Business-overblik: Salget af Flying Tiger udløste magtkamp

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Manden bag Tiger-kæden Lennart Lajboschitz forsøgte aktivt at finde andre ejere til den pressede Flying Tiger-kæde end de tidligere kapitalfondspartnere, der endte med at overtage kæden.  Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup

Godmorgen og velkommen til dagens Business-overblik, hvor du som altid bliver opdateret med dagens store erhvervshistorier.

God dag – og god læselyst!

Få Business-overblikket – hver dag


Du er i gang med at læse morgenposten fra Berlingske Business. Her får du dagligt det fulde overblik over de vigtigste erhvervsnyheder fra ind- og udland, så du kun behøver læse én artikel for at være opdateret.

Ved at tilmelde dig vores nyhedsbrev, kan du få overblikket direkte i din indbakke – hver morgen.


Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske hver morgen inden klokken 09.00 sender mig det fulde politiske overblik med dagens vigtigste historier analyser og debatter i dansk politik. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan i visse tilfælde blive delt med tredjepart. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke. www.berlingskemedia.dk/cookie-og-privatlivspolitik

Inden salget af Flying Tiger udspillede der sig en magtkamp mellem stifter og kapitalfond

Ifølge Børsen var stifter af butikskæden Flying Tiger Lennart Lajboschitz ikke tilfreds med valget af nogle tidligere Axcel-partnere som køber til hans livsværk.

I hvert fald opsøgte stifteren flere kapitalstærke personer, der havde kendskab til detailbranchen, for at høre, om de ville overtage selskabet frem for kapitalfonde.

Til Børsen bekræfter Lennart Lajboschitz, at han og forretningspartneren Jacob Bier arbejdede på en anden mulighed.

»Det er rigtigt. Der var flere muligheder på et tidspunkt, og det var én af mulighederne, som vi undersøgte,« siger Lennart Lajboschitz.

I 2018 og 2019 tabte selskabet bag Tiger, Zebra A/S over 750 mio. kroner, hvilket medfører en gæld til bankforbindelserne på en mia. kroner

Derfor støttede bankerne salget af Flying Tiger, da administrerende direktør Martin Jermiin godkendte at sælge til de tidligere Axcel-parterne.

Selskabet blev solgt den 10. februar til virksomheden Treville, som de tre tidligere Axcel-partnere netop står bag. En af de tre partnere er Nikolaj Vejlsgaard, der har tjent en formue på Axcels Pandora-investering.

Selskaber snød statskassen for 300 mio. kroner i 2017 og gør det endnu engang

Danmarkshistoriens største moms- og skattesvindelsag, som går under navnet Operation Greed, får atter liv igen. 17 personer sidder den dag i dag stadig på anklagebænken i Københavns Byret for at have svindlet for 300 mio. kroner Men svindlen fortsætter i nye systemer.

Det skriver Finans/JP og Information, som i et samarbejde har igangsat den undersøgende serie »Svindelmaskinen.«

De to medier har gennem mere end et år fulgt sporene fra den omfattende retssag, hvor de nu kan kortlægge, at 168 af de omkring 900 involverede selskaber i Operation Greed efterfølgende kan forbindes til konkursramte virksomheder, der har efterladt ny skatte- og momsgæld for mere end 300 mio. kroner

En af landets mest erfarne konkursadvokater Boris Frederiksen fra Kammeradvokaten vurderer, at Operation Greed er blevet kopieret og fortsat i nye konstellationer.

»Det ligner, at det er koordineret, og at man har haft en afløser på plads, som kunderne blot er blevet forskubbet til,« siger Boris Frederiksen til Finans.

Kortlægningen får flere eksperter til at kritisere myndighederne for ikke tidsnok at gribe ind, så de involverede ikke fortsatte svindlen.

»Det ser meget organiseret ud. Og det får mig til at tænke, at vi hver gang bare er uhjælpeligt bagefter i forhold til at fange dem, der udnytter systemet,« siger konkursadvokat Pernille Bigaard.fra Skau Reipurth & Partnere.

På baggrund af afsløringen vil skatteminister Morten Bødskov have skærpet indsatsen i skattevæsnet.

Til Finans udtaler fungerende statsadvokat og chef for bagmandspolitiet Per Fiig, at de nu vil øge indsatsen over for moms- og skattesvindel.

Under coronakrisen er københavnernes forbrug på tilbagetog

Danskernes muligheder for at svinge dankortet har været begrænset det seneste år. Men der er stor forskel på, hvor hårdt coronakrisen har ramt danskernes privatforbrug, for københavnernes forbrug er faldet mere end dobbelt så meget som resten af landet.

Det skriver Berlingske på baggrund af tal for Danske Banks kunders forbrug med kort og MobilePay, som er opdateret frem til midten af februar 2021.

Mere specifikt er privatforbruget i kommunerne København, Frederiksberg, Tårnby og Dragør faldet med fire procent fra 2019 til 2020, mens forbruget på landsplan er faldet med 1,9 procent.

I kroner svarer det til, at københavnerne i gennemsnit brugte 5.270 kroner mindre i 2020 end i 2019, mens resten af danskerne over 18 år kun skruede 2.370 kroner ned for forbruget.

»Nogle af de ting, der er omfattet af nedlukning, fylder mere i hovedstaden. Restauranter er et godt eksempel, og rejser er et andet godt eksempel,« siger privatøkonom Louise Aggerstrøm Hansen fra Danske Bank.

Hun peger også på, at købekraften blandt københavnerne også er ramt af de mange jobtab på grund af krisen.

I tallene mener Louise Aggerstrøm Hansen også, at der kan anskues en interessant tendens.

»Normalt bruges der i København mindre på dagligvarer end landsgennemsnittet, men det er steget forholdsvis meget under krisen. Det afspejler nok, at det normalt fylder mere at gå ud og spise,« siger hun.

Tre forhold, som investorerne skal være opmærksomme på i dag

Her er, hvad Simon Kristiansen, senior investeringsstrateg i Nordea, holder øje med tirsdag:

Der har været meget fokus på renter, inflation og Feds politik på det seneste. Denne uge vil give markedet rig mulighed for at tygge og tolke på kommunikation fra nogle af Fed-figurerne.

Torsdag hører vi fra manden ved roret, Jerome Powell, men allerede i dag varmer vi op med en tale fra medlem i styrelsesrådet Lael Brainard. Man skal særligt holde ørene åbne for udtalelser omkring en eventuel tilbagerulning af Feds store opkøbsprogram, hvad Bidens forestående stimulanspakke kan betyde for inflationen, og hvordan Fed tolker den seneste tids hurtigt stigende obligationsrenter.

Nu hvor vi er på emnet inflation, så steg prisudviklingen i Eurozonen i januar til det højeste niveau siden coronapandemien efter fem måneder med fald. Blokkens statistiske division udgiver i dag de foreløbige tal for februars niveau, og konsensus forventer, at inflationen er taget yderligere til i kraft. Mange økonomer venter, at inflationen vil stige gradvist i regionen over foråret drevet af højere energipriser, fortsatte brud på distributionskæder, der har øget priserne for detailbutikker og fremstillingssektoren, og tilbagerulningen af afgiftslettelser i Tyskland.
Hewlett-Packard, Target og Man group er blandt de større virksomheder som udgiver regnskab og som man med fordel kan holde øje med.

Markederne i dag

USA – lukkekurser mandag:

Dow Jones: +1,95 pct.
S&P 500: +2,38 pct.
Nasdaq: +3,01 pct.

Asien – indeks tirsdag 06.00:

Japan Nikkei: -0,76 pct.
Hongkong Hang Seng: -0,66 pct.
Kina CSI: -0,99 pct.