Business-overblik: Den norske oliefond har tjent vildt milliardbeløb – disse aktier har skabt festen

Her er de vigtigste businessnyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Den stenrige norske oliefond skal investere for de penge, der kommer ind fra Norges salg af olie og gas – og det går forrygende. Carina Johansen/NTB/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til onsdagens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Husejere tæt på vindmøller får nej til nye boliglån

  • Konkursramt selskab har kørt »groft uansvarlig forretningsførelse«

  • 45 danske virksomheder i søgelyset for brud på sanktionerne: »Nogle vil forsøge at score kassen«

  • Vietnamesisk elbilgigant er mere værd end Ford

Men vi begynder med den fascinerende historie om den stenrige, norske oliefond.

God læselyst!

Dagens vigtigste nyhed

Den norske oliefond har tjent vildt milliardbeløb – disse aktier har skabt festen

Efter et stort fald sidste år leverer den stenrige, norske oliefond nu et stærkt halvårsresultat i 2023. Det beskriver den norske erhvervsavis E24. Oljefondet er den norske stats pensionsfond, oprettet midt i 1990erne for at investere alle de penge, som kommer ind fra Norges salg af olie og gas. Fonden ejer i gennemsnit ejer 1,5 procent af samtlige børsnoterede selskaber i verden

Fondens halvårsrapport viser et afkast på 10 procent, hvilket svarer til 1.501 milliarder norske kroner.

Techgiganterne Apple og Microsoft topper med det højeste afkast i fonden på henholdsvis 358,9 og 332,6 milliarder norske kroner.

»Teknologivirksomheder havde det højeste afkast i halvåret med 38,6 procent efter et svagt år i 2022. Sektoren oplevede stor efterspørgsel efter nye løsninger inden for kunstig intelligens fra de største internet- og softwarevirksomheder og deres halvlederleverandører,« skriver Oliefonden i halvårsrapporten ifølge den norske avis.

Efter planen skulle regnskabsrapporten præsenteres her til morgen onsdag, men ved en fejl blev rapporten allerede lagt ud i går aftes.

Læs mere om den norske oliefond og det vilde milliardbeløb her og her.

Det skriver andre medier om

1. Husejere tæt på vindmøller får nej til nye boliglån

Flere realkreditselskaber siger nej til at belåne huse, som ligger tæt på vindmøller. Ejendomme, som generes af støj eller skygge fra vindmøller, markeres nemlig med en »risikomarkering«. Det kan ramme boligejeres pengepung hårdt og betyde, at boligejere risikerer at blive stavnsbundet til deres boliger, skriver Finans.

2. Konkursramt selskab har kørt »groft uansvarlig forretningsførelse«

En redegørelse viser en række opsigtsvækkende forhold i det konkursramte selskab Meew. En af sagerne handler om, at tre personer på fire dage har faktureret 900 timer for fire dages arbejde. Nu kan den administrerende direktør Armin Kavousi risikerer en konkurskarantæne, så han ikke fremover kan sidde i ledelsen for andre selskaber, beskriver Børsen og Berlingske.

3. Vietnamesisk elbilgigant får en god første dag på aktiemarkedet

Den vietnamesiske elbilgigant VinFasts markedsværdi vurderes til 85 milliarder amerikanske dollar på sin første dag på aktiemarkedet, skriver BBC. Det er en vurdering, som er »meget højere« end både Fords vurdering på 48 milliarder dollar og General Motors på 46 milliarder dollar. VinFast er 99 procent ejet af Vietnams rigeste mand.

Det skriver vi om

1. 45 danske virksomheder i søgelyset for brud på sanktionerne: »Nogle vil forsøge at score kassen«

Flere danske virksomheder kommer nu under politiets lup efter at være blevet undersøgt for brud på sanktionerne mod Rusland. Læs historien her.

2. Flertal af danskerne tror ikke længere på, at de får folkepension

Der er en svigtende tro på folkepensionen i fremtiden, viser rundspørge. Allerede fra 2040 tror et stort flertal ikke på, at den eksisterer i sin nuværende form, og de unge op til 34 år tvivler på folkepensionen i den nuværende form allerede fra 2030. Se hvor meget, du selv skal spare op, for at erstatte folkepensionen. Læs historien her.

Det bør du også læse

Rekordfremgangen i dansk it-verden er blevet mindre – men næste bølge venter forude

Usikkerhed og tilbageholdenhed hos kunderne lægger en dæmper på investeringer i og indkøb af it, men de seneste rekorder er alligevel slået, eksporten går fremad, og der har aldrig været så mange ansatte som nu til så høj en løn. Brancheformand tror på, at der kan komme yderligere gang i opsvinget. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: -1,02 procent

  • S&P 500: -1,16 procent

  • Nasdaq: -1,14 procent

Asien – indeks onsdag kl. 06.40:

  • Japan Nikkei: -1,13 procent

  • Hongkong Hang Seng: -1,39 procent

  • Kina CSI: -0,25 procent

Tak, fordi du læste med!