Topfolk fra erhvervslivet samles for at sikre Danmarks digitale førerposition
Dansk Industri vil have turbo på den videre digitale udvikling af Danmark oven på masser af praktisk erfaring fra coronakrisen. Nu samler Dansk Industri (DI) topchefer om at lægge en meget konkret plan for, hvordan Danmark fortsætter i den digitale verdenselite, skriver Berlingske.
Selvom Danmark er foran i den digitale udvikling, så understreger administrerende direktør i DI, Lars Sandahl Sørensen, at det ikke er nu, at vi skal tabe momentum.
Derfor er Danmarks største erhvervsorganisation DI ude med et større udspil, hvor formålet er at sætte 20 topdirektører fra en bred kreds af virksomheder sammen i en hurtigtarbejdende arbejdsgruppe for at få udarbejdet et helt konkret katalog over udfordringerne med helt konkrete måder at løse dem på.
»Det skal være helt, helt konkrete områder med helt, helt konkrete løsninger. Ellers får man ikke meget travle mennesker til at bruge deres tid på arbejdet – og der er ikke én, der ikke har sagt ja indtil nu,« siger DI-topchefen.
Tre forhold, som investorerne skal være opmærksomme på i dag
Her er, hvad Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet, holder øje med mandag:
- Den største, bredeste og bedste tyske økonomiske indikator, IFO, bliver offentliggjort i dag. Kan den tyske økonomi forventeligt holde økonomidampen oppe? Hvordan ser forventningerne til fremtiden ud vs. de aktuelle udfordringer i forbindelse med nedlukninger, som virksomhederne håber snart er forbi? Viser forventningerne til fremtiden den ønskede optimisme?
- Investorerne har de seneste uger bevæget sig lidt ud af 2020-vinderne (it og grønne aktier) og over imod aktier, som vil drage fordel, når økonomien igen åbner op (cykliske aktier). Fortsætter den tendens mandag? Og kan eksempelvis FLSmidth mandag lægge yderligere stigninger til fredagens optur på fire procent?
- Den amerikanske rente fortsætter med at stige. Hvis rentefald har været en væsentlig driver bag ved aktieopturen i 2020, betyder det så, at stigende renter ikke kun vil dæmpe, men reelt spolere festen i 2021?
Aktiemarkederne
USA – lukkekurser fredag:
- Dow Jones 0,00 procent
- S&P 500 -0,19 procent
- Nasdaq +0,07 procent
Indeks mandag kl. 06.30
- Japan Nikkei +0,77 procent
- Hongkong Hang Seng -0,02 procent
- Kina CSI +0,06 procent