God morgen og velkommen til det hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Nykredit-forslag kaldes fup
Store beløb fra Skat til sommerhusejere
Ældre ryger ud på offentlige arbejdspladser
Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed, om førstegangskøbere, der skal finde 55.000 kroner mere årligt for at komme ind på boligmarkedet.
Det vigtigste, du skal vide i dag
Nu skal førstegangskøbere grave endnu dybere i lommerne for at komme ind på boligmarkedet
Med de faldende boligpriser det seneste år skulle man tro, at det ville være nemmere at komme ind på boligmarkedet.
Men mens priserne er faldet, er renten gået den stik modsatte vej: Op.
Derfor er det blevet markant dyrere at komme ind på boligmarkedet for førstegangskøbere, viser en analyse fra Finans Danmark.
For en familie bestående af to voksne og et barn er indkomstkravet i fjerde kvartal 2022 steget med 55.000 kroner i forhold til samme periode sidste år.
»Boligpriserne er faldet, og det store spørgsmål er så nu, om de er faldet så meget, at de opvejer merudgiften fra rentestigningerne,« siger Ane Arnth Jensen, viceadministrerende direktør i Finans Danmark, til Finans og tilføjer, at der er en udbredt forventning om, at der nok venter en yderligere tilpasning af priserne forude.
Finans Danmark har siden 2012 ført statistik over indkomstkravet – og det er uden sammenligning den største årlige stigning i et kvartal.
Det skriver andre medier om
1. Voldsomt angreb på Nykredits boligdominans
Jyske Banks topdirektør, Anders Dam, går voldsomt til angreb på Nykredit/Totalkredits dominans på boligmarkedet. Han får opbakning af ekspert, der kalder Totalkredits forslag til at forbedre konkurrencen for fup. Det skriver Finans.
2. Kæmpebeløb fra Skat til heldige sommerhusejere
De nye ejendomsvurderinger kan sende store beløb til heldige sommerhusejere, der står til at få over 100.000 kroner retur i for meget betalt skat, skriver Børsen.
3. Ældre ansatte ryger ud i det offentlige
Politikere taler og taler om at holde seniorer på arbejdsmarkedet, men det er ren festtale på offentlige arbejdspladser. Når du har rundet 50, sidder fyresedlerne løst i det offentlige, skriver Politiken.
Det skriver vi om
1. Jobfesten spreder sol i alle kroge af arbejdsmarkedet
Indvandrerkvinder har notorisk været svære at få i job, men det har det pulserende arbejdsmarked med stor mangel på arbejdskraft ændret på. Aldrig har der været så mange ikkevestlige indvandrere ansat, og især kvinderne stormer i job. Læs artiklen her
2. Möger går på pension, eller gør han
Torben Möger Pedersen stopper efter 30 år i front for Pension Danmark, eller gør den socialdemokratiske superkapitalist nu også det. Analyse fra erhvervsredaktør Thomas Bernth Henriksen
Det bør du også læse
Podcasten, der vil gøre Netflix kunsten efter
Serieiværksætter Morten Strunge mener at have fundet opskriften på, hvordan man tjener penge på podcast. Han står bag platformen Podimo, hvor ambitionerne er store. For Strunge vil gøre Podimo global og tage den hele vejen til en børsnotering. Derfor får de traditionelle medier inden længe konkurrence, når Podimo også kaster sig over personificerede nyheder. Læs Mette Dalgaard Hansens interview her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: -0,42 procent
S&P 500: -0,21 procent
Nasdaq: -0,35 procent
Asien – indeks fredag kl. 06.50:
Japan Nikkei: +0,01 procent
Hongkong Hang Seng: +0,54 procent
Kina CSI: +0,98 procent
Tak fordi du læste med.