Godmorgen og velkommen til fredagens og dermed ugens sidste, hurtige Business-overblik.
I dag runder vi blandt andet:
Rigmand beskyldt for fusk trækker 50 mio. kr. ud
Rusland menes at stå bag mordplaner mod forsvarsdirektør
Usynlige stillinger skaber et mere uretfærdigt jobmarked
Elbilsalget i Europa faldt syv procent i juni
Men vi begynder med, hvordan danskernes pensionslængde sakker mere og mere bagud, efterhånden som pensionsalderen hæves.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
Danskerne arbejder længere og dør tidligere – og det bliver værre
Danskerne arbejder længere og lever kortere end i de fleste andre EU-lande. Vi har derfor allerede nu et af de korteste pensionsliv, og om nogle år står Danmark til at ryge ned på en bundplacering.
Det skriver Finans.
»Vi ligger allerede i den dårlige ende i Europa, fordi vi lever kortere tid, end de lande vi normalt sammenligner os op imod. Alligevel øger man folkepensionsalderen,« siger en bekymret cheføkonom Frederik Imer Pedersen fra landets største fagforening, 3F.
Ifølge EUs »Agening Report 2024« og det statistiske kontor Eurostats levetidsforventninger sakker danskernes pensionslængde mere og mere bagud i Europa, efterhånden som folkepensionsalderen udskydes. Det sker næste gang i 2030, hvor den forhøjes til 68 år.
Danske kvinder ligger i den tredjedel, der har den korteste pensionslængde i Europa, mens mændene ligger i den dårligste halvdel.
Det skriver andre medier om
1. Rigmand beskyldt for fusk trækker 50 mio. kr. ud
Motorcykelimportøren C. Reinhardt står ifølge Motorstyrelsen bag et »setup«, der har gjort snyd med afgifter muligt. Alligevel trækker rigmanden Jesper Reinhardt, der siden 1992 har været direktør, nu 50 millioner kroner ud af selskabet Buster Holding, der ejer 100 procent af C. Reinhardt. Det skriver Børsen. Firmaet havde i nyeste regnskab et underskud på 12,7 millioner kroner før skat, hvilket er det dårligste i nyere tid. Motorstyrelsen mener, at »C. Reinhardt A/S har lavet et setup, der har til formål at nedbringe motorcyklernes afgiftspligtige værdi og dermed reducere registreringsafgiften« og dermed snyde staten for afgifter, skriver avisen.
2. Rusland menes at stå bag mordplaner mod forsvarsdirektør
Rusland menes at stå bag en mislykket plan om at myrde direktøren for Europas største våbenproducent på grund af leverancer til støtte for Ukraine. Det skriver Financial Times. Målet var Armin Papperger, topchef for Rheinmetall med base i Düsseldorf. Det skulle være en del af en største sabotage- og angrebsaktion mod europæiske NATO-stater. Papperger er lige så intenst beskyttet af sikkerhedsfolk som den tyske kansler Olaf Scholz. Den amerikanske efterretningstjeneste opdagede planerne og adviserede tyske myndigheder, som forpurrede dem.
3. Elbilsalget i Europa faldt syv procent i juni
Salget af elbiler og plugin-hybridbiler med både benzin- og elmotor faldt i Europa med syv procent i juni. Der blev solgt 0,3 millioner færre, og tilbagegangen var størst i Finland, Irland og Holland, hvorimod det steg med hele 34 procent i Italien som følge af statslige støtteordninger, når man køber elbil. Det skriver nyhedsbureauet Reuters på baggrund af tal fra analysefirmaet Rho Motion. På verdensplan steg elbilsalget med 13 procent i juni sammenholdt med for et år siden, og her stod Kina for 60 procent af fremgangen. I alt blev der solgt 1,4 millioner elbiler globalt, heraf 0,86 millioner i Kina.
Det skriver vi om
1. Usynlige stillinger skaber et mere uretfærdigt jobmarked
Flere og flere stillinger på arbejdsmarkedet bliver aldrig slået op, og netværk er derfor vigtigere end nogensinde, påpeger rekrutteringsekspert Morten Ballisager. De, der mestrer det, kommer forrest i køen, mens de introverte risikerer at sakke bagud. Læs historien her.
2. TV 2 og konkursadvokat strides om flyttekasser fra Martin Malms fakturafabrik
Den nye kurator i to konkursboer fra TV 2-dokumentar vil gerne have fingrene i flyttekasser med fiktive fakturaer fra Martin Malms fakturafabrik. TV 2 har dem, men vil ikke udlevere dem, siger kurator. Det passer ikke, siger tv-stationen. Læs historien her.
Det bør du også læse
For 11 år siden ville Mette Frederiksen løse problemet. Nu er der blevet sat en »dybt ulykkelig« rekord
Der har aldrig været flere personer under 40 år på førtidspension. Eksperter kalder det et kæmpe problem, og regeringen lover handling. Læs historien her.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
Dow Jones: +0,08 procent
S&P 500: -0,88 procent
Nasdaq: -1,95 procent
Asien – indeks fredag kl. 7.10:
Japan Nikkei: -2,28 procent
Hongkong Hang Seng: +1,98 procent
Kina CSI Shanghai: -0,21 procent
Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!