Business-overblik: Eksperter dumper nye ejendomsvurderinger - i disse områder går det galt

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

LARS LAURSEN/Ritzau Scanpix

God morgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik.

Læs i dag om det milliarddyre system til nye ejendomsvurderinger, der får svært ved at ramme plet nogle steder i landet, eftervirkninger af en stor forsikringskonkurs der nu rammer en af hovedpersoner, ligesom vi skal omkring det stormvejr, den kinesiske app Tik-Tok er ude i. Og så er der en hurtig genvej til at få fat i Novo Nordisks succesrige fedmemiddel, der skaber betænkelighed hos nogle læger.

God læselyst!

Manden bag kæmpekrak er selv gået konkurs

Du ved det sikkert ikke, men har du en forsikring, er du med til at betale af på den kæmperegning, forsikringsselskabet Gefion efterlod sig, da det sammen med Alpha Insurace gik nedenom og hjem for et par år siden. Alene Gefion efterlod en regning på 400 millioner kroner,  og nu er Tonny Anker-Svendsen, medstifter og direktør, selv trukket ind i en personlig konkurs. Det skriver Finans.

Gæld til det offentlige i form af skyldig skat, p-bøder, grøn ejerafgift med mere har Tonny Anker-Svendsen ikke betalt, og det har udløst en personlig konkurs. Foreløbig har kurator fundet beskedne 500 kroner på en konto i Jyske Bank.

TikTok i strid modvind, men Novo holder fast

Risikoen for at blive udsat for spionage ved brug af det sociale medie TikTok er så stor, at Center for Cybersikkerhed i sidste uge rådede ansatte i staten til ikke at have det installeret på tjenstlige telefoner, skriver Berlingske.

Og nu opfordrer Dansk Erhverv også deres medlemsvirksomheder til at genoverveje brugen af appen.

Men i flere danske virksomheder bruger man fortsat appen. Det gælder blandt andet Mærsk, Novo Nordisk og Vestas.

Hos Novo Nordisk lyder det, at man har tænkt sig foreløbig at fortsætte brugen af appen.

»Vi er opmærksomme på de ting, der sker omkring det, og vi har selvfølgelig også gjort os overvejelser, om det giver mening at bruge platformen. Vi holder øje med, om det bliver forbudt politisk, eller om der er nogle andre grunde til, at vi ikke kan bruge det,« siger Benedikte Larsen, der er leder af digital kommunikation i Novo Nordisk.

Hun fortæller samtidig, at de i virksomheden ikke har retningslinjer for, om medarbejderne må have TikTok installeret på deres telefoner.

Slankemiddel på 5 minutter og 50 sekunder

Vil man tabe sig med Novo Nordisk nye slankemiddel Wegovy, behøver man ikke vente længe.

Blot 5 minutter og 50 sekunder for at være præcis, skriver Berlingske.

Det var den tid, det tog for Berlingskes journalist i telefonen, før hun kunne få fat i midlet hos en onlinelæge - selv uden at være overvægtig, som midlet ellers er beregnet til.

Efter en kort telefonkonsultation blev journalisten tilbudt at købe midlet uden at være i nærheden af et BMI på 30, som ellers er det, der skal til for at leve op til kriterierne for Lægemiddelstyrelsens godkendelse af slankemidlet.

Sten Madsbad, der er professor på Endokrinologisk Afdeling på Hvidovre Hospital, er stærkt kritisk over for, at onlineklinikken ser stort på Sundhedsstyrelsens anbefalinger om, at Wegovy er godkendt til svært overvægtige.

»Hvis man ordinerer Wegovy til normalvægtige, bør lægen spørge til, hvor meget patienten ønsker at tabe sig. Tager man store doser, kan man helt miste appetitten, og det er usundt at blive for tynd. Det ved vi især fra anoreksipatienter, som risikerer manglende menstruationer og knogleskørhed,« siger professoren.

Skat får svært ved at ramme ejendomsvurderinger alle steder

Skat har brugt milliarder af kroner på at udvikle et nyt system til ejendomsvurderinger, der fra næste årsskifte skal sikre en langt mere korrekt beskatning af ejendomme, men i udvalgte dele af landet får Skat mere end svært ved at ramme en korrekt vurdering. Det skriver Børsen.

Flere eksperter dumper det nye systems muligheder for at ramme bare nogenlunde plet i de områder af landet, hvor der er langt mellem husene og langt mellem handlerne. Skats nye system er bygget op på sammenligninger af salgspriser, og her går det galt i f.eks. Vestjylland og Lolland-Falster.

»Når man har en metodik, der kigger på lignende ejendomme, så får man bare et problem, når der ikke er nogen i nærheden, der er blevet handlet. Jeg er ikke forbavset over, at man ikke når op på en meget høj træfsikkerhed, for det kan man ikke på den her måde,« siger Curt Liliegreen, adm. direktør i Boligøkonomisk Videnscenter.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet holder onsdag øje med disse tre ting:

1. Sydbank og Royal Unibrew aflægger som nogle af de sidste af de større danske selskaber deres 4. kvartal 2022 og dermed helårsregnskaber. Sydbank har opjusteret mange gange i 2022, og regnskabet bliver godt. Spørgsmålet er mest, hvordan de guider for 2023? Royal Unibrew afleverede en af de sjældne og negative overraskelser med deres nedjustering i 2022. Den skuffelse gentager sig formentlig og forhåbentlig ikke igen i 4. kvartal.

2. Tesla investorerne glæder sig til investordagen, hvor Elon Musk og selskabet vil dele sine visioner for fremtiden.

3. På nøgletalsfronten er der god grund til både at holde øje med Tyskland og i USA. I Tyskland kommer der forbrugerpriser (inflation) fra februar, og i USA offentliggøres ISM for fremstillingssektoren. Selv om ISM for servicesektoren er vigtigere, er det stadig relevant at holde øje med fremstillingssektoren også for at få en god fornemmelse for aktivitetsniveauet i økonomien.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: X-0,71procent

  • S&P 500: -0,30 procent

  • Nasdaq: -0,10 procent

Asien – indeks onsdag kl. 06.50:

  • Japan Nikkei: +0,28 procent

  • Hongkong Hang Seng: +3,13 procent

  • Kina CSI: +0,66 procent

Tak, fordi du læste med!