Godmorgen og velkommen til dagens Business-overblik. 

Selvom gårdsdagens europaparlamentsvalg fylder mest i nyhedsstrømmen, skal vi vanen tro forbi et kurateret overblik over dagens vigtigste historier fra erhvervslivet. 

Hvis du er interesseret i perspektiverne fra europaparlamentsvalget, anbefales det herfra at svinge forbi en særudgave af Berlingskes e-avis, som flere af mine kolleger har knoklet natten igennem for at stable på benene. Find den her.

I business-overblikket skal vi blandt andet runde:

  • Rentenedsættelser sætter gang i aktieforventningerne til resten af året

  • Stor bilproducent dropper produktion af elbiler i Kina

  • Advokater og andre brancheaktører retter massiv kritik mod udskældt kuratorordning

Men først skal vi forbi modstanden mod Elon Musks historiske milliardlønpakke fra en gigantinvestor i Tesla. 

God læselyst.

Dagens hovedhistorie 

Storinvestor vil stemme imod Musks historiske milliardlønpakke

Til Teslas årlige generalforsamling den 13. juni skal ejerne af selskabet stemme om en lønpakke til topchefen Elon Musk på knap 400 milliarder kroner. 

Hvis den går igennem, vil det være den største lønpakke i historien for et amerikansk selskab. 

Men nu sætter norske Oliefonden, som er storinvestor i Tesla, foden ned. De vil nemlig stemme imod den omdiskuterede lønpakke. Det skriver det norske medie E24. 

»Vi mener, at lønpakken er uforholdsmæssig høj med for meget udvanding af aktionærerne, og den har en forkert struktur i forhold til, hvad der er målet for betalingen,« siger direktør for ejerskab og overholdelse hos Oliefonden Carine Smith Ihenacho i en klumme i E24 lørdag. 

Lønpakken blev for første gang besluttet af bestyrelsen i 2018, hvor Oliefonden også stemte imod. Siden er den også blevet afvist af en dommer i Delaware i januar.

Begrundelsen var, at lønpakken ikke var i aktionærernes interesse, og at det reelt er Elon Musk, ikke bestyrelsen, der styrer Tesla.

Teslas bestyrelse har gentagne gange været beskyldt for at have tætte bånd til milliardæren, skriver Reuters.

Det skriver andre medier om

1. Optimismen breder sig på aktiemarkedet

Investorer og strateger skruer for alvor op for optimismen på aktiemarkedet, hvor der forventes kursvækst resten af året ifølge flere vurderinger. Det skriver Børsen. Ifølge den schweiziske storbank UBS vil globale aktier stige med yderligere seks procent frem mod slutningen af 2024: »Risikoappetitten på aktier befinder sig på et niveau, hvor det gennemsnitlige afkast fra MSCI ACWI-indekset (globalt aktieindeks, red.) historisk har været højere end normalt,« skriver UBS i analysen. Udviklingen kommer på bagtæppet af rentenedsættelser. 

2. Volvo sløjfer produktion af elbiler i Kina 

Bilgiganten Volvo flytter nu produktionen af elbiler til Belgien efter forventede toldtariffer på kinesisk import til Europa. Det skriver The Times. Volvo, der siden 2010 er ejet af den kinesiske bilproducent Geely, vil flytte produktionen af modellerne EX30 og EX90. Sanktionerne på kinesiske producenter bliver forventeligt sat i værk, fordi priserne på de kinesisk producerede elbiler bliver holdt kunstigt lave af statsstøtte ifølge Europa-Kommissionen. 

3. Brancheaktører går i kødet på udskældt kuratorordning

Flere centrale aktører lægger pres på Gældsstyrelsen for at ændre en omdiskuteret kuratorordning. Det skriver Børsen. Det fremgår af en aktindsigt, mediet har fået fra Gældsstyrelsen med svar fra advokater, brancheaktører og andre interessenter. Normalt har staten peget på Kammeradvokaten som kurator, når komplekse konkurser skal håndteres. Men i andre tilfælde, hvor det offentlige står bag konkursbegæringen, bliver kuratorrollen fordelt på over 500 advokater, der er optaget i Gældsstyrelsens Advokatpanel. Men den ordning er der nu et ønske om at ændre, da advokaterne i gennemsnit får tildelt under to kuratoropgaver om året. Derfor opnår de ikke den nødvendige erfaring lyder kritikken. 

Det skriver vi om

1. Brian Mikkelsen advarer mod dystopisk fremtid: »Europa er jo blevet til et museum«

For Brian Mikkelsen bliver tiden efter europaparlamentsvalget afgørelsens time for Europas konkurrenceevne. Ifølge erhvervstopchefen har Europa sovet i timen i forhold til USA og Kina – og det er nu eller aldrig, kontinentet skal løse det.

Læs hele historien her.

2. Forstå aktiemarkedet: Lange superbølger skaber overnormale afkast

Mange investorer forventer at få otte-ti procent i årligt afkast på aktier, men ikke alle har blik for, at de store afkast skabes igennem generationslange superbølger. Energiomstilling, forsvar og ny teknologi kan sikre en ny optur, men renter og inflation vil være højere end før.

Læs hele kommentaren af Teis Knuthsen, investeringsdirektør i Kirk Kapital, her.

3. Store udfordringer venter Mexicos første kvindelige præsident

Mexicos kommende præsident, Claudia Sheinbaum, står over for store økonomiske udfordringer i et land, hvor der næsten ikke er vækst, og hvor vilkårene for virksomheder modvirker fremgang. Mere af det samme er ikke en holdbar strategi.

Læs hele kommentaren af Santiago Levy, senior fellow med Global Economy and Development Program på Brookings, her.

Det skal du også læse

De første pensionskroner har størst værdi – se fire muligheder, de giver dig senere i livet

Opsparing giver muligheder – ikke mindst i form af pensionsopsparing og i dit arbejdsliv. Se mulighederne, som opsparing tidligt i livet giver dig. Der er fire oplagte muligheder, som den ekstra opsparing giver dig.

Povl Dengsøe har historien. Læs den her.

Det sker på markederne 

Dow Jones: – 0,22 procent

S&P 500: – 0,11 procent

Nasdaq: – 0,23 procent

Asien – indeks mandag klokken 06.45:

Japan Nikkei: + 0,54 procent

Hongkong Hang Seng: – 0,59 procent

Kina CSI Shanghai: + 0,08 procent

Tak, fordi du læste med!