God morgen og velkommen til ugens første hurtige og effektive Business-overblik.
Læs om, at rekordstore udbytter og aktietilbagekøb er på vej, at et muligt importforbud mod russisk olie sender prisen yderligere i vejret, at de høje energipriser risikerer at udløse mangel på byggematerialer i Europa, at de store kreditkortselskaber nu lukker for betalinger i Rusland, at videotjenesten TikTok stopper for livestreaming i Rusland som følge af en opstrammet lovgivning, og at russiske myndigheder nu frygter for beslaglæggelse af russiske fly.
Men først til de også stigende fødevarepriser.
Global fødevarekrise under opsejling
Der er udsigt til en global krise på markedet for fødevarer, skriver Finans på baggrund af, at prisen på hvede sætter nye rekorder dagligt.
Det sender en milliardregning videre til blandt andre de danske forbrugere, men i Nordafrika og Mellemøsten kan det få langt alvorligere konsekvenser.
»I vores del af verden kan mange næste år blive nødt til at droppe skiferien og i stedet bruge flere penge på fødevarer. Den mulighed for at prioritere har forbrugerne i Afrika og Mellemøsten ikke. De bruger i forvejen størstedelen af deres indkomst på fødevarer. Der er desværre ikke megen tvivl om, at det her er optakten til en af de værste fødevarekriser i nyere tid,« vurderer markedsanalytiker Palle Jakobsen fra Agrocom over for Finans.
Prisen på hvede, majs og en lang række andre basisfødevarer er steget eksplosivt efter Ruslands invasion af Ukraine. De to lande står normalt for knap 30 procent af den globale hvedeeksport og næsten 20 procent af majseksporten.
Lige nu er al eksport fra de to lande indstillet. Dels fordi de store udskibningshavne langs Sortehavet er lammet af krigshandlinger. Dels fordi Rusland er hegnet inde bag sanktioner og afskåret fra at benytte det internationale betalingssystem SWIFT. Det har fået hvedeprisen til at stige 34 procent fra et i forvejen højt niveau.
Rekordstore udbytter og aktietilbagekøb på vej
Der er gyldne udsigter for aktionærerne i de store danske virksomheder. Også på trods af krigen i Ukraine.
Allerede i 2021 var de i så god form, at der i de kommende uger strømmer over 120 milliarder kroner fra selskaberne ud til investorerne i udbytter samtidig med, at de samlede aktietilbagekøb er mere end fordoblet.
I alt købte de største danske selskaber aktier tilbage for 71,6 milliarder kroner i 2021, og det tal vil blive endnu større i år, mener Sydbanks chefaktieanalytiker, Jacob Pedersen, som tror på en ny rekord for udbytter og aktietilbagekøb i næste regnskabssæson.
»Når jeg lægger op til et endnu bedre år for udbytter og aktietilbagekøb end det, vi lige nu ser, så er det på baggrund af de meldinger, der er kommet fra selskaberne. Det føler vi os egentlig ret sikre omkring,« siger Jacob Pedersen til Børsen.
Muligt importforbud mod russisk olie sender prisen i vejret
USA drøfter en embargo mod russisk olie med sine allierede.
Det fortalte den amerikanske udenrigsminister, Anthony Blinken, søndag aften, skriver nyhedsbureauet Bloomberg.
»Vi taler nu med vores europæiske partnere og allierede om på en koordineret måde at se på at forbyde import af russisk olie, samtidig med at vi stadig sikrer, at der er en tilstrækkelig olieforsyning på verdensmarkederne,« sagde Anthony Blinken til CNN og understregede, at der tale om »en meget aktiv drøftelse«.
Meldingen fik straks prisen på råolie til at stige markant, så den nu ligger på det højeste niveau siden 2008, nemlig på 139,13 dollar pr. tønde – næsten 20 procent højere end i fredags.
Ifølge den britiske finansavis Financial Times har USA også indledt drøftelser med Venezuela, som længe har været en af Ruslands allierede, om alternative olieforsyninger. Det kan bane vejen for at lette de amerikanske sanktioner mod Venezuela.
Visa, Mastercard og American Express spærres i Rusland
Den amerikanske kreditkortudsteder American Express lukkede søndag for, at man kan anvende kreditkortene i Rusland og Belarus. Globale American Express-kort virker hverken i butikker eller kortautomater, mens kort udstedt i Rusland af russiske banker ikke virker uden for landets grænser, skriver internationale medier.
Også Visa og Mastercard indstiller brugen af deres kreditkort i Rusland som følge af krigen og det usikre forretningsmiljø i landet, skriver det franske nyhedsbureau AFP. Lukningen kommer, efter at den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, på et videomøde med medlemmer af den amerikanske kongres lørdag krævede, at Visa og Mastercard reagerede på invasionen.
TikTok stopper for at livestreame i Rusland
Den kinesiske videotjeneste TikTok, som på rekordtid er blevet en af verdens mest populære, stopper for, at man kan livestreame og lægge nye videoklip op i Rusland.
Det sker som følge af Ruslands nye lov om »falske nyheder«, der skal slå ned på kritik af styret og begrænse oplysninger om den russiske invasion i Ukraine.
»Vi har intet andet valg end at suspendere livestreaming og nyt indhold til vores videotjeneste, mens vi gennemgår den indflydelse på sikkerheden, som denne lov har,« meddeler TikTok ifølge nyhedsbureauet Bloomberg.
Rusland blokerede fredag for al brug af Facebook og nedsatte hastigheden på linjen for dem, der anvender Twitter og det Google-ejede YouTube.
Høje energipriser risikerer at skabe mangel på byggematerialer i Europa
Europa risikerer at mangle byggematerialer, fordi virksomheder har indstillet produktionen på grund af de høje energipriser og en kaotisk EU-politik på området.
Det siger topchefen for verdens største murstens- og tagstensproducent, østrigske Wienerbergers Heimo Scheuch til den britiske finansavis Financial Times.
»De har bogstaveligt lukket for produktionen hen over vintermånederne, hvilket fører til underforsyning. Vi er nødt til at være forsigtige, ellers vil vi få en alt for voksende efterspørgsel, som vi ikke kan tilfredsstille fra den ene dag til den anden,« siger han.
Priserne på naturgas er steget eksplosivt siden den russiske invasion af Ukraine og lå fredag ni gange højere end for et år siden.
Russisk frygt for beslaglæggelse af fly
De russiske luftfartsmyndigheder anbefalede søndag at stoppe alle flyvninger til udlandet af frygt for, at russiske fly vil blive beslaglagt.
Det skal ifølge det russiske nyhedsbureau Interfax allerede være sket i Tyrkiet, Mexico og Armenien.
Russiske flyselskaber lejer nemlig ifølge nyhedsbureauet Reuters omkring 500 fly af udenlandske selskaber, og EU har givet de europæiske udlejere en frist til 28. marts til at tage flyene tilbage fra de russiske flyselskaber.
Verdens største udlejer af kommercielle fly, det Dubai-baserede AerCap, er i fare for at miste fly til en værdi af omkring 16,5 milliarder kroner.
Ifølge Interfax flyver det russiske luftfartsselskab Aeroflot nu udelukkende til Belarus, efter at lande verden over har lukket deres luftrum for russiske fly efter den russiske invasion i Ukraine.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Her er, hvad chefstrateg Andreas Østerheden fra Nordea holder øje med mandag:
Sidste uge bød på aktiekursfald og rentefald i lyset af krigen i Ukraine og de forstyrrelser, det giver i forsyningskæderne primært inden for energi- og råvarer. Krigen i Ukraine vil derfor fortsat have investorernes primære fokus, og sigtbarheden er lav på kort sigt. Ligesom nyheder i løbet af weekenden om at USA muligvis går enegang i at pålægge sanktioner på Ruslands energieksport, så har det sendt olieprisen markant op og aktier yderligere ned her til morgen. Usikkerheden har medvirket til, at prisfastsættelsen på aktier efterhånden er kommet markant ned i løbet af året, og investorerne er i løbet af årets første måneder blevet meget pessimistiske, så der skal ikke mange positive nyheder til for at sende aktier højere. Hold fortsat øje med nyhedsstrømmen i dagens løb.
I løbet af weekenden har Kina haft sin nationale partikongres, hvor investorerne vil søge efter flere områder, herunder Kinas vækstmål for det kommende år, forventede investeringer, politik om boligbyggeri og ikke mindst klimapolitik. Selvom for eksempel vækstmålet på 5,5 procent for 2022 er det laveste siden 1991, handler det på nuværende tidspunkt om den vending, vi har oplevet i retorikken fra Kinas centralregering. Herunder i højere grad fokus på stabil økonomisk udvikling snarere end fokus på regulatoriske tiltag som i de forgangne år, og det vil i vores optik give gode forudsætninger for kinesiske aktier i det kommende år.
I dagens løb kan man også holde fokus på de økonomiske nøgletal fra USA, hvor de seneste forbrugerkreditdata fra januar vil blive offentliggjort. I det hele taget vil data i de kommende måneder give os en indikation af, i hvilken grad seneste omikronbølge slipper sit tag i økonomien igen. Man kan også holde øje med fabriksordrer og detailsalget fra Tyskland.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: -0,53 procent
S&P 500: -0,79 procent
Nasdaq: -1,66 procent
Asien – indeks mandag kl. 06.40:
Japan Nikkei: -2,48 procent
Hongkong Hang Seng: -2,82 procent
Kina CSI: -1,53 procent
Tak, fordi du læste med!