Godmorgen!
Det er mandag – og vi skal have sparket gang i ugen.
I denne udgave af Business-Overblik skal vi forbi flyselskabet SAS, der i alvorlig grad hænger fast i den verdensomspændende coronakrise. Derudover runder vi en sag, hvor danske forsikringskunder må æde en milliardregning efter et kollaps af to forsikringsselskaber, mens vi også skal forbi historien om, at 35.000 danske arbejdspladser kan forsvinde i coronakrisen.
SAS bøder for genopblusset coronasmitte
Det lignede en lille åbning for de stærkt pressede flyselskaber, da flere europæiske lande åbnede for turister efter nedlukninger på stribe. Men nu er den gal igen.
Opblusningen af coronasmitten i efteråret presser flyselskaber som SAS voldsomt, da en opstramning af rejsevejledninger har lagt en fornyet dæmper på rejselysten. Det skriver Dagbladet Børsen.
»Vi har færre bookinger nu, end før corona ramte, og vi flyver i underkanten af 40 procent af det normale program,« siger Simon Pauck Hansen, koncerndirektør med ansvar for driften i SAS, til Dagbladet Børsen.
Tilbage i august oplyste SAS i sit regnskab, at selskabet havde mistet mere end 80 procent af sin omsætning fra maj til juli. I 2019 omsatte SAS for 13,4 milliarder svenske kroner i den periode. Det tal er i 2020 skrumpet til 2,5 milliarder svenske kroner.
Det fornyede tryk på SAS' forretning kommer efter en dramatisk periode, hvor flyselskabet har afskediget tusindvis af medarbejdere. I september fik SAS godkendt kriseplan, der styrker selskabets egenkapital med 8,5 milliarder kroner.
Danskere må æde milliardregning efter forsikringskollaps
Det kommer til at koste danske kunder omkring 3,5 milliarder kroner, at to danske forsikringsselskaber er kollapset med forretningseventyr i udlandet. Det skriver erhvervsmediet Finans.
Det drejer sig om de to forsikringsselskaber Alpha og Qudos, der begge måtte dreje nøglen om efter forsøg på at kapre markedsandele i udlandet.
Det er oprydningen efter de to selskabers konkurser, der ifølge Finans kommer til at koste et milliardbeløb.
»Det er de danske forsikringstagere, der de næste mange år kommer til at betale regningen for disse selskabers udenlandske eventyr,« siger Torben Weiss Garne, sekretariatschef for Garantifonden for skadesforsikringsselskaber, til Finans.
Forude venter et større arbejde med at få ryddet op efter kollapset af de to forsikringsselskaber, der begge havde base i Danmark, men havde hovedparten af deres forretninger i udlandet.
Tusindvis af arbejdspladser kan forsvinde
Coronakrisen har allerede kostet tusindvis af arbejdspladser, men faktisk kan endnu flere arbejdspladser være i fare, efter at myndighederne indførte nye restriktioner i september for at begrænse coronasmitte.
Helt konkret er 35.000 arbejdspladser i fare for at ryge – to tredjedele af dem tilhører restauranterne. Det viser en ny beregning fra Dansk Erhverv, som Berlingske har set.
En af de restaurantkæder, der har smagt konsekvensen af restriktionerne, er Jensen's Bøfhus. To af deres restauranter skal nu dreje nøglen om for en stund. Adm. direktør Anders Nikolaisen mener, at utryghed kan afholde folk fra at spise ude.
»Vi kan mærke, at når en minister eller en myndighedsperson går på talerstolen og fortæller om nye restriktioner og stigende smittetal, så kommer der en utryghed. Folk kravler tre grene længere op i træet og er svære at få ned derfra,« siger Anders Nikolaisen.
De konkrete restriktioner, som Dansk Erhverv har regnet på effekten af, er, at forsamlingsforbuddet er blevet reduceret til 50 personer, at lukketiderne i restaurationsbranchen er fastsat til kl. 22.00, og at der samtidig er indført krav om mundbind, når man ikke sidder ned.
Hvor hårdt de mange restriktioner kommer til at slå, afhænger naturligt nok af, hvor længe restriktionerne bliver opretholdt, og om tabet af omsætning i virksomhederne bider sig fast.
Kina buldrer videre trods corona
Verdensøkonomien har været umanerligt hårdt ramt af corona, men i Kina voksede bruttonationalproduktet (BNP) alligevel med 4,9 procent i tredje kvartal sammenlignet med sidste år. Det skriver The Wall Street Journal.
Væksten på 4,9 procent lever ikke op til forventningerne, der forud for coronakrisen lå mellem 5,5 og 6 procent. Væksten i BNP betyder dog, at Kina er tilbage på rette kurs rent økonomisk, blot et halvt år efter at coronakrisen ramte den kinesiske økonomi.
Den Internationale Valutafond forventer således, at Kinas økonomi vil vokse med 1,9 procent i 2020, hvilket betyder, at Kina vil stå tilbage som den eneste store økonomi i verden, der voksede på trods af coronakrisen. Til sammenligning forventes den amerikanske økonomi at skrumpe med 4,3 procent, mens den europæiske står til et fald på 8,3 procent.
Kinas økonomiske vækst afspejler sig blandt andet i landets arbejdsløshed og borgernes indkomst, hvor arbejdsløsheden faldt fra 5,6 til 5,4 procent fra august til september, mens kinesernes disponible indkomst steg med 0,6 procent i tredje kvartal.
Tre forhold, investorerne skal holde øje med:
Per Hansen, investeringsøkonom fra Nordnet, giver her sine bud på, hvad man som investor bør være opmærksom på i dag.
Håb om, at Demokraterne og Republikanerne kan finde hinanden i en stimulansdans før valget, får aktierne i Asien til at stige. Er det også en tendens, som kan og vil have en effekt i Europa?
Kinesiske BNP-tal for 3. kvartal viser en vækst på 4,9 procent. Det var noget under de forventede 5,5 procent. Kina er på vej ud af covid-19 krisen, men går det hurtigt nok efter investorernes smag?
FCK led endnu et skuffende hjemmebanenederlag. Bliver aktien tacklet hårdt af investorerne?
Det sker på markederne
USA – lukkekurser fredag:
Dow Jones: +0,39 procent
S&P 500: +0,01 procent
Nasdaq: -0,36 procent
Asien – indeks onsdag kl. 06.30:
Japan Nikkei: +1,20 procent
Hongkong Hang Seng: +0,69 procent
Kina CSI: -0,33 procent