Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste Business-overblik!
Novo Nordisk fortsætter sin kamp mod billige efterligninger af selskabets populære vægttabs- og diabetesmedicin, Wegovy og Ozempic. Det sker ved at sagsøge de apoteker, skønhedsklinikker og onlineplatforme, der sælger medicinen.
Børsen har gennemgået retsdokumenterne for de foreløbig 132 retssager, som Novo Nordisk har anlagt i foreløbig 40 amerikanske stater. Børsen kan blandt andet konkludere, at halvdelen af retssagerne vedrører skønhedsklinikker.
Halvdelen af de sagsøgte amerikanske virksomheder, som sælger efterligninger af Novo Nordisks medicin, er skønhedsklinikker, viser gennemgangen.
En af klinikkerne er ifølge Børsen Mochi Health, der i 2022 blev stiftet af iværksætter Myra Ahmad og har finansiel opbakning fra hendes ægtemand, Abraham Chaibi, der er medstifter af en kryptofond. Novo Nordisk har nu sendt en stævning på 56 sider efter selskabet.
Efterligningerne af Wegovy og Ozempic tog fart, da Novo Nordisk ikke kunne følge med efterspørgslen på de populære midler i USA ved lanceringen af vægttabsmedicinen for to-tre år siden. Derfor kom medicinen på de amerikanske myndigheders mangelliste. Det gjorde det muligt for apotekervirksomheder i USA at fremstille efterligninger lovligt med ingredienser fra især kinesiske leverandører.
Herefter udviklede der sig, som Berlingske tidligere har beskrevet, en helt ny industri med onlineplatforme, der solgte kopimedicinen til en pris langt under den, Novo Nordisk selv tog.
Selvom produktion i stor skala blev gjort ulovlig fra slutningen af maj i år, fortsætter salget i USA, og kopier udgør ifølge Novo Nordisk selv i omegnen af en tredjedel af salget af vægttabsmedicin i USA.
Status på markederne

Dagens vigtige
Formand for Energinet meget tilfreds med topchefen trods store forsinkelser. Bestyrelsesformand i Energinet Mogens Lykketoft afviser kritikken af Energinets ledelse for at have siddet tiltagende forsinkelser i udbygningen af elnettet i Danmark overhørig. Den primære forklaring på tiltagende forsinkelser er »en tsunami af udfordringer«, som ledelsen ikke har haft herredømme over, siger Mogens Lykketoft til Finans. »Jeg mener, vi har en meget velledet virksomhed,« siger han.
**
Toldaftale mellem USA og EU er skæv, men rummer en vigtig dansk sejr. Efter nogle ugers forsinkelse ligger der nu en fælles udtalelse fra EU og USA om handelsforholdene fremover. For europæerne er der en række vigtige sejre – herunder, at medicinalindustrien slipper med en told på 15 procent. Men Trump kan trække sig tilbage bag toldmuren og pege på lettere markedsadgang for flere amerikanske varer. Det virkelige slag om verdenshandlen begynder først nu, skriver Berlingskes økonomiske redaktør, Ulrik Bie, i en analyse.
**
Turiststrømmen til København er »gået helt bananas«. Folk fra hele verden strømmer til København, og det har skabt gyldne tider for ejerne af hovedstadens hoteller. Mange vil have en bid af kagen, og så sent som i denne uge åbnede en amerikansk kæde et nyt luksushotel midt i byen. Branchen er desuden blevet en hovedmotor i jobskabelsen, viser nye tal fra brancheforeningen HORESTA, skriver Berlingske.
**
Udsigt til billigere kaffe og chokolade. Regeringen vil sløjfe afgifterne på chokolade og kaffe. Det kan Berlingske fortælle tidligt fredag morgen. Og det skaber glæde hos Brian Mikkelsen i Dansk Erhverv. »Jeg har begge arme højt hævet over hovedet lige nu,« udtaler han i en kort pressemeddelelse, som Berlingske har gengivet.
**
God fredag og god weekend!