Hovedstadsborgmestre advarer: »Jeg er meget bekymret for, hvordan vores lokalsamfund og butiksstrøg kommer til at se ud«

En række borgmestre fra hovedstadskommunerne er bekymrede for de konsekvenser, den omfattende nedlukning kan få for livet i gågaderne. Flere peger på behovet for en genåbningsplan, mens mulighederne for at åbne detailhandlen allerede nu bør afsøges, lyder opfordringen.

Benedikte Kiær (K), borgmester i Helsingør Kommune: »Helsingør er en handelsby, som afhænger af, at der er mere end dagligvarebutikker og bagerforretninger, og et sommerområde som Hornbæk eksempelvis skal have masser at byde på, for ellers knækker de nakken.« Arkivfoto. Linda Kastrup

Slår man »gågade« op i Den Danske Ordbog, vil man finde, at det er en »ofte flisebelagt gade uden fortove eller kørebane«, som ofte ligger »i en bys centrum og har mange butikker«.

Det er her, hvor det normalt oser af liv både onsdag eftermiddag og lørdag formiddag. Både lokale specialforretninger og landsdækkende butikskæder danner rammerne om handelslivet, som kan tiltrække både indbyggerne og turisterne.