Godmorgen og velkommen til denne torsdags hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • DI og 3Fs forventninger til det frie råderum

  • Tesla, der har bedt om en skatterabat

  • Danske vandgiganter får vand fra undergrunden ganske gratis

  • Voksne kunder er en vigtig indtjeningskilde for legetøjskoncern

Men vi begynder med en overraskelse fra den amerikanske børs

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

På trods af markant salgsvækst falder Nvidia-aktie

Sent i aftes dansk tid kom der regnskab fra chipgiganten Nvidia, der er en central spiller i udviklingen af kunstig intelligens.

Nvidias aktie er eksploderet i løbet af 2024, og markedsværdien udgør nu mere end seks procent af det brede amerikanske indeks S&P 500. Regnskabet var på forhånd udråbt som et af de vigtigste regnskaber i år.

I andet kvartal havde selskabet en omsætning på lige over 200 milliarder kroner. Omsætningen i kvartalet er dermed 122 procent højere end i samme periode i 2023.

Trods de vilde tal, står aktien til at falde knap syv procent i eftermarkedet. Det siger noget om, hvor højt forventningerne til selskabet var skruet op.

Nvidias store fald risikerer i dag at smitte af på børser verden over, skriver Financial Times.

Desuden var Nvidias forventninger til det nuværende, tredje kvartal heller ikke lige så høje som analytikernes mest optimistiske bud.

Den seneste måned har der været rygter om en mulig designfejl hos chipselskabets næste store satsning Blackwell, men Nvidias økonomidirektør Colette Kress kom med gode nyheder til investorerne, skriver Børsen.

»I fjerde kvartal forventer vi at sende Blackwell-produkter for flere milliarder dollar i omsætning,« skriver hun ifølge Børsen. 

Det skriver andre medier om

1. DI og 3F forventer mere end 20 milliarder i det frie råderum

Når Nicolai Wammen og regeringen fredag præsenterer deres forslag til den kommende finanslov, frygter flere aktører, at det bliver uden at oplyse, hvor stort det frie råderum vil være. Derfor har DI og 3F sammen regnet sig frem til et bud, der lyder på mere end 20 milliarder kroner. Det skriver Børsen. De anslår med udgangspunkt i det råderum, der blev præsenteret i maj, at det økonomiske råderum samlet vil være på 55,3 milliarder og fraregnet statens udgifter lander de på et frit råderum på 22,9 milliarder, skriver Børsen.

2. Tesla bad om skatterabat fra Canada

Kort forinden meldingen om en canadisk straftold på kinesisk importerede elbiler, skulle Tesla angiveligt have anmodet Canada om en skatterabat. Det siger en anonym kilde tæt på regeringen til Reuters. Mandag i denne uge oplyste Canadas regering, at man fra 1. oktober vil indføre 100 procent beskatning på elbiler importeret fra Kina. Straftolden gælder også Tesla, der får produceret nogle af deres biler i Kina. Europa har allerede indført en lignende straftold på 36,3 procent, men her har kinesiskproducerede Teslaer fået lov til at slippe med kun at betale ni procent. 

3. Voksne kunder står for en betydelig del af legetøjsgigants omsætning

LEGO er et populært legetøj for både børn og voksne, og især sidstnævnte gruppe står for en voksende del af Legokoncernens omsætning disse år. Det skriver Finans. Ifølge mediet udgør børn over 12 år og voksne op mod en tredjedel af virksomhedens milliardomsætning.

Få dit »Business-overblik« hver morgen

Vi læser erhvervsnyhederne og tjekker aktiekurserne, før du står op, så du kun behøver at læse overblikket i din indbakke for at være opdateret.

Det skriver vi om

1. Vandgiganter tapper og sælger hvert år flere milliarder liter vand fra den danske undergrund. De betaler ikke en krone for det

Mens almindelige borgere bruger tusindvis af kroner hvert år på vandregninger, er sagen en ganske anden for en række store private virksomheder, der får det gratis. Det viser en gennemgang, Berlingske har foretaget. Virksomhederne understreger, at det er helt efter bogen, mens flere politikere undrer sig.

Hele historien kan du læse her.

2. Hard-Kåre ny formand for strejkevante SAS: »Han ved, hvordan man skærer i omkostningerne«

Kåre Schultz ved, hvordan man brutalt skærer til. Gang på gang har han gennemført store fyringsrunder. Nu skal han være formand for SAS, hvor medarbejderne har en lang historie med strejker.

Læs historien her.

Det bør du også læse

Rusland tester spritnyt krypto-sats. Snart kan virksomheder handle med Kina uden om Vestens sanktioner

Fra september vil det være muligt at handle med kryptovaluta i Rusland. Forsøget skal gøre det muligt for virksomheder at handle med eksempelvis Kina uden om Vestens snærende sanktioner. Det er til kinesernes fordel, mener ekspert.

Historien kan du læse her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser onsdag:

  • Dow Jones: -0,39 procent

  • S&P 500: -0,60 procent

  • Nasdaq: -1,12 procent

Asien – indeks mandag kl. 07:19:

  • Japan Nikkei: -0,09 procent

  • Hongkong Hang Seng: -0,43 procent

  • Kina CSI Shanghai: -0,51 procent

Tak, fordi du læste med!