Godmorgen, og velkommen til ugens første business-overblik, der som altid klæder dig på til dagens vigtigste erhvervsnyheder i en uge, hvor en noget anderledes påskeferie venter forude.
God læselyst – og god uge!
Anders Holch Povlsen taler ud
Berlingske bringer i dag et stort personligt interview med Anders Holch Povlsen, der var den forgangne uges mest omtalte erhvervsperson på grund af Bestsellers ageren under coronakrisen.
Allerede lørdag kom det frem, at mangemilliardæren i Brande vil tage drastiske skridt for at holde Bestseller oven vande – helt konkret øges kassebeholdningen med et beløb, som svarer til Bestsellers samlede overskud de seneste fem år. Altså et større milliardbeløb.
I det store interview fortæller han bl.a., at Bestseller har tabt 2,1 mia. kr. i marts – og venter at gøre det samme i april.
»Jeg er kommet med alt, jeg har, og så har jeg spurgt nogle banker, om de kan hjælpe i en periode, og det ville de gerne. Det er ikke noget, vi har for vane at gøre. Men det her er en usædvanlig situation,« siger han i interviewet.
Læs hele det store interview her.
300 siders dokumenter giver nye oplysninger i udbyttesag
Børsen og DR Nyheder beretter i samarbejde, at advokatkontoret Bech-Bruun fik tilsendt en detaljeret beskrivelse af den model, som blev brugt til at snyde den danske statskasse som led i den omfattende udbyttesvindelsag. Alligevel gav det danske advokatfirma den tyske North Channel Bank grønt lys til at fortsætte med sit forehavende.
For et par dage siden bekendtgjorde Skattestyrelsen, at man kræver 750 mio. kr. i erstatning fra det store danske advokatkontor. 300 siders interne dokumenter herunder e-mail og transaktionsdiagrammer, som Børsen og DR Nyheder er i besiddelse af, viser den rådgivning, som Bech-Bruun ydede.
»Det er åbenlyst, at hele den her konstruktion handler om at forlange udbytteskat tilbage for noget udbytte, der aldrig er blevet betalt. Det er dybt kriminelt. Det er også helt åbenlyst, at det er den danske statskasse, der skal lænses,« siger Robert Spliid, der er ekspert i finansielle transaktioner og ekstern lektor på CBS, til Børsen.
Dansk Industri lancerer stor plan for genåbning af Danmark
Berlingske skriver, at Dansk Industri præsenterer en omfattende plan for at få dansk økonomi og erhvervsliv ud af krisen.
Planen har fokus på grøn vækst, massive investeringer og en fremrykning af afgiftslettelser, og DI vurderer, at den på kort sigt kan sikre 30.000 arbejdspladser.
»Det er helt afgørende, at vi allerede nu også får en ansvarlig genåbningsplan for Danmark, så vi undgår tilbageslag. Det ville være en katastrofe. Vi skal have den økonomiske aktivitet tilbage på sporet, samtidig med at vi skal have sigtelinjer mod det samfund, vi ønsker at se på den anden side af krisen med en grøn omstilling,« siger DIs adm. direktør, Lars Sandahl Sørensen, til Berlingske.
Prominente iværksættere i opråb til regeringen
Berlingske skriver, at en række prominente danske iværksættere har underskrevet et brev til regeringen, som indeholder forslag til, hvordan man kan holde hånden under landets vækstvirksomheder.
Manden bag tiltaget er Klaus Nyengaard, der fra 2008 og fem år frem var topchef for Just Eat.
»Hvis en virksomhed har brug for kapital i den kommende tid og får penge ind fra investorer, er det et tegn på, at selskabet er værd at redde eller værd at investere i. Lige nu er problemet, at investorerne typisk ikke vil komme med så mange penge og på så gode vilkår, som de normalt ville gøre,« siger Klaus Nyengaard, som derfor konkret foreslår, at Vækstfonden bør matche private investeringer i startups i forholdet én til to eller én til tre.
Underskriverne bag forslaget tæller eksempelvis Mette Lykke fra Too Good To Go, Jeppe Rindom fra Pleo, Peter Holten Mühlmann fra TrustPilot, David Helgason som stiftede Unity og Jess Fleischer, der i den forgangne uge fortalte i Berlingske om udfordringerne ved at skaffe kapital under coronakrisen.
Markederne her til morgen
Udvikling i procent
Asien
Nikkei 225: +2,3 pct.
Hongkong Hang Seng: +1,1
USA - lukkekurser fredag aften
S&P 500: -1,92 pct.
Dow Jones: -1,84 pct.
Nasdaq-100: -1,88 pct.




