Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Bankuro spreder sig i USA
Vrede vognmænd vil blokere trafikken
Lego satser stort på tv-serie.
Men vi begynder med dagens vigtigste nyhed om energihandlerne i Energi Danmark, der ikke vil slippe deres trecifrede millionbonus.
Det vigtigste, du skal vide i dag
Andel slipper ikke for betændt bonusopgør
Konflikten i den opsigtsvækkende sag om bonusser i mangemillionerkronersklassen optrappes nu markant. De tre tradere, energihandlere, der har optjent trecifrede millionbonusser i 2022, stævner nu Energi Danmark, skriver Finans.
Parterne har ikke kunnet finde hinanden efter en måneds forsøg, og nu vil handlerne gerne have deres penge.
I begyndelsen af marts skrev Finans, at tre energihandlere havde indgået kontrakter med Energi Danmark, hvor de blev tilbudt en lukrativ bonusordning. Fordi Energi Danmark i 2022 tjente 11,3 milliarder kroner før skat, løb de tre medarbejderes bonus op i henholdsvis 250 og 300 millioner kroner pr. person.
Efterfølgende er de blevet nægtet deres bonusser, fordi aftalerne blev indgået uden bestyrelsens vidende af den tidligere direktør Jørgen Holm og under omstændigheder, der gjorde dem ugyldige – ifølge bestyrelsesformand Jesper Hjulmand.
Omvendt mener de tre tradere, at de handlede i god tro, og at aftalerne er gyldige.
I et tidligere interview fortæller Frederik Brocks, der er advokat for de tre tradere og partner i advokatfirmaet Lind, at de tre tradere som udgangspunkt var klar til et forlig.
»Vi er altid indstillet på at drøfte en sag ud fra rimelige forudsætninger, og kan vi finde en rimelig løsning, er vi ikke afvisende. Men det kræver, at den er rimelig. Indtil videre er det »tilbud«, de er blevet stillet i udsigt, en trøstepræmie,« sagde Frederik Brocks til Finans.
Dog er juridiske eksperter uenige om, hvilken part der står stærkest.
Det skriver andre medier om
1. Kursfald spreder sig til de næste svage banker
Salget af resterne af First Republic Bank har ikke lagt låg på den gærende uro blandt de mellemstore banker i USA. Næste svage led kan være Pacific West og Western Alliance, der tirsdag faldt henholdsvis 27 og 15 procent, skriver Financial Times.
2. Vrede vognmænd vil lamme trafikken
Vognmænd kan se frem til at betale afgift for hver kilometer, de kører, og de frygter en så stor udgift, at de varmer op til en stor aktion for at råbe politikerne op. Den 15. maj planlægger vognmænd at blokere stort set al trafik, skriver Børsen.
3. Lego-serie rulles ud på Netflix og YouTube
Lego er klar til en massiv satsning på en ny tv-serie døbt »Lego Dreamzzz« rettet mod børn i alderen 6-12 år. Foreløbig er to gange ti afsnit planlagt på Netflix, YouTube og Amazon Prime, skriver Finans.
Det skriver vi om
1. Nyt eksempel på FH-formands grænseoverskridende opførsel
Eksempler på den afgåede FH-formand, Lizette Risgaards, grænseoverskridende opførsel pibler fortsat frem, denne gang en ung mand, der under en valgfest blev antastet af FH-formanden. Læs artiklen her.
2. Skat fejer Wolt af banen med ny afgørelse
Efter fire års kamp mellem Skat og madleveringstjenesten Wolt sætter Skat foden ned og fejer Wolts argumenter for ikke at have ansvar for budenes skattebetaling af banen. Skat slår fast, at Wolt har ansvar for budenes skattebetaling, og dermed kan budene ikke længere registrere sig som selvstændige. Wolt overvejer nu at indbringe sagen for domstolene. Læs Julie Schneiders artikel her.
Det bør du også læse
Guldfeberen raser blandt investorer
Usikre tider med inflation og aktiemarkeder, der kører op og ned, skaber fornyet interesse for at investere i guld. Det er lige så let som at investere i aktier, men pas på faldgruberne. Læs artiklen her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser tirsdag:
Dow Jones: 1,08 procent
S&P 500: -1,16 procent
Nasdaq: -1.08 procent
Asien – indeks onsdag kl. 06.55:
Japan Nikkei: -0,48 procent
Hongkong Hang Seng: +0,12 procent
Kina CSI: -1,75 procent
Tak, fordi du læste med!