Godmorgen.
Velkommen til tirsdagens Business-overblik, hvor vi tager et kig på de vigtigste historier fra erhvervslivet.
Berlingske fremhæver i dag ti ting, vi har lært om dansk økonomi, mens coronakrisen har raset. Vi skal også forbi bæredygtige aktiefonde, der i denne tid skovler penge ind. Men først en flyvetur forbi en af de brancher, der har haft store udfordringer under coronakrisen.
Mavepuster til fly- og rejsebranchen
Nye store kurstab går ud over fly- og rejseselskaber. Årsagen kan findes i dystre regnskaber og nyt om coronavirussen. Mandag på de europæiske børser smed investorer deres aktier på de europæiske børser. Udsalget betød markante kursfald til blandt andet rejseselskabet TUI, der tabte 11,4 procent af sin børsværdi, men også flyselskaber som Lufthansa, Easyjet og IAG, der står bag British Airway blev ramt. De gik ned med henholdsvis 5,1 pct., 8 pct. og 5,9 pct. i kurs.
Det skriver Børsen
Markedet for flyaktier fik ligeledes en mavepuster, da det britiske lavprisflyselskab Ryanair mandag sendte et skuffende regnskab på gaden.
»Ryanair forventer endnu færre rejsende, omkring 60 mio. i det her regnskabsår, hvor de før har meldt ud, at de forventer 80 mio. rejsende. De er også nervøse for en anden coronabølge til efteråret, og så er der flere dårlige nyheder om nye restriktioner og stigende smitte. Det sætter sig i hele sektoren,« siger Jacob Pedersen, der er aktieanalysechef i Sydbank.
Ryanair-aktien tabte 3,9 pct. af børsværdien mandag.
Fritz Schur overtager del af konkursbo
I den forgangne uge gik den danske hotelkæde First Hotels konkurs, men allerede nu har kurator fundet en køber til to ud af de tre hoteller i kæden i Danmark. Det skriver Finans.
I det ene tilfælde drejer sig om erhvervsmanden og kammerherren Fritz Schur, som overtager Hotel Kong Frederik i København lige ved Rådhuspladsen. Handlen gik igennem fredag og skete via det nyoprettede selskab KF Administration.
Schur ejede i forvejen selve bygningen, hvor hotellet befinder sig, men nu skal han også drive selve hotellet, fremgår det.
Købsprisen er fortrolig for nu, men det dog allerede er besluttet at lukke restauranten Louises Fiskebar.
»Restauranten var en underskudsgivende forretning, som køberen ikke ønskede at overtage. Derfor opsagde vi medarbejderne, inden aktiviteterne blev solgt,« siger kurator Per Astrup Madsen, partner i DLA Piper, til Finans.
Penge vælter ind i bæredygtige aktiefonde
Interessen for bæredygtige ESG-fonde, der sætter kriterier for miljø, sociale forhold og ledelse er steget kraftigt de seneste måneder.
Det skriver Finans, der har set på en undersøgelse fra Deutsche Bank.
Og der er kommet fokus på andre ting end klima.
»I begyndelsen af 2020 var det hotteste ESG-emne klimaforandringer. Siden udbruddet af coronavirus er det i stedet blevet spørgsmål om »medarbejdernes velbefindende« (steget med 48 pct.) og »god regnskabspraksis« (steget med 38 pct.),« fremgår det af rapporten.
Samtidig viser en nylig undersøgelse af Savanta for Financial Times, at ni ud af ti formueforvaltere oplever, at coronakrisen har øget investorinteressen for ESG-investeringer.
»Coronakrisen ser ud til at skubbe yderligere til den i forvejen stigende interesse for bæredygtige investeringer,« siger Jakob Vejlø, chefstrateg i Bankinvest, til avisen.
Ti ting har vi lært om dansk økonomi
Berlingske har kigget nærmere på ti hjørner af dansk økonomi og taget temperaturen på situationen, mens coronakrisen for alvor har sat sit aftryk.
De seneste uger har vi fået flere tal for dansk økonomi. Avisen tager blandt andet et nærmere kig på den store sommerpakke, som politikerne i Folketinget fik hastet igennem på vejen ud af døren, lige inden de tog på sommerferie.
Forhandlingerne bød blandt andet på diskussionen om udbetaling af indefrosne feriepenge, og hvordan de ville skabe over 30.000 nye job.
Beregninger fra finansministeriet viser nu, at udbetalingen af 60 pct. af feriepengene vil skabe under en fjerdedel af de lovede nye arbejdspladser, nemlig 7.000 over det kommende år. Det er en pris på 5,9 millioner kr. pr. job. Årsagerne til at udbetale de indefrosne feriepenge kan være ideologiske eller principielle, men som stimulans er det ikke særlig virkningsfuldt.
Og så skal checken på 1.000 kroner til alle på overførselsindkomst også tages i betragtning. For omkring to milliarder kroner får man 750 nye job.
Men hvad med eksporten? Og hvad betyder udfasningen af hjælpepakkerne for almindelige lønmodtagere? Læs de ti ting, vi har lært om dansk økonomi her.
Tre forhold, investorerne skal holde øje med
Her er tre ting, som chefstrateg Andreas Østerheden fra Nordea vil opfordre investorerne til at holde øje med i dag:
Mandagen bød på fornyede kursstigninger til særligt IT- og råvareaktier, og dollaren blev svækket markant til sit laveste niveau i to år. Politisk er der stadig fokus på en mulig finanspolitisk pakke fra USA, hvor det seneste udspil fra republikanerne blev annonceret i går. Det står stadig i kontrast til udspillet fra demokraterne, som er mere gavmildt end republikanernes, og det vil skabe grobund for debat i de kommende dage. Det nuværende program udløber snart, og man vil som andre steder i verden gerne forsøge at reducere de negative effekter, som coronakrisen skaber.
I dagens løb vil der komme nyt på den økonomiske nøgletalsfront i USA. Det bliver særligt interessant at se, hvordan forbrugertilliden i USA har udviklet sig i lyset af hjælpepakker, men også hvorledes krisen har ramt det amerikanske arbejdsmarked. Derudover vil vi kunne følge den regionale Fed-måling fra Richmond senere i dag, som kommer oven på en bedring i målingen fra Dallas Fed i går.
Regnskabssæsonen ruller stadig af sted med en travleste uge i denne sæson, og kendte selskaber som bl.a. Starbucks, Visa og McDonald’s aflægger regnskab i dag. Pfizer aflægger også regnskab, og her vil der være fokus på andet end blot den lovede vaccine, hvor salget i løbet af pandemien også vil komme under lup.
Markederne i dag
USA – Lukkekurser mandag:
Dow Jones +0,43 pct.
S&P 500 +0,74 pct.
Nasdaq +1,67 pct.
Asien – Indeks tirsdag kl. 06.30:
Japan Nikkei: -0,09 pct.
Hongkong Hang Seng: +0,53 pct.
Kina CSI: +0,60 pct.