Godmorgen og velkommen til ugens sidste, hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
V-profil, som ifølge virksomhed er »uden for pædagogisk rækkevidde«
Lån, der er tæt på lukkekurs
Mulig turistafgift i hovedstaden
Verdens dyreste byer at bo i
Men vi begynder med en kvindelig talentchef, der er stoppet i revisionshus efter en kontroversiel udtalelse.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Det skabte stor debat både internt og eksternt, da den nu tidligere talentchef og partner i revisionsgiganten Deloitte, Camilla Kruse, fortalte, hvordan hun ville sikre en mere ligelig kønsfordeling i koncernen.
Deloitte ville, som hun sagde i et interview med Finans, takke nej til flere mandlige talenter for at sætte skub i udviklingen:
»Konsekvensen er, at der vil være flere middelmådige mænd, der ikke bliver partnere,« sagde hun i sommer.
Nu er Camilla Kruse stoppet som talentchef og partner i Deloitte efter at have været ansat siden 2009, skriver Finans. Det sker kun et halvt år efter at hun satte ild til debatten med sin udtalelse.
Hun bliver nu erstattet af en mand. Topchef i Deloitte Christian Jensby afviser, at uenigheder eller Camilla Kruses udtalelser er skyldes i bruddet:
»Det er bestemt ikke et fravalg. Det er et tilvalg,« siger han til Finans.
Det skriver andre medier om
1. V-profil blev nægtet adgang til møde: Var »uden for pædagogisk rækkevidde«
Rockwool har tidligere indbudt sig selv til møde hos kritiske politikere for at forklare, hvorfor de fortsat driver forretning i Rusland. Rockwool ønskede dog ikke, at V-politikeren Jan E. Jørgensen deltog på et møderne. Ifølge politikeren skyldtes det, at Rockwool mener, at han er »uden for pædagogisk rækkevidde«, skriver Ekstra Bladet.
2. Populært lån tæt på lukkekurs
Lån med fem procent i rente kan snart være fortid for landets boligejere, skriver Børsen. Ifølge avisen er lånet tæt på at ramme kurs 100. Når det sker, vil lånet lukke, og så vil lånet med fire procent i rente blive topproduktet i landets banker og realkreditinstitutter. Det er forventningen fra Christian Hilligsøe Heinig, cheføkonom i Realkredit Danmark, efter kraftige rentefald i november.
3. København klar til at undersøge turistafgift
Et flertal i Borgerrepræsentationen i København stemte torsdag aften for, at kommunen skal undersøge muligheden for at indføre en turismeafgift, som man også har i andre storbyer. Det skriver TV 2 Kosmopol. De borgerlige partier stemte sammen med De Radikale imod forslaget.
Det skriver vi om
1. Godt nyt til danske boligejere: Vigtigt tal dykker i Europa – »intet mindre end hammerpositivt«
Måske kan landets boligejere begynde at ånde lettet op. Inflationen står nemlig til at falde mere end forventet i november ifølge et estimat. Jeppe Juul Borre, seniorøkonom i Arbejdernes Landsbank, vurderer, at estimatet vil give ro om renterne og betyde, at Den Europæiske Centralbank (ECB) ikke har et akut behov for at hæve renten igen. Læs mere her.
2. Her er verdens dyreste byer at bo i – ny by på førstepladsen
Skyhøje omkostninger ved at eje en bil, købe alkohol og handle hos købmanden har gjort schweiziske Zürich og Singapore til verdens dyreste byer at bo i. Dermed er New York i USA slået ned på tredjepladsen. Det fremgår af den årlige rapport »Worldwide Cost of Living« fra Economist Intelligence Unit. Læs mere her.
Det bør du også læse
Danskere går glip af »betydelig rentegevinst«: »Det bør man være opmærksom på«
Danskerne har penge at tjene, hvis de er villige til at sætte deres penge ind på en konto med binding. Renten, som banken betaler kunderne for at have penge stående, er nemlig steget betragteligt den seneste tid. Alligevel er der få bankkunder, som benytter sig af muligheden for at få en højere rente, skriver Nationalbanken i en ny analyse.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
Dow Jones: 1,47 procent
S&P 500: 0,38 procent
Nasdaq: -0,23 procent
Asien – indeks fredag kl. 07.00:
Japan Nikkei: -0,03 procent
Hongkong Hang Seng: -0,37 procent
Kina CSI Shanghai: -0,12 procent
Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!
Venlig hilsen
Jonas Ingvardsen, Business-journalist



