Business-overblik: »Bizar« udvikling på aktiemarkedet: Største fald i 15 måneder

Her er de vigtigste Business-nyheder, du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Det amerikanske aktiemarkedet havde en bizar dag i går. Læs her hvorfor. Spencer Platt/AFP/Ritzau Scanpix

Godmorgen og velkommen til ugens sidste udgave af Business-overblikket.

Weekenden står og banker på, men først skal vi forbi dagens vigtigste historier fra erhvervslivet.

I dag skal vi blandt andet nå at runde:

  • Elon Musk: Kunstig intelligens vil tage vores job

  • Billetgigant sagsøges for monopol

  • Det øgede økonomiske råderum skal bruges på skattelettelser, siger magtfuld fagforeningsboss 

Dagens hovedhistorie

»Bizar« udvikling på aktiemarkedet: Største fald i 15 måneder

Torsdag var en bizar dag på den amerikanske børs, skriver Forbes.

Et af de største indekser, Dow Jones, oplevede det største dyk i mere end et år.

Det sker samtidig med, at en af verdens p.t. mest omtalte aktier, techgiganten Nvidia, tager en hel del opmærksomhed og slår rekorder med regnskab og aktiekurs.

Alene i går steg den aktie med mere end 9 procent.

Nvidia er ikke en af de 30 aktier i Dow Jones-indekset, som samlet set i går faldt med 1,5 procent svarende til 605 point.

Det er det største fald i 15 måneder.

»Tech er den eneste industrisektor, der ikke er i rød,« lød det i går fra Louis Navellier fra Navellier Investing.

»Hvis du ikke har NVIDIA i dit indeks, er det ikke en god dag.«

S&P 500 og Nasdaq lukkede også i rødt torsdag, men faldt dog ikke med så meget som Dow Jones.

Men hvorfor falder aktierne, mens Nvidia stiger markant til vejrs?

Det handler om nulsumsspillet, der ofte er til stede på de finansielle markeder, skriver Forbes: Når investorerne vil købe op i Nvidia, sælger de andre aktier for at skaffe penge.

Det skriver andre medier om

1. Elon Musk: Kunstig intelligens vil tage vores job

»Sandsynligvis vil ingen af os have et job i fremtiden«. Sådan lød det fra entreprenøren, Elon Musk, på teknologikonferencen VivaTech 2024 torsdag. Ifølge manden bag blandt andet Tesla, SpaceX og det sociale medie X, vil kunstig intelligens højest sandsynligt skabe en fremtid, hvor det at have et job vil være en valgfri hobby. Det skriver CNN. For at dette scenario skal fungere, skulle der være »universel højindkomst«, sagde Musk. 

2. Billetgigant sagsøges for monopol 

Det amerikanske justitsministerium og 30 delstater sagsøger Live Nation Entertainment og datterselskabet TicketMaster for at have udnyttet sit monopol på USAs liveindustri. Det skriver Reuters. »Det er på tide at opløse Live Nation,« siger USAs justitsminister, Merrick Garland ifølge mediet. Sagsmålet går på, at Live Nation har misbrugt sin dominerende position på markedet til blandt andet at hæve billetpriser og presse konkurrenter ud. 

3. Fagforeningsboss: Det økonomiske råderum skal bruges på skattelettelser

De ekstra penge statskassen får, når det økonomiske råderum øges, skal bruges på skattelettelser. Sådan lyder budskabet for en af landets mest magtfulde fagforeningsbosser, Claus Jensen, formand for Dansk Metal. Det skriver Børsen. Ifølge Metal-bossen er det øgede råderum et udtryk for at danskerne har betalt for meget i skat, og at man nu skal give de penge tilbage. Udmeldingen kommer på bagtæppet af, at finansminister Nicolai Wammen (S) forventes at offentliggøre nye beregninger, der kommer til at vise, at staten har flere penge at disponere over.

Det skriver vi om

1. Jørgen Ejbøl gik midt i stormvejret. Ifølge flere kilder begyndte hans fald med en studehandel mellem to magtfulde mediemænd

Det skulle have foregået i fortrolighed, da to af Danmarks magtfulde mediemænd indgik en hemmelig studehandel, siger kilder: Sådan begyndte det stormvejr omkring Danmarks største private mediehus, der onsdag nåede en foreløbig kulmination med Jørgen Ejbøls exit. Én af hovedpersonerne afviser anklagerne.

Læs om den seneste udvikling i den dramatiske sag i JP/Politikens Hus her.

2. Efter tre bøder trak suspenderet advokat vagthund i retten. Nu er dommen faldet

Eduardo Vistisen fik tre bøder og lagde sag an mod advokatstandens vagthund, efter at hans advokatkompagnon afbrød samarbejdet. Men Vistisen, der for nylig er taget under konkursbehandling og har mistet sin titel som advokat, mødte ikke op til sin egen retssag.

Vibe Hyltoft med historien. Den kan du læse her.

Det bør du også læse

Dansk økonomi kan roligt holde sommerfest trods usikkerhed om renten

Efter nationalregnskabet for første kvartal viste et ordentlig dyk, er der igen positive tegn fra dansk økonomi. Det sætter dagsordenen for danske husholdninger på vej ind i sommeren, men skaber også nye hovedbrud for regeringen.

Læs den historie her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser torsdag:

Dow Jones: – 1,53 procent

S&P 500: – 0,74 procent

Nasdaq: – 0,39 procent

Asien – indeks fredag klokken 07.10:

Japan Nikkei: – 0,95 procent

Hongkong Hang Seng: – 1,27 procent

Kina CSI Shanghai: – 0,45 procent

Tak, fordi du læste med!