Business-overblik: Joe & The Juice taber mere end 300 mio. kr.

Her er de vigtigste businessnyheder, du bør kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du fra morgenstunden kun behøver at læse én artikel for at være opdateret.

Kasper Basse ejer sammen med to kapitalfonde juicekæden Joe & The Juice, der sidste år havde et gigantisk underskud. Nikolai Linares

Godmorgen.

Velkommen til ugens første nyhedsoverblik på dagen, hvor genåbningens anden fase bliver skudt i gang. Det betyder, at landets storcentre og shoppingcentre i dag kan åbne.

Læs mere om planerne for genåbningens fire faser her.

Vi begynder overblikket med de politiske drøftelser om, hvilke virksomheder der fortsat skal have hjælpepakker.

Ellemann: Kun hjælpepakker til sunde virksomheder

Det er kun de sunde virksomheder, der skal holdes i live gennem de økonomiske hjælpepakker, som politikerne har skruet sammen, men som nu skal fases ud.

Det siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen, til Børsen, efter at statsminister Mette Frederiksen (S) torsdag slog fast, at hjælpepakkerne ikke bare vil fortsætte.

»Udfordringen ved at lade hjælpepakkerne fortsætte er, at vi skal holde gode, sunde virksomheder i live. Men det er også kun gode, sunde virksomheder, vi skal holde i live, for nu at sige det, som det er,« siger han.

Luftfarten er en branche, som formodes at have behov for hjælpepakkerne i længere tid, ligesom Venstre-formanden også nævner eksporterhverv som værende dybt afhængige af udviklingen i verden.

Storstilet, dansk guldfeber i USA forsinket af giftig cocktail

Manglende miljøgodkendelser og coronaudbruddet har midlertidigt trukket i håndbremsen for et dansk eksporteventyr til USA, hvor virksomheder med viden og teknologi ellers var klar til at dække det meste af den amerikanske østkyst til med havvind på et marked til flere hundrede milliarder kroner.

Det skriver Berlingske.

Energiselskabet Ørsted og Copenhagen Infrastructure Partners (CIP) står allerede klar i det forventede Klondike for havvindmølleenergi. Men for få uger siden blev et kæmpe udbud i New York udsat på ubestemt tid som følge af coronakrisen, og også andre steder skulle byggerier være gået i gang, men mangler fortsat miljøgodkendelser.

Trods ventetid er Lars Thaaning Pedersen, som er administrerende direktør for partnerskabet Vineyard Wind mellem CIP og amerikanske Avangrid, fortrøstningsfuld.

»Vi ser stadig meget positivt på markedet for havvind i sin helhed derovre på den anden side af de her bump på vejen,« siger han.

Intet overblik over konkurser trods hjælpepakker til 400 milliarder kroner: »Det øger risikoen for politiske fejl«

En af de største økonomiske kriser i danmarkshistorien bruser i øjeblikket ind over erhvervslivet, der allerede har set sig nødsaget til at sende tusindvis af mennesker ud i arbejdsløshed. Andre steder handler det ikke blot om fyringer, men slet og ret om virksomheder, der kæmper for at holde sig i live.

Men selv om der er bred enighed om, at krisen rammer økonomien hårdt, mangler der afgørende og centrale oplysninger om helbredstilstanden i dansk erhvervsliv. Det skyldes, at den centrale retsinstans, der behandler konkurssager, har været i »nøddrift« i en længere periode under coronakrisen.

Det skriver Berlingske.

Ifølge cheføkonom i SMVdanmark, Mia Amalie Holstein, er det et alvorligt problem.

»Forestil dig, at det ikke længere var muligt at se, hvor mange danskere der var døde med coronavirus. Den forestilling er lige nu virkelighed for dansk erhvervsliv,« siger hun.

Joe & The Juice taber mere end 300 mio. kr.

Selv om juicekæden Joe & The Juice sidste år vorksede markant, åbnede 35 nye butikker og øgede omsætningen med 18 pct. til knap 1,2 mia. kr., voksede underskuddet også massivt.

Det viser et nyt regnskab, som fortæller, at juicekæden i 2019 tabte 333 mio. kr., som Finans beskriver.

Joe & The Juice kæmper i øjeblikket en hård kamp pga. af coronakrisen, som har ramt juicekæden i samtlige markeder.  Allerede inden den verdensomspændende pandemi, var kæden dog i problemer pga. øgede omkostninger i forbindelse med ekspansionen i USA.

De to kapitalfonde General Atlantic og Valedo, som sammen med stifter Kaspar Basse ejer juicekæden, har derfor skudt 200 mio. kr. i firmaet.

Samtidig er det lykkedes at få bankforbindelsen til at stille med yderligere 100 mio. kr., men dermed har banken også meget på spil. For ved udgangen af 2019 havde Joe & The Juice en langsigtet gæld på en mia. kr.

Tre ting at holde øje med mandag

Her er tre ting, som investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, holder øje med i dag:

  • Fra nøgletalsfronten er det danske handels- og betalingsbalancetal, som investorerne holder øje med. Den danske økonomi er åben, og de kommende måneder vil konsekvenserne af Covid-19 formentlig kunne mærkes på vores samhandel med udlandet. Det er givetvis endnu en-to måneder for tidligt, før vi kan begynde at se effekten af den globale nedlukning i marts.

  • Investorerne kigger fortsat fremad, mens økonomien ligger i en dybfryser. Især de amerikanske aktier har i et bemærkelsesværdigt omfang og meget hurtigt indstillet sig på, at Covid-19-krisen er et udbudschok og ikke en recession i »normal« forstand. Forbeholdne investorer venter på 2. runde-effekten, men indtil videre er den udvikling blevet ved snakken.

  • Olieprisen er begyndt at kravle tilbage til mindre unormale priser. Produktionsindskrænkninger og udsigten til, at økonomierne igen langsomt lukker op, har givet olieprisen en optur. Spørgsmålet er, hvor holdbar den optur er på kort sigt?

Markederne

USA, lukkekurser fredag:

  • Dow Jones +1,91 pct.

  • S&P 500 +1,69 pct.

  • Nasdaq +1,58 pct.

Asien: Indeks mandag kl. 06.30:

  • Japan Nikkei +1,55 pct.

  • Hongkong Hang Seng +1,97 pct.

  • Kina CSI +0,13 pct.