Godmorgen og velkommen til en overflyvning af torsdagens erhvervs- og økonominyheder. Efter gårsdagens to pressemøder står morgenens overblik i genåbningens tegn, hvor vi skal kigge på vildrede om genåbning af store butikker, hvor mange smittede genåbningen vil føre til, samt vindere og tabere i coronakrisen. Vi skal også høre sidste nyt om Joe & The Juice. Men først skal vi lige vende bankernes omdømme under coronakrisen.
God dag og god læselyst!
Bankers omdømme er svækket under coronakrisen
11 ud af 18 banker kom ud af 2020 med et svækket omdømme på trods af håndsrækninger til både virksomheder og privatkunder under coronakrisen med rentefri lån, udskydelse af afdrag og udvidelse af kassekreditter. Det skriver Børsen.
Tallene kommer fra en større undersøgelse af image og omdømme foretaget af Voxmeter.
»Vi havde håbet på, at den indsats, der har været under corona, havde afspejlet sig også i denne type målinger,« siger Ulrik Nødgaard, direktør i Finans Danmark.
Joe & The Juice får pengeindsprøjtning: Egypter bliver ny medejer
Juice- og sandwichkæden får 300 millioner kroner i frisk kapital. Mange af pengene kommer fra Egyptens rigeste person, der dermed bliver ny investor i kæden.
Joe & The Juice bekræfter kapitaltilførslen over for både Børsen og Finans. Sidstnævnte kan tilmed afsløre navnet på den nye investor: Nassef Sawiris, der også er kendt som formand for fodboldklubben Aston Villa, som han er medejer af.
Pengene skal bruges på ekspansion af butiksnettet og investering i digitale salgskanaler. Juicekædens bestyrelse vil ifølge Børsen give grønt lys til en ekspansion, hvor kæden frem mod 2023 vil åbne cirka 100 nye butikker.
Af de 300 millioner kroner kommer de 200 millioner kroner fra Nassef Sawiris, som bliver ny medejer. Resten kommer fra ejerne, der ud over stifter Kaspar Basse blandt andet består af de to kapitalfonde General Atlantic fra USA og svenske Valedo.
Nassef Sawiris' formue er af Bloomberg anslået til at være på over 40 milliarder kroner, hvilket indbringer ham en plads som nummer 403 på listen over verdens rigeste personer.
Opgør med store milliardunderskud kan blive en alvorlig bet for PFA
Pensionsselskaber skal ikke længere kunne omfordele milliarder af kroner mellem deres kunder, lyder det fra Carsten Brogaard, Finanstilsynets vicedirektør. Det skriver Finans.
I årevis har der været underskud på syge- og ulykkesforsikring i pensionssektoren, hvor PFA alene siden 2015 har tabt 5,8 milliarder kroner.
»Når man sælger nogle dele af en pensionsordning for billigt og andre for dyrt, medfører det en stor risiko for omfordeling,« siger Søren Andersen, aktuar og indehaver af FPension.
Nu afslører »ekstreme tal« vindere og tabere under coronakrisen: »Vi skubber helt klart en regning foran os«
Dele af detailhandlen får lov til at åbne igen på mandag, hvor cirka 37.000 ansatte kommer tilbage på arbejde. Værre ser det dog ud for luftfart og rejsebureauer, der har oplevet en nedgang i deres omsætning på over 60 procent i 2020 målt i forhold til 2019, viser nye tal fra Danske Bank. Den historie kan du læse her på Berlingske Business.
»Det fortsætter indtil videre i år. De brancher, som er mest ramt af tilbagegang, er også dem, som har de længste udsigter til at blive åbnet. Det er hele kultur- og rejsedelen, som i den grad stadig lider. Det er et helt utroligt slag for de her brancher,« siger Las Olsen, cheføkonom i Danske Bank.
Hjælpepakkerne er med til at holde hånden under de hårdt ramte virksomheder, men de løser bestemt ikke problemerne, fremhæver han.
Store butikker i vildrede om genåbning
Retningslinjer for butikker over 5.000 kvadratmeter er fortsat uklare. Der er lagt op til mulighed for at holde åbent mod tidsbestilling, men hvor mange kunder, der i så fald må være i butikken, er fortsat ikke oplyst. Den historie kan du læse hos Børsen.
»Jeg har meget svært ved at sætte mig ind i praktikken bag det her, og hvordan det skal komme til at køre fornuftigt. Det virker lidt som et politisk kompromis, der er frembragt i hast,« siger Peter Fabricius, økonomidirektør i Magasin.
Eksperternes skud i coronatågen: Del af genåbningen kan føre til alt mellem 400 og 4.000 nye smittede om dagen
Det er uklart, hvilke konsekvenser den kommende genåbning vil få for smitteudviklingen i Danmark. For selvom en ekspertgruppe netop har udarbejdet omfattende beregninger for en del af genåbningen, kan den ifølge eksperterne føre til alt fra 400 til 4.000 nye smittede om dagen. Det skriver vi her hos Berlingske.
»Konklusionen er, at det er meget usikkert. Det er fornuftigt at prøve at give nogle bud på det, men vi kan selvfølgelig ikke sige, at der vil være præcis 532 smittede om 14 dage. Vi kan dog godt sige, at der er en vis sandsynlighed for, at det ligger i et bestemt område,« siger Susanne Ditlevsen, som er professor i statistik ved Københavns Universitet.
Den store spændvidde skyldes uvished om, hvor smitsom den britiske variant er, og hvordan effekten af forårets varmere vejr vil spille ind.
Tre forhold, som investorerne skal være opmærksomme på
Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, kommer her med sine bud på, hvad investorerne bør holde øje med i dag:
GameStop-aktien kommer til at få comeback i de flestes bevidsthed i dag. Aktiekursen blev fordoblet i den ordinære aktiehandel, og efter lukketid ser det ud til, at aktien kørte videre og steg yderligere til et niveau, som er tæt på en firedobling af det niveau, som den startede dagen med. Spørgsmålet er, hvor holdbar stigningen er, og om hvor meget hold der er i, at udviklingen skyldes en turnaroundproces, der angiveligt skulle være blevet accelereret, efter at finansdirektøren i går meddelte sin afgang.
ISS aflægger sit 2020-regnskab. Kan servicegiganten endelig og for alvor lægge de seneste to års massive økonomiske udfordringer og nedgang bag sig og være et af de selskaber, som får glæde af udsigten til, at verden igen åbner?
SAS aflægger kvartalsregnskab. De fleste fly holder på jorden og startbanen, og de fly, som har været i luften, har kun haft få passagerer med. Kvartalsregnskabet i det normalt »svage« vinterkvartal vil byde på et stort underskud. Spørgsmålet er, hvor stort underskuddet er, og om SAS fastholder, at de ikke har brug for mere risikovillig kapital, og om der er nyt om, hvem der skal efterfølge Rickard Gustafson som koncernchef?
Det sker på markederne
USA – lukkekurser onsdag:
Dow Jones: +1,35 procent
S&P 500: +1,14 procent
Nasdaq: +0,99 procent
Asien – indeks torsdag kl. 6.15
Japan Nikkei: +1,53 procent
Hongkong Hang Seng: +2,15 procent
Kina CSI: +1,07 procent