God morgen og velkommen til tirsdagens hurtige morgenoverblik.
I dag runder vi blandt andet:
PFA skruer op for satsning på olieselskab
Dansk atomkraft har en kontrakt i hus
Strammere grænser for udeservering
Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed, om prisen på afdragsfrie lån, hvor man virkelig skal se sig for.
Det vigtigste, du skal vide i dag
Dyr kassekredit billigere end fuld afdragsfrihed
Nye beregninger viser, at det er meget billigere for boligejere at optage en kassekredit med høje rentesatser end afdragsfrie realkreditlån helt op til lånegrænsen. Det skriver Finans.
Efter at have undersøgt, hvad det koster at optage realkreditlån med afdragsfrihed op til den tilladte belåningsgrænse på 80 procent af boligens værdi, er Mybankers konklusion klar:
Boligejere skal undgå realkreditlån på hele lånet. Prisen på afdragsfrihed fra 60 til 80 procent af realkreditlånet er hele 7 til 10 gange højere end på afdragsfrihed fra 0 til 40 procent.
Det bedste råd til boligejerne er at afdrage på den gæld, de optager, siger Mikael Mogensen, cheføkonom i Mybanker, til Finans. Men kan man ikke afdrage på hele realkreditlånet, skal man alligevel undlade at aktivere afdragsfriheden på den yderste del af lånet.
Det skriver andre medier om
1. PFA går mod strømmen og investerer i Shell
Pensionskæmpen PFA går den modsatte vej af andre danske pensionskasser og skruer op for investeringer i olieselskabet Shell. Sidste år mere end fordoblede PFA investeringen i Shell, skriver Finans.
2. Danske atomkraftselskab tæt på gennembrud
De danske atomkraftiværksættere i Copenhagen Atomics er tæt på et gennembrud for de små alternative atomkraftværker, selskabet udvikler. Atomkraft med dansk design skal efter planen levere energi til et stort ammomiakanlæg i Indonesien, bygget af andre danske selskaber, Topsoe, Alfa Laval og Aalborg CSP. Anlægget skal stå klar i 2028, skriver Børsen.
3. Strammere grænser for udeservering
Vil du en lun sen sommeraften gerne sidde uden for cafeen, så skal du søge ind til Københavns centrum. Metropolzonen, Kødbyen og Nyhavn vil nemlig være de eneste steder med udendørs servering efter kl. 22 mandag til torsdag, hvis det står til et flertal i Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, skriver blandt andet TV 2.
Det skriver vi om
1. DJØFerne er trætte af arbejdspres
Uvarslet overarbejde, meget lange arbejdstider og i det hele taget uforudsigelige arbejdsdage i staten vil DJØF have gjort op med. Til næste års overenskomstforhandlinger møder DJØF op med en række krav, der skal få gjort has på noget af arbejdspresset. Læs artiklen her.
2. Taxaselskab kører ind i stort underskud
En langvarig og bitter intern magtkamp i taxaselskabet 4 x 35 giver et stort hul i kassen. Det er store udgifter til advokater, der koster taxaselskabet dyrt. Læs artiklen her.
Det bør du også læse
Aleneforældre er blevet svigtet af Skat
Tusindvis af forældre har i årevis set stort på, at de er forpligtede til at betale det indkomstafhængige børnebidrag – og Gældsstyrelsen under Skatteministeriet har ikke inddrevet pengene. Lene Hansen og hendes datter har f. eks. næsten fem års børnebidrag til gode. Læs Vibe Hyltofts artikel her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser mandag:
Dow Jones: -0,42 procent
S&P 500: +0,02 procent
Nasdaq: +0,50 procent
Asien – indeks tirsdag kl. 06.45:
Japan Nikkei: -0,46 procent
Hongkong Hang Seng: -0,58 procent
Kina CSI: -0,58 procent
Tak, fordi du læste med!