Business-overblik: Danmarks rigeste mand køber stort op i børsnoteret konkurrent

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen. Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver læse én artikel fra morgenstunden for at være opdateret.

Anders Holch Povlsen er Danmarks rigeste og står bag Bestseller-kæden. Nu køber han stort op i en anden branche. Hans Christian Jacobsen/PR/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til tirsdagens Business-overblik. Vi går mod lysere tider, og dagen er tiltaget med to timer og 33 minutter. Den lange dag kan bruges til at læse om et nyt træls kapitel i den uendelige historie om de problemfyldte ejendomsvurderinger, Ukraine-krisen, der ryster finansmarkeder og presser olieprisen op, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsens opkøb i Matas-kæden, og endelig om kvinden, der skal rydde op i en beskidt branche.

Nye ejendomsvurderinger ramt af datafejl

De skandaleramte ejendomsvurderinger, der skal danne grundlag for en boligskattereform i 2024, bliver ved med at give problemer.

Vurderingsstyrelsen bekræfter over for Finans, at der er fundet datafejl vedrørende cirka 7.400 ejendomme, der som de første i landet har fået ejendomsvurderinger fra et nyt it-system.

Fejlene er konstateret i forbindelse med udsendelsen af nye ejendomsvurderinger for de første 50.000 ejendomme svarende til en fejlprocent på cirka 15. Ifølge styrelsen er det såkaldte plandata med oplysninger om planlove, der er fejlbehæftede.

Det kan for eksempel være oplysninger om bebyggelsesprocenter eller deciderede tastefejl, og typisk har fejlene kun haft mindre eller slet ingen betydning for beskatningsgrundlaget.

Finansmarkeder rystet af Ukraine: »Timingen kunne ikke være meget dårligere«

Frygten for en russisk invasion af Ukraine sendte mandag rystelser gennem hele finansmarkedet, der fik investorerne til at søge væk fra de mest risikable aktiver såsom aktier og over i sikre havne som guld og obligationer.

I Danmark faldt eliteindekset, C25, med 2,4 procent og er nu faldet cirka 14 procent siden nytår. Uroen er kommet, efter at både USA og Storbritannien har advaret om, at Rusland i løbet af denne uge muligvis vil indlede et storstilet angreb på sin nabo.

»Timingen kunne ikke være meget dårligere. Vi er allerede inde i en periode med høj nervøsitet på markedet, og vi er midt i en energikrise, hvor Europa er utrolig afhængig af Rusland for gasforsyninger. For at gøre ondt værre er Rusland også en stor olieproducent, og derfor er prisen på en tønde råolie nu tæt på 100 dollar,« siger Craig Erlam, seniormarkedsanalytiker hos Oanda i London. Det skriver Berlingske.

Konfron­ta­tion mellem Rusland og Ukraine kan få olieprisen til at stikke af

Den anspændte situation mellem Rusland og Ukraine skaber finansiel uro flere steder i markedet og sender blandt andet prisen på olie opad. Olieprisen er langt fra toppet endnu, hvis situationen eskalerer yderligere. Det vurderer råvareanalytiker Jan Bylov i Jyske Bank.

»Risikoen for, at Ruslands præsident, Vladimir Putin, vurderer, at det er bedre at handle i dag end senere, den er helt oppe på 50 procent,« siger Jan Bylov.

Rationalet er, at det taktisk er bedre for Vladimir Putin at handle, før Ukraine – med hjælp fra flere vestlige lande, herunder Danmark og USA – står forsvarsmæssigt bedre.

En konfrontation kan ifølge Jan Bylovs analyse få olieprisen helt op i 114 dollar pr. tønde brentolie, også kaldet Nordsøolie. I øjeblikket handles olien til cirka 94 dollar, hvilket ifølge analysen peger på en potentiel stigning på cirka 21 procent, skriver Børsen.

Danmarks rigeste mand køber stort op i børsnoteret konkurrent

Danmarks rigeste mand, Bestseller-milliardæren Anders Holch Povlsen, der ejer Normal-kæden, har købt endnu en bid af konkurrenten Matas.

Det skriver Finans på baggrund af en fondsbørsmeddelelse fra Matas.

Anders Holch Povlsens private investeringsselskab, Brightfolk, ejer derfor nu »mere end 10 procent af aktiekapitalen og stemmerettigheder« i Matas-kæden, som konkurrerer med Normal-kæden på visse varer. Dermed har Brightfolk på et halvt år fordoblet sin ejerandel i Matas.

Matas har netop leveret et regnskab med en omsætningsrekord i julekvartalet på næsten 1,4 milliarder kroner.

»Vi er en af de brancher, der sviner allermest«

Lærke Heins ansættelse hos Nordens største ejendomsinvestor, danske NREP, er et symbol på den forandring, branchen i disse år gennemgår.

Antropologer og læger ansættes for at bidrage med sociale og sundhedsmæssige perspektiver til arkitekternes og ingeniørernes streger, tanker og udregninger.

Der skal bygges mere i træ og mindre i beton. Fra at have været domineret af blå skjorter og økonomiuddannelser og tårnhøj profit skal bundlinjen nu udvides til også at have et miljømæssigt og socialt aspekt, skriver Berlingske.

Tre forhold, som investorerne bør holde øje med

Her er, hvad investeringsøkonom Per Hansen fra Nordnet holder øje med i dag:

  • Selvom Rusland i går erklærede, at dele af den militære øvelse er slut, er verden og investorerne ikke overbeviste om, at det ikke kan føre til en aggression. Der er al mulig grund til at følge udviklingen.

  • Simcorp aflægger regnskab i dag. Aktien har haft en hård medfart de seneste måneder. Dels fordi 3. kvartalstallene var skuffende, og dels fordi højt prissatte aktier har været sendt til tælling. Kan Simcorp levere en positiv overraskelse?

  • Federal Reserve holdt i går et lukket møde. Investorerne har endnu ikke fået informationer om, hvad mødet handlede om, og hvad udfaldet blev. Måske vil FED stoppe obligationsopkøbet en måned tidligere end planlagt? Hold øje med udmeldingerne i givet fald.

Markederne lige nu

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

  • Dow Jones: -0,49 procent

  • S&P 500 :-1,28 procent

  • Nasdaq: 0,00 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 06.25:

  • Japan Nikkei: -0,73 procent

  • Hongkong Hang Seng: -1,28 procent

  • Kina CSI: +0,04 procent

Tak, fordi du læste med!