Godmorgen, og velkommen til tirsdagens hurtige Business-morgenoverblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Investorer, der ønsker nyt fokus fra Bavarian Nordic

  • Rekordfå danskere vil have en dieselbil – salget er gået helt i stå

Men vi begynder med dagens vigtigste morgennyhed.

Stigende tendens: Forældre overdrager sommerhus til børnene – og scorer stor skatterabat

Hvis et sommerhus overdrages til børnene, kan det udløse en stor skatte- og afgiftsgevinst for begge parter. Og det er en stigende tendens, skriver Finans.

Ligesom ved almindelige forældrekøb kan forældrene overdrage sommerhuset efter den såkaldte +/- 15 procent-regel. Den betyder, at boligen kan købes til en pris, der ligger 15 procent under den offentlige vurdering.

I langt de fleste tilfælde ligger sådan en vurdering milevidt fra den reelle salgspris.

»Sommerhuse bliver ofte overdraget til alle børnene. Der er ofte både lang ejertid og lav eller ingen gæld,« siger Christian Bækmar, der er indehaver af revisionsselskabet PrivatRevision.

Det skriver andre medier om

1. Bavarian taber milliarder i værdi: Nu ønsker investorer nyt fokus
Bavarian Nordics fejlslagne rs-vaccinestudie koster et kurstab på 26 procent og et værditab på 3,8 milliarder. Nu håber flere investorer, at Bavarian Nordic lægger sin dyre forskning på hylden og i stedet fokuserer på sin eksisterende vaccineforretning, skriver Børsen.

2. Er det slut med dieselbiler? Salget er gået helt i stå
De grønne bilafgifter, der trådte i kraft i december 2020, ligner mest af alt et regulært dødsstød til dieselbiler. I hvert fald har salget aldrig været værre, efter at de grønne bilafgifter gik fra milliardrabatter til el- og plug-in-hybridbiler til dyre regninger for især dieselbilejere. Det skriver Finans.

3. Banker smider kunder ud: Risiko for at brænde ind med kontanter
Bankerne gør kort proces med de kunder, der ikke kan dokumentere, at de lever op til hvidvaskreglerne. De smides på porten, og dermed risikerer de at brænde inde med store kontantbeløb. Det viser fire nye afgørelser fra Det finansielle Ankenævn, skriver Finans.

Det skriver vi om

1. Indtjeningsfesten i Europas luftfart flyver uden om SAS
Indimellem kan det synes umuligt at tjene penge på luftfart. Måske særligt blandt danske skatteydere, der som SAS-aktionærer længe er blevet præsenteret for blodrøde tal på bundlinjen og behov for milliardindsprøjtninger. Ser man mod andre flyselskaber, er historien en anden. Læs hvorfor SAS fejler sammenlignet med Ryanair her hos Berlingske.

2. Stort revisorfirma betaler millioner efter rolle i skandalesag
Et af landets største revisionshuse, Grant Thornton, har fået et ordentligt hak i tuden. Selskabet har således indgået flere forlig, som ifølge Berlingskes oplysninger betyder, at Grant Thornton betaler et stort tocifret millionbeløb for at have godkendt misvisende regnskaber i det konkursramte Amager-selskab ACT. Global. Læs mere hos Berlingske her.

Det bør du også læse

Den depressive stemning breder sig i tysk industri
Meldingerne fra de europæiske virksomheder bliver stadig mere dystre, hvilket kan ramme de danske eksportvirksomheder. Men svagheden betyder også, at prispresset er aftagende. Det er noget, som man holder meget øje med i Den Europæiske Centralbank (ECB), hvor der er rentemøde i denne uge.

Det skriver vi her på Berlingske.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

Dow Jones: +0,52 procent
S&P 500: +0,40 procent
Nasdaq: +0,19 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 07.18:

Japan Nikkei: -0,35 procent
Hongkong Hang Seng: +3,16 procent
Kina CSI: +1,89 procent

Det var alt for i dag. Tak, fordi du læste med!