God morgen, og velkommen til Business-overblikket mandag morgen!
Oliepriserne begyndte natten til mandag med at stige markant som forventet oven på nye angreb mellem Israel og Iran, men stigningen lagde sig tidligt mandag morgen.
Her lå prisen på en tønde råolie på 75 dollar, omkring en procent højere end sidste uges stigning på 13 procent.
Prisen på råolie påvirker alt fra fødevarepriserne i supermarkedet til, hvad det koster at tanke bilen op.
Investorerne har anlagt en forsigtig holdning, og der er ingen tegn på panik, skriver nyhedsbureauerne Reuters og Bloomberg. Det japanske børsindeks Nikkei lå mandag morgen i +1,1 procent som følge af en svækket yen, mens kinesiske aktiemarkeder svingede mellem små tab og gevinster.
»Samlet set er olieprisen aktuelt steget med 13-14 procent over den seneste uge. Det er meget, men det kunne have været noget mere. Stigende oliepriser kommer fra et lavere udgangspunkt,« siger Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet.
Guldprisen steg for fjerde dag i træk til det højeste i næsten to måneder og nåede 3.442,09 dollar pr. ounce med udsigt til yderligere stigninger.
Iran indledte mandag morgen nye luftangreb mod Israel, hvor tre blev dræbt og adskillige såret, skriver BBC.
Hvis Iran lukker for den afgørende sejlrute gennem Hormuzstrædet, kan det få store konsekvenser i store dele af verden. Deutsche Bank og J.P. Morgan Chase vurderer, at olieprisen kan nå helt op på 120 dollar i det mest negative scenarie, skriver Børsen.
Status på markederne

Dagens vigtige
Danske virksomheder risikerer at bryde loven ved at følge Trump. Flere virksomheder har droppet mål om kvinder i ledelsen og mangfoldige medarbejdergrupper i USA for at imødekomme Trumps værdikamp. Nu viser en aktindsigt, at det kan være i strid med dansk lov at følge præsidentens ordrer, skriver Berlingske.
**
Grøn omstilling ikke afblæst, siger investeringsdirektør. »Den grønne omstilling er ikke afblæst, men den har skiftet navn,« siger en af landets tungeste investorer, investeringsdirektør Thomas Otbo i Danske Bank, til Finans.
Han, der har ansvaret for at investere omkring 900 milliarder kroner, er overbevist om, at milliarderne fortsat vil strømme mod virksomheder og projekter, som kan bremse den globale opvarmning. Nu handler det blot om forsyningssikkerhed og konkurrencekraft, som ifølge ham »kun er blevet endnu vigtigere«.
**
Digital bank går efter en million kunder i 2027. Den fremadstormende, britiske bank Revolut, som udelukkende arbejder digitalt, har sikret sig 330.000 danske kunder og går efter at nå en million i 2027, altså 17 procent af danskerne.
Det siger Antoine Le Nel, chef for Revoluts vækst i Norden, til Finans. Revolut er den mest hentede finansielle app i Danmark og har i Sverige 800.000 kunder. Det afgørende gennembrud ser Antoine Le Nel, når Revolut får dansk IBAN-nummer i 2026, så man slipper for gebyr for manuel behandling af betalinger og kan foretage hurtigere betalinger i lokal valuta.
**
240.000 danskere snyder sig selv for fradrag. 240.000 danskere snyder sig selv for kørselsfradrag på selvangivelsen. Det viser en ny undersøgelse fra fagforeningen Business Danmark, skriver TV 2.
Skattestyrelsen ophørte i 2020 under coronapandemien automatisk at overføre befordringsfradraget fra et skatteår til et andet, så hvis man har mere end 12 kilometer til arbejde (24 km tur/retur), kan man få fradrag for de kilometer, der overstiger de første 24.
**
Staten har urimelig fordel i retssager, siger tidligere minister. Det pibler frem med eksempler på uligheder i retssager, hvor borgere er oppe imod staten. Ifølge tidligere skatteminister Karsten Lauritzen er det et kæmpe problem, som svækker borgeres mulighed for at vinde sagerne. »Staten er simpelthen blevet for stærk,« siger Lauritzen, som i dag er direktør for Danske Advokater, til Berlingske.
God mandag!