Godmorgen og velkommen til tirsdag morgens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Flyundersøgelser afslører løse bolte

  • Banker advarer unge om svindel med kontanter

  • Ny topchef vil grave lufthavnen op for at sikre fremtiden

  • Lundbeck-topchef har 45 milliarder til opkøb

Men vi begynder med stadig flere stressede danskere.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Pensionskasser: Endnu flere danskere rammes af stress i 2024

Landets store pensionskasser frygter, at endnu flere danskere i 2024 rammes af og sygemeldes med stress.

PFA, Danica og Velliv melder samstemmende over for Finans om, hvad PFA-chef for strategisk sundhed, Rikke Bay Haaber, kalder for en »alarmerende« situation, efter at PFA fra 2022 til 2023 oplevede ti procent flere henvendelser om stress og belastning – og forventer samme stigning i 2024.

Ifølge en Norstat-undersøgelse forventer 66 procent af de 25-65-årige danskere øget arbejdspres i 2024. 20 procent imødeser stærkt øget arbejdspres.

»Stress og andre psykiske lidelser er i dag en af de mest udbredte årsager til, at danskerne gør brug af deres sundhedsforsikringer og deres tab af erhvervsevneforsikringer – og det bliver ved med at stige. Ud over de åbenlyse menneskelige konsekvenser, så koster stress os årligt et milliardbeløb på tværs af pensionsselskaber og forsikringsselskaber,« siger Julie Engelund Sander, Vellivs sundhedsdirektør.

Det skriver andre medier om

1. Flyundersøgelser afslører løse bolte

Bolte, der behøver »yderligere stramning«, er blevet fundet under undersøgelser af de Boeing 737 Max 9-fly, der lige nu har flyveforbud efter en ulykke 5. januar, hvor et stykke af skroget faldt af og rev hul i siden på et Alaska Airlines-fly, som efterfølgende måtte nødlande. Det amerikanske flyselskab United Airlines, der har allerflest 737 Max 9-fly, har opdaget de nye problemer, skriver BBC og Financial Times. Opdagelsen lægger yderligere pres på Boeing, hvis aktie mandag faldt med otte procent.

2. Banker advarer unge om svindel med kontanter

Den kommende afskaffelse af 1.000-kronesedlen får flere store banker til at frygte, at særligt unge på 14-25 år vil blive gjort til svindelofre. Svindlerne kontakter dem i butikscentre, på gaden, i skoler og på sociale medier for at få dem til enten at udlevere deres kontanter eller bede dem om at veksle eller indsætte penge for svindlerne, der på den måde hvidvasker penge fra kriminalitet. Det skriver Finans. Unge advares mod at stille deres konto eller MobilePay til rådighed for andre.

3. Lundbeck-topchef har 45 milliarder til opkøb

Medicinalgiganten Lundbecks nye chef, Charl van Zyl, har 45 milliarder kroner (fem-seks mia. euro) til opkøb fra 2027 og ser derfor gode muligheder for at øge væksten, når nuværende patenter udløber. Ifølge Børsen ser han på opkøb inden for psykiatrien, styrket satsning på migræne inden for særlige neurologiske lidelser og fokus på sjældne neurologiske sygdomme.

Det skriver vi om

1. Ny topchef vil grave lufthavnen op for at sikre fremtiden

Fremover skal fly, der drives af elektricitet eller grønt brændstof, kunne tanke op i Københavns Lufthavn. Der skal investeres stort for at blive klar i tide, lyder det fra lufthavnens nye topchef, Christian Poulsen. Læs historien her.

2. Er du også blevet en boligspekulant? Så pas på fælderne

Det er blevet en dansk folkesport at spekulere i ejerboliger – på to måder. Men der er risici ved dem begge, som du skal holde øje med – og som mange af os måske har glemt. Læs historien her.

Det bør du også læse

Nordea ignorerede hundredtusindvis af alarmer om mulig hvidvask

Flere hundrede tusinde alarmer om usædvanlige eller mistænkelige transaktioner i Nordea blev ignoreret. På grund af manglende ressourcer blev alarmerne ifølge Finanstilsynet blot lukket ned, uden banken gjorde yderligere. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: +0,58 procent

  • S&P 500: +1,41 procent

  • Nasdaq: +2,20 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 7.15:

  • Japan Nikkei: +1,25 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,17 procent

  • Kina CSI Shanghai: -0,22 procent

Tak, fordi du læste med!

Venlig hilsen
Thomas Breinstrup, Business-journalist