Business-overblik: Et tal forklarer, hvorfor Aldi giver op – og det er stort
Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.
Aldi fik aldrig for alvor overbevist danskerne om, at de skulle handle i kædens butikker. Nu trækker tyskerne sig ud af Danmark efter at have lidt enorme tab.
Fold sammen
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik her mellem jul og nytår, hvor mange nyder at være hjemme og slappe af – men alligevel gerne vil holde sig opdateret med det seneste. Og dagen har vundet endnu et minut, så den nu er tre minutter længere end ved vintersolhverv lige før jul.
Læs i dag om, at de kendte iværksættere Jesper Buch og Tommy Ahlers går sammen om sengetøj, at investorerne har mistet troen på Elon Musks magiske evner i Tesla, at et bestemt og skræmmende tal fik Aldi til at trække sig fra Danmark, og at godt beliggende boliger med havudsigt ikke kan sælges. Og fik du ikke læst alle afsnit af Berlingskes Boligskole, får du en ekstra chance i dag.
God læselyst!
Jesper Buch og Tommy Ahlers går sammen om sengetøj
En række kendte iværksættere og serieinvestorer – Jesper Buch, Christian Arnstedt, Tommy Ahlers og Morten Larsen – skyder nu i fællesskab penge i det danske iværksætterfirma Dawn Designs.
690.000 kroner er blevet tilført selskabet, som sælger miljøvenligt sengetøj, skriver Finans.dk på baggrund af oplysninger i CVR-registeret.
Christian Arnstedt og Jesper Buch vil ikke kommentere deres ejerandel, og Finans har ikke kunnet få en kommentar fra Tommy Ahlers, Morten Larsen eller Dawn Designs. Ifølge CVR-registeret ejer Jesper Buch, Christian Arnstedt og Morten Larsen 10-15 procent, mens Tommy Ahlers ejer 5-10 procent.
Selskabet er stiftet i 2018 af Christian Tjelle Schmidt, Thomas Kristensen og Rasmus Bendix Jespersen.
Investorerne har mistet troen på Elon Musks magiske evner i Tesla
Tiden, hvor Tesla har kunnet køre på vandet, ser ud til at være forbi. Efter at have været mere værd end stort set alle de store etablerede bilproducenter sammenlagt rasler markedsværdien af Tesla nu ned, skriver vi her på Berlingske.
I dagene op til jul blev der skåret 18 procent af Tesla svarende til næsten 600 milliarder dollar, og det stopper ikke der: I går høvlede de skuffede investorer yderligere 11 procent af Teslas værdi.
Elon Musk satte selv gang i salgslavinen, da han skulle skaffe kapital til købet af Twitter, men den bølge er nu afløst af en bekymring for, at salget af Teslaer er på vej ned. I USA må Tesla lokke med store rabatter, og i Kina er der forlydender om nedskæringer i produktionen.
Aldis tab blev bare for store
Igennem 45 år har den tyske discountgigant Aldi forgæves forsøgt at få danskerne til at lægge deres daglige indkøb i kædens butikker. Tidligere på måneden gav Aldi opsigtsvækkende op, og et tal forklarer, hvorfor den ellers så succesrige tyske kæde forlader Danmark, skriver Børsen.
Tallet er 6,4 milliarder kroner. Det absurd høje tal er det beløb, det tyske moderselskab har måttet tilføre Aldi i Danmark for at fylde hullerne efter de mange år med underskud. Det har gjort Aldi-bosserne så møre, at de nu trækker sig fra Danmark, hvor norske Rema 1000 overtager en stor del af butiksnettet.
»Der har været en stædighed fra hovedkontoret i Essen, hvor man sagde, det er our way or the highway. Det slog dog aldrig igennem hos kunderne, og Aldi fik svært ved at finde position som den foretrukne. Så snart du bliver marginaliseret, bliver det svært at få de store kurve,« lyder forklaringen på Aldis fiasko fra Mogens Bjerre, professor ved CBS og forsker i detailhandel.
Det er fine og attraktive boliger, de kan bare ikke sælges
Det er attraktive nye boliger typisk godt beliggende med ofte havudsigt. Tidligere er de blevet revet væk, men nu er salget tæt på at gå i stå. Projektbyggeri, hvor man køber en bolig, endnu inden den er bygget færdig, får store klø i den nedtur på boligmarkedet, der er udløst af rentestigninger, inflation og usikkerhed.
Her på Berlingske Business har vi opgjort salget af projektboliger, der kommer voldsomt beskåret ud af 2022. I forhold til sidste år er to tredjedele af salget forsvundet i en hård opbremsning.
Med køb af en projektlejlighed ved man typisk ikke, hvad den endelige købspris bliver, man kender ikke skatten, og man kender ikke renten på det nødvendige realkreditlån. Den kombination har vist sig at være tæt på ufordøjelig.
Fik du alle lektioner i Boligskolen med?
Vil du have et overblik over muligheder og faldgruber på det ganske turbulente boligmarked, kan det være værd at følge med Povl Dengsøes boligskole. I en stribe kapitler giver Berlingske privatøkonomiske ekspert fif og fiduser til at navigere på boligmarkedet.
Josephine Cetti, chefstrateg i Nordea, har i dag disse tre punkter på blokken:
I går var en blandet dag på aktiemarkedet. Den primære nyhed, som drev markedet, var, at indrejsende i Kina pr. 8. januar ikke længere skal være i karantæne fem dage på et hotel og efterfølgende tre dage hjemme. Kina har på det seneste fjernet en del covid-19-restriktioner og var også i weekenden ude med lempelser. Asiatiske aktier steg på nyheden, og europæiske aktier viste en lille stigning, hovedsageligt drevet af kursstigninger i luksusaktier som LVMH og Hermès, som vil have gavn af en mere åben kinesisk økonomi. Aktierne i USA kunne ikke følge med, og især teknologiaktierne tog et dyk, som følge af at obligationsrenterne steg en smule på nyheden fra Kina. Markedet sendte renterne op i troen på, at en genåbning af Kina kan føre til forbedrede vækstudsigter for den globale økonomi, men dermed også øge presset på inflationen.
I dag kommer der tal for fremstillingsindustrien fra Richmond Fed. Richmond Fed indekset dækker nogle af de østlige stater i USA, og området dækker over cirka ti procent af det amerikanske BNP, så det er ikke helt irrelevant, hvilke indikationer vi får fra den lokale centralbank. I går fik vi skuffende tal for fremstillingsaktiviteten fra Dallas Fed, og der har generelt været tegn på en større afmatning inden for produktionstunge industrier siden i sommer, så markedet holder nøje øje med, om udviklingen fortsætter nedad eller begynder at vise tegn på forbedring.
Et andet område, som også har ligget underdrejet i 2022, er boligmarkedet i USA, hvor vi i dag får tal for de ventende hussalg. Et ventende hussalg betyder, at købskontrakten er underskrevet, men at handlen ikke er afsluttet. I oktober måned viste nøgletallet, at antallet af ventende hussalg faldt 37 procent i forhold til oktober måned sidste år, hvilket er et ret betydeligt fald som følge af de markant stigende realkreditrenter i USA. Realkreditrenterne toppede omkring syv procent for nogle måneder siden og har siden rettet sig lidt, hvilket potentielt kan hjælpe lidt på aktiviteten, men de fleste overskrifter peger stadig i retning af, at markedet for nye huskøbere i USA er det værste set i flere årtier.