Godmorgen og velkommen til mandagens Business-overblik! 

En regning på i bedste fald én milliard er på vej til den danske energigigant Ørsted, efter at de amerikanske myndigheder i weekenden standsede havvindmølleparken Revolution Wind, som er 80 procent færdig, ud for delstaten Rhode Island.

Det vurderer analytikere over for Børsen, og i værste fald skal der foretages massive nedskrivninger og betales milliarder for kontrakter, der aldrig giver værdi.

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet kalder situationen »ny usikkerhed på et meget uheldigt og dyrt tidspunkt«, ti dage før den ekstraordinære generalforsamling skal beslutte en kapitaludvidelse på 60 milliarder kroner til Ørsted.

Guvernørerne i Rhode Island og Connecticut, demokraterne Ned Lamont og Dan McKee, kritiserer USAs regerings beslutning. De vil nu »forfølge alle muligheder for at få omgjort beslutningen om at standse arbejdet på Revolution Wind«, skriver Ritzau.

Det amerikanske energiagentur begrunder stoppet med at skulle bruge »tid til at adressere bekymringer, som er opstået«.

Status på markederne

Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.25. For Danmark og USA er det lukkekurser fra fredag.
Asiatiske kurser er aflæst klokken 7.25. For Danmark og USA er det lukkekurser fra fredag.

Dagens vigtige

Ikke set i ti år: Flere unge kvinder end mænd får førtidspension. Antallet af personer under 40 år på førtidspension slår rekord – og for første gang topper kvinder statistikken. Ekspert advarer om et voksende samfundsproblem, drevet af psykisk nedslidning, skriver Berlingske.

Topledere: Danske virksomheder sakker bagud i digitalt kapløb. Der er alarmerende mangel på indsigt i de digitale muligheder og mangel på digitale færdigheder blandt danske virksomheder. Sådan advarer mere end to tredjedele af et panel på 53 danske topledere, ledelseseksperter og headhuntere i Finans

»Det er klart for os alle sammen, at danske virksomheder er oppe imod en global konkurrence. Vi skal kunne matche den teknologiske udvikling, ellers står der nogen klar til at overtage forretningen,« siger Anne Kristine Axelsson, koncerndirektør i ATP.

Tysk industrigigant vil ikke nøjes med tre skibe. Den tyske skibsproducent NVLs topchef, Tim Wagner, har brug for politiske garantier, hvis NVL skal investere massivt i Danmark, skriver Finans

Et dansk-tysk konsortium med NVL og ingeniørgiganten COWI drømmer om at bygge en fregatfabrik i Rødby fra 2028, men det kan gå hurtigere, hvis NVL oplærer arbejdskraft til Danmark i Tyskland, indtil værftet står klar. Tim Wagner siger, at »tre skibe vil ikke være nok« til at gøre værftet levedygtigt.

Udlejningscykler skaber kaos og anarki i København – kommunen kan intet gøre. I modsætning til el-løbehjul kan Københavns Kommune ikke begrænse antallet af udlejningscykler eller bestemme, hvor de må parkeres. Nu beder kommunen transportministeren om hjælp, skriver Berlingske.

Amerikanske fødevarekæder kræver hjælp. Amerikanske fødevarekæder skubber på for at få undtagelser fra Donald Trumps straftold, som nu rammer dem. 

De siger, at produkter fra fisk til agurker ikke kan dyrkes tilstrækkeligt billigt i USA, skriver Financial Times. Omkring en femtedel af USAs fødevarer importeres.

God mandag!

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Jeg giver hermed tilladelse til, at Berlingske sender mig morgenfriske nyheder fra dansk erhvervsliv, børserne og udland man-fredag. Jeg bekræfter desuden, at jeg er over 13 år, og at Berlingske Media A/S må opsamle og behandle de anførte personoplysninger til det ovennævnte formål. Oplysningerne kan indeholde annoncer fra tredjepart og i visse tilfælde blive delt med disse. I vores privatlivspolitik kan du læse mere om tredjeparter og hvordan du tilbagetrækker dit samtykke.