Business-overblik: Dansk storbank skifter aktiespor: »Det er en båd, som alle efterhånden står i«
Her er de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Her er de vigtigste businessnyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik.
Som altid har vi været tidligt oppe for at finde dagens vigtigste historier fra erhvervslivet.
I dag skal vi blandt andet forbi:
Elon Musk truer med at forbyde sine ansatte at bruge Apples produkter
Dansk erhvervslivs store skræk ser ud til at være afværget
Flyselskab tilbyder tilskadekomne erstatning efter voldsom turbulens
Men først skal blikket vendes mod Danske Bank, som er begyndt at se lysere på det europæiske aktiemarked.
God læselyst – og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dansk storbank skifter aktiespor
Danske Bank har ændret synet på de europæiske aktier og anbefaler derfor nu en »overvægt« i dem – og en »neutral vægt« i de amerikanske aktier, som de er blevet nedgraderet til.
Sådan lyder det fra bankens chefstrateg, Frank Øland, over for Finans.
Overvægt, undervægt og neutral vægt er vendinger, som bruges af analytikere til at beskrive, hvordan de tror, aktiemarkedet vil klare sig.
Vælger man overvægt i en aktie, mener man derfor, at den vil klare sig bedre end det brede aktiemarked.
At Danske Bank nu ser lysere på europæiske aktier, er der en simpel grund til, forklarer Frank Øland:
Bankens vurdering er, at det europæiske aktiemarked vil løbe fra det amerikanske over de næste 6-12 måneder, fordi forventningerne til økonomi og virksomheder i Europa er i bund, mens amerikansk økonomi ser ud til at miste momentum:
»Nu er det ikke sådan, at vi ikke kan lide de amerikanske aktier længere, men det er en båd, som alle efterhånden står i, hvor der er indregnet en masse i aktiekurserne. Derfor er Europa interessant. Forventningerne er lave, og det vil være nemmere for Europa at overraske,« forklarer han.
Læs hele historien hos Finans her.
1. Elon Musk truer med at forbyde sin ansatte bruge Apples produkter
Mangemilliardæren Elon Musk, som blandt andet er topchef i Tesla, truer med at forbyde sine ansatte at bruge Apples produkter. Den udmelding kommer i kølvandet på, at Apple har meldt ud, at selskabet vil integrere kunstig intelligens fra OpenAI i en række styresystemer til produkter som iPhone, iPad og Mac. Det kalder Musk et »uacceptabelt sikkerhedsbrud«.
2. Dansk erhvervslivs store skræk ser ud til at være afværget
Danske topchefer kan drage et lettelsens suk, hvis de op til europaparlamentsvalget havde en frygt for den ekstreme klimaskeptiske højredrejning, der var blevet lagt op til. Det skriver Finans. Frygten var, at det ville bremse nogle af de vovede klimavenlige milliardsatsninger hos danske store virksomheder såsom Mærsk. Men med resultatet fra søndagens valg beholder midten af Europa-Parlamentet sit flertal, mens den klimaskeptiske højrefløj ikke får meget indflydelse.
3. Flyselskab tilbyder tilskadekomne erstatning efter voldsom turbulens
Singapore Airlines har tilbudt erstatning til de passagerer, som kom til skade under voldsom turbulens på en flyrejse fra London til Singapore i maj, skriver BBC. Flyselskabet tilbyder at betale 10.000 dollar – altså lidt over 69.000 kroner – til dem, der pådrog sig mindre skader. For dem med mere alvorlige skader tilbydes 25.000 dollar – 173.000 danske kroner – og der kan foretages yderligere diskussioner for at imødekomme de tilskadekomnes »specifikke omstændigheder«, lyder det.
1. Boligpriserne stiger – men reelt er kun disse boliger blevet dyrere
Boligmarkedet vågner traditionelt for alvor op i maj. Men bag et tilsyneladende prisforår over hele linjen er to boligtyper reelt faldet i pris, mens kun én stiger. Se de aktuelle priser, salgstider og nedslag.
Povl Dengsøe har historien. Læs den her.
2. Advokathus får kritik for at jagte fyret partners opgaver efter tv-dokumentar: »Moralsk havde det nok været bedst at holde sig helt væk«
Efter en række belastende udtalelser i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane« blev topadvokaten Nicolai Dyhr både fyret og frataget en lang række opgaver som kurator. Nu forsøger hans tidligere arbejdsgiver Horten imidlertid at tilbageerobre flere af opgaverne. Og det vækker undren hos kilder, som Berlingske har talt med.
Læs historien af Nicolaj Vorre og Vibe Hyltoft her.
Danske myndigheder går enegang: Wegovys effekt på hjerte-kar-sygdomme er uden betydning
Novo Nordisk har vakt stor international opsigt med et stort milliarddyrt studie, som viser, at vægttabsmedicinen Wegovy kan reducere risikoen for hjerteanfald, slagtilfælde og død hos svært overvægtige. Men den danske sundhedsstyrelses eksperter hælder forsøget ned ad brættet.
Vibeke Lyngklip Svansøs historie kan du læse her.
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser mandag:
Dow Jones: + 0,18 procent
S&P 500: + 0,26 procent
Nasdaq: + 0,35 procent
Asien – indeks tirsdag klokken 07.00:
Japan Nikkei: + 0,35 procent
Hongkong Hang Seng: – 1,67 procent
Kina CSI Shanghai: – 1,03 procent
Tak, fordi du læste med!