God morgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik, der som altid klæder dig på fra morgenstunden med dagens vigtigste erhvervshistorier.
Finanstilsynet har meldt Saxo Bank til politiet, SAS' overenskomstforhandlinger er blevet afbrudt, efter at piloterne forlod bordet efter én dag, og i går meldte Danfoss om en fusion mellem deres underafdeling og en tysk energigigant.
SAS-piloter har forladt forhandlingerne
Nu har SAS-piloterne forladt overenskomstforhandlinger efter én dag. Det skriver Finans.
Piloterne har en kollektivaftale, som udløber ved udgangen af marts, og 22. februar annoncerede SAS en fremtidsplan, som inkluderer besparelser på 7,5 milliarder svenske kroner.
»Der er ingen chance for at blive enige om de her ting, for det er så massive krav om lønnedgang, ekstra tjenestetid og ændringer af arbejdsvilkår. Det kan vi ikke nå i mål med,« siger Henrik Thyregod, formand for Dansk Pilotforening, DPF, og næstformand i Scandinavian Pilot Group, SPG, der er en paraplyorganisation for SAS' piloter i Danmark, Sverige og Norge.
Forhandlingschef Marianne Hernæs siger til mediet, at forhandlingsdøren altid står åben, hvis piloterne er klar på at komme tilbage.
Danfoss-afdeling fusionerer med tysk energigigant
Semikron og Danfoss Silicon Power annoncerede i går, at de har planer om at fusionere. Den nye virksomhed, som skal hedde Semikron-Danfoss, skal specialisere sig i powerelektronik med fokus på effektmoduler. Det skriver vi om på Berlingske.
Semikron er et tysk firma med en estimeret omsætning på 453 millioner euro, eller 3,4 milliarder kroner, i 2020. Hele Danfoss-koncernen havde i 2021 en omsætning på 7,5 milliarder euro, eller knap 66 milliarder kroner.
Planen er, at fusioneringen skal skabe investeringer og bane vejen for grøn vækst.
Danfoss bliver majoritetsejer i det nye fælles selskab, og derudover kommer Semikron-ejerne til at eje en andel.
Alle nuværende fabrikker og kontorer bliver styret som hidtil. Og selskabet beholder de to hovedlokationer i Nürnberg og Flensborg.
Saxo Bank er meldt til politiet
Finanstilsynet har meldt Saxo Bank til politiet, fordi de vurderer, at banken igennem flere år ikke har levet op til dens forpligtelser.
Det indebærer en pligt til rettidigt at sikre fuldstændige og nøjagtige indberetninger af transaktioner omhandlende handel med finansielle instrumenter. Det skriver Finans.
Der er altså ifølge Finanstilsynet sket brud på MiFIR-reglerne. Fejlene er efter sigende sket i perioden 3. januar 2018 til 30. juni 2021.
Banken har tidligere fået påbud om at stramme op i sin behandling af transaktioner.
Transaktionsindberetningerne indeholder information om tidspunktet for transaktionen, hvad der er handlet, hvem der er køber og sælger, pris og mængde. Indberetningerne bliver brugt til at sørge for, at der ikke sker lovovertrædelser som insiderhandel, hvilket er markedsmanipulation.
Saxo Bank erkender selv, at der har været mangler.
»Dette er en sag, vi tager med stor alvor. I perioden fra 2018 og indtil sommeren 2021 har vi desværre haft mangler i vores transaktionsindberetninger, ligesom vi ikke haft tilstrækkelige kontrolinstanser på området,« siger Steen Blaafalk, risiko- og compliancedirektør i Saxo Bank, i en skriftlig kommentar til Finans.
Tre forhold, som investorerne bør holde øje med
Her er, hvad investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet holder øje med onsdag:
Er der yderligere kortsigtede aktiestigninger i Europa efter gårsdagens europæiske stigninger og endnu en amerikansk optur?
De amerikanske markedsrenter giver sig, og rentestrukturen signalerer en overhængende fare for, at den amerikanske økonomi styrer direkte mod en recession i 2023. Udviklingen i risikoen for en USA recession er værd at følge meget nøje.
SAS er i gang med forhandlinger med piloterne om en ny ansættelsesaftale. Piloterne har allerede forladt forhandlingerne efter blot én dag. Kravene til SAS om besparelser er store, og det er et åbent spørgsmål, om selskabet kan finde den gode løsning. Investorerne ved, at SAS senere – formentlig i 2022 – skal hente ny kapital. De seneste uger er aktierne steget meget. Det bliver spændende at følge, om den udvikling nødlander.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: + 0,97 procent
S&P 500: + 1,23 procent
Nasdaq: + 1,84 procent
Asien – indeks torsdag kl. 06.30:
Japan Nikkei: -1,32 procent
Hongkong Hang Seng: +1,15 procent
Kina CSI: +1,29 procent
Tak, fordi du læste med!