Business-overblik: Bilgigant følger efter Tesla med store prisfald i Danmark

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Ford følger i hælene på Tesla med store prisfald på elbiler. Charles Rex Arbogast/AP/Ritzau Scanpix

God morgen og velkommen til det hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Storak­tionær bremser bonusord­ning i dansk vaccineselskab

  • Skandaleramt energiselskab undersøges for prismanipulation

  • Danmarks største bank forudser yderligere prisfald på huse

  • Danske medicinalvirksomheder redder fortsat russiske liv

Men vi begynder med en nyhed om konkurrencen om de danske elbilkunder.

God læselyst.

Det vigtigste, du skal vide i dag

Ford dumper prisen voldsomt i Danmark for at følge med Tesla

Tesla-salget er eksploderet herhjemme, efter stifteren Elon Musk fra den ene dag til den anden valgte at skære hele 130.000 kroner af salgsprisen på biltypen Model Y.

Tesla solgte da mere end 3.000 eksemplarer af bilmodellen i marts – en klar rekord i nyere tid.

Nu forsøger Ford i Danmark at følge med. I et kampagnetilbud dumper den hæderkronede amerikanske bilfabrikant nemlig prisen på elbilen og Tesla-konkurrenten Mustang Mach-e med op til 85.000 kroner.

Det skriver techmagasinet Input, mens det også fremgår af Ford Danmarks brochure.

Imens forventer Ilyas Dogru, forbrugerøkonom i FDM, at Tesla kan finde på at bruge sit vilde momentum til at sætte sine priser endnu længere ned.

»Tesla har momentum lige nu, det tror jeg, man kan og vil udnytte yderligere ved at sænke priserne et nøk mere på de populære modeller, hvis salget går for langsomt«, siger Ilyas Dogru til Politiken.

Det skriver andre medier om

1. Storak­tionær bremser bonusord­ning i vaccineselskab

Det skal være slut med at favorisere ledelse og ansatte i Bavarian Nordic med bonusprogrammer, hvor der tildeles warrants – en form for aktieaflønning. For siden 2020 er Bavarian Nordics brug af warrants steget med 71 procent. Sådan lyder det fra Danmarks obligatoriske pensionskasse, ATP, som ved udgangen af 2022 havde en ejerandel i det danske vaccineselskab på over ti procent Børsen har historien.

2. Skandaleramt energiselskab undersøges for prismanipulation

Selvom Energi Danmark tidligere har afvist at være genstand for efterforskning for markedsmanipulation, indrømmer selskabets ene ejer, at det alligevel er tilfældet. Indrømmelsen kommer fra selskabets medejer, den andelsejede østjyske energikoncern NRGi, i en orientering til sit repræsentantskab, skriver Finans, som er i besiddelse af orienteringen.

3. Danmarks største bank: Boligpriserne skal længere ned

Danske Bank har i sin nyeste prognose justeret på forventningerne til boligmarkedet. Selvom boligmarkedet har vist tegn på bedring i løbet af 2023, er nedturen på boligmarkedet ikke slut endnu. Sådan lyder vurderingen i den seneste prognose fra Danske Bank, skriver Finans.

Det skriver vi om

1. Danske medicinalvirksomheder redder fortsat russiske liv

Selvom Vestens konflikt med Rusland er eskaleret til et hidtil uhørt niveau, sælger en række danske medicinalvirksomheder fortsat deres produkter i landet. Berlingske har spurgt Novo Nordisk, Coloplast, Lundbeck og Leo Pharma, hvor deres grænse går.

Læs historien her.

2. Illum holder jubilæum: Ti år med underskud

Danmarks mest luksuriøse stormagasin har for tiende år i træk hul i kassen. Denne gang lyder underskuddet på 88,3 millioner kroner. Selv ser topchefen noget mere positivt på Illums tilstand. For de thailandske ejere bag har en langsigtet investeringshorisont og »giver os fuld opbakning«, lyder det fra topchef Jeanette Aaen.

Læs historien her.

Det bør du også læse

1. Nøglemedarbejdere med trecifrede millionbonusser opsagt

Mandag var der igen nyt i sagen om de tre ansatte i Energi Danmark, som samlet har optjent en bonus i 2022 på mindst 750 millioner kroner. Efter en vurdering af sagen sammen med selskabets advokat, Gorrissen Federspiel, har selskabet valgt at opsige de tre medarbejdere. »Det er et beklageligt skridt, som Energi Danmark har taget,« lyder det fra medarbejdernes advokat.

Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser mandag:

Dow Jones: +0,98 procent
S&P 500: +0,37 procent
Nasdaq: -0,27 procent

Asien – indeks tirsdag kl. 06.45:

Japan Nikkei: +0,25 procent
Hongkong Hang Seng: -0,64 procent
Kina CSI: +0,24 procent

Tak, fordi du læste med