Advokathus får kritik for at jagte fyret partners opgaver efter tv-dokumentar: »Moralsk havde det nok været bedst at holde sig helt væk«

Efter en række belastende udtalelser i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane« blev topadvokaten Nicolai Dyhr både fyret og frataget en lang række opgaver som kurator. Nu forsøger hans tidligere arbejdsgiver, Horten, imidlertid at tilbageerobre flere af opgaverne. Og det vækker undren hos kilder, som Berlingske har talt med.

For bare tre uger siden var Nicolai Dyhr en af landets mest profilerede konkursadvokater. Men hans udtalelser for skjult kamera i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane« har ændret alt. 

Det store advokathus Horten handlede resolut, da den profilerede partner Nicolai Dyhr for nylig blev afsløret med skjult kamera i TV 2-dokumentaren »Den sorte svane«.

På optagelserne erklærede Nicolai Dyhr sig tilsyneladende villig til at se igennem fingre med ulovligheder i konkursboer, hvor han var indsat som kurator.