Godmorgen og velkommen til onsdagens Business-overblik.

Vi har samlet en række af de største historier fra erhvervsmedierne, så du kan begynde dagen ganske opdateret.

Dagen byder på en nyhed om erhvervslivet, der kræver hurtigere genåbning af Danmark på grund af flere vacciner. Vi skal også forbi PFA Pension, der bliver anklaget for skønmaleri, men vi starter med en ubehagelig historie fra det amerikanske.

Dansker ramt af bestikkelsessag I USA

En bestikkelsessag fra Silicon Valley i USA kan nu sende flere danske livvagter og en række ledende politifolk i fængsel. Det skriver Dagbladet Børsen. Christian West er central i sagen. Han stiftede i 2001 livvagtfirmaet AS Solution i Herlev. Firmaet er blevet et af de foretrukne livvagtfirmaer for techgiganterne i Silicon Valley, og passer blandt andet på Facebooks topchef, Mark Zuckerberg.

Politiet mener at kunne bevise, at Christian West og en af hans nærmeste medarbejdere i ledelsen af AS Solution i skikkelse af Martin Nielsen har bestukket sig til 10-12 tilladelser til at bære skjulte håndvåben. Som modydelse skulle firmaet donere penge til en kvindelig sherifs valgkamp i Santa Clara County.

»Det er en super kedelig sag, og i bagklogskabens lys ville jeg da have givet hvad som helst for at have været klogere. Så det er skide ærgerligt,« siger Christian West til Børsen.

Erhvervslivet vil have hurtig genåbning efter flere vacciner

Vi kan se frem til at modtage 900.000 flere vacciner, lyder det fra Sundhedsstyrelsen. Den melding får nu Dansk Erhverv, SMV Danmark og Dansk Industri til at presse på for at få åbnet den danske økonomi hurtigst muligt. Det skriver Berlingske.

Med det større antal vacciner er der udsigt til, at alle danskere kan være vaccineret 27. juni.

Administrerende direktør i Dansk Erhverv, Brian Mikkelsen, mener, at regeringen allerede nu bør give åbningstilladelse til de tøjbutikker, boligforretninger og andre butikker, der har været tvunget til at holde lukket siden december.

»Al empiri viser, at man har været gode til at holde de afstandskrav, der er, og der er ikke evidens for, at der er nogle, der er blevet smittet i butikkerne,« siger Brian Mikkelsen.

Eksperter slår tvivl om PFAs fremgang

Landet største pensionsselskab, PFA Pension, har fået styr på det store problem med underskud på syge- og ulykkesforsikringerne. PFAs genopretningsplan virker, og PFA er ligefrem foran planen. Sådan lød det fra koncernchef i PFA, Allan Polack, da selskabet aflagde regnskab i slutningen af forrige uge. Men to eksperter sår nu stærk tvivl om det budskab.

Det skriver finans.dk.

Det bedre resultat skyldes blandt andet, at PFA har fået en engangsindtægt, fordi selskabet har sat flere penge af til tab, end der er kommet. Engangsindtægten er på 666 millioner kroner.

»Man kan ikke sige, at den underliggende forretning har udviklet sig virkelig godt, fordi der har været en regnskabsmæssig forbedring. For en stor del af forbedringen skyldes, at man tidligere har sat for meget af til fremtidige skader,« siger Søren Andersen, aktuar og indehaver af FPension.

Forsikringseksperten Jørgen Svendsen, partner i pensionsmæglervirksomheden AFPR, er enig. Han betegner det forbedrede resultat fra PFAs side som værende et skønmaleri.

Vacciner hober sig op i EU

Millioner af vacciner hober sig op i EU. Mere præcist så ligger der over ni millioner på lager i EU, fordi landene ikke er så hurtige til at få vaccineret som i Danmark. Det skriver Dagbladet Børsen.

Problemet er, at vaccinerne bliver leveret hurtigere, end de bliver brugt. Det betyder, at de ligger i køleskabe og frysere rundt omkring i de europæiske lande. Der er så mange vacciner på lager, at der kunne være vaccineret 9,3 millioner flere europæere, hvis alle lande var lige så hurtige som Danmark.

Det er Jacob Funk Kirkegaard, senior fellow med speciale i europæisk økonomi ved tænketanken Peterson Institute for International Economics i Bruxelles, der har lavet en indsamling af vaccinedata fra EU-landene.

»Jeg bliver bekymret, når man ser, hvor mange vacciner der ligger ubrugt rundt omkring i de europæiske lande,« siger Jacob Funk Kirkegaard til Børsen.

Økonomer understreger over for avisen, at det er bekymrende for den danske økonomi, at det ikke går hurtigere med at få vaccineret den europæiske befolkning, fordi det forsinker åbningen af de europæiske lande til skade for den danske eksport.

Tre forhold, som investorerne skal være opmærksomme på i dag

Her er, hvad seniorinvesteringsstrateg Simon Kristiansen fra Nordea holder øje med onsdag:

  • Den amerikanske centralbank, Fed, og den europæiske, ECB, brugte ikke decembers mulighed for at rykke ved renterne. Der vil alligevel være stor fokus på referatet fra Feds decembermøde, der udkommer i dag. Detaljerne vil blive gransket efter tegn på, hvordan beslutningstagerne vurderer det økonomiske opsving og ikke mindst inflationen. Der vil være særlig fokus på, om holdningen blandt de pengepolitiske beslutningstagere hos Federal Reserve er begyndt at afvige fra hinanden, og om Fed overhovedet er så lempelig, som Fed-formand Jerome Powell antydede på sin seneste pressekonference.

  • Italien har fået ny premierminister i skikkelse af tidligere ECB-præsident Mario Draghi. »Super Mario«, som han blev kaldt, efter at han afværgede en europæisk gældskrise, blev søndag sværget ind som ny premierminister. Draghi kunne tirsdag se til, hvordan investorer flokkedes om den første udstedelse af italienske 10-årige statsobligationer siden hans tiltræden. Efterspørgslen var på sammenlagt 110 milliarder euro, hvilket var det højeste nogensinde. De italienske 10-årige statsobligationer handledes til en obligationsrente på 0,56 procent tirsdag eftermiddag. Det bragte spændet til unionens sikreste alternativ, de 10-årige tyske bunds, ned på 0,9 procentpoint. Vi skal ikke længere tilbage end til april sidste år, for at det spænd var 2,7 procentpoint. I dag vil fokus være på Draghi, der skal fremlægge sin økonomiske plan for, hvordan Italien kommer ud af krisen – så en yderligere spændindsnævring er ikke usandsynlig.

  • Vi får regnskab fra minegiganten Rio Tinto, der har danskeren Jakob Staisholm ved roret. Et af interessepunkterne er fremtiden for virksomhedens 6,75 milliarder dollar store kobberprojekt i Mongoliet. Der kommer også nyt regnskab fra Shopify. Den canadiske virksomhed, som leverer e-commerceløsninger, står til at have vundet ved de globale coronanedlukninger. Er man ikke så meget til regnskab, kan man se frem til tal for detailsalget og industriproduktionen, begge fra januar og begge for USA.

Aktiemarkederne

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones +0,20 procent

  • S&P 500  -0,06 procent

  • Nasdaq -0,34 procent

Asien – indeks onsdag 06.30:

  • Japan Nikkei  -0,58 procent

  • Hongkong  Hang Seng +0,65 procent

  • Kina CSI +1,43 procent (lukket siden fredag)