Business-overblik: Bestseller-milliardær taber kvart milliard kroner på ejendomme

Her er de vigtigste Business-nyheder, som du skal kende til, før du for alvor tager hul på dagen.

Anders Holch Povlsen har underskud i sin ejendomskoncern efter store nedskrivninger. PR-foto: Hans Christian Jacobsen

Godmorgen og velkommen til onsdag morgens hurtige Business-overblik.

I dag runder vi blandt andet:

  • Snart køber Norge hele verden – eller måske bare Danmark

  • Nyt pres på Kinas økonomi

  • Analysechef: Planen om at spare milliarder på jobindsatsen er baseret på de forkerte tal

  • Nyt Musk-firma med kunstig intelligens går efter milliardindsprøjtning

Men vi begynder herhjemme hos Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen.

God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!

Dagens hovedhistorie

Bestseller-milliardær taber kvart milliard kroner på ejendomme

Bestseller-milliardær Anders Holch Povlsen, som er en af Danmarks rigeste, har ikke lige stort held i alle sine satsninger.

Hans ejendomsselskab AAA United A/S har haft et underskud efter skat på næsten en kvart milliard kroner, nemlig 245 millioner kroner. Det skriver Børsen.

Selskabet indgår i Holch Povlsens Heartland-koncern, og i årsrapporten betegnes resultatet som ikke tilfredsstillende.

Underskuddet kan »i al væsentlighed henføres til nedskrivninger på ejendomme i datterselskaber«, fremgår det. AAA United har ti danske datterselskaber og stort set lige så mange britiske. Egenkapitalen er nu på 1,8 milliarder kroner mod 2,1 milliarder for et år siden.

Selve Heartland-koncernen har et nettoresultat på 1,1 milliarder kroner.

Det skriver andre medier om

1. Snart køber Norge hele verden – eller måske bare Danmark

Værdien af en af verdens allerrigeste fonde, den norske Oljefondet, er i år steget med næsten 30 procent har nu ifølge det norske erhvervsmedie E24.no passeret en ny milepæl på 16.000 milliarder norske kroner, svarende til 10.000 milliarder danske eller fire gange Danmarks bruttonationalprodukt. I maj passserede Oljefondet en værdi på 15.000 milliarder norske kroner. Fonden investerer pengene fra Norges salg af olie og gas og ejer i gennemsnit 1,5 procent af samtlige børsnoterede selskaber i verden.

2. Nyt pres på Kinas økonomi

Kreditvurderingsinstituttet Moody's nedjusterer forventningerne til Kinas økonomi fra stabil til negativ. Det sker på baggrund af en stagnerende demografisk udvikling og en ejendomssektor, der udgør en tikkende bombe. Det skriver Finans. Moody's finder det sandsynligt, at Kinas kreditværdighed skal justeres, så det bliver dyrere for verdens næststørste økonomi at låne penge.

3. Nyt Musk-firma med kunstig intelligens går efter milliardindsprøjtning

Tesla-topchef og X-ejer Elon Musks nye iværksætterfirma med kunstig intelligens, X.AI, gør klar til at skaffe op mod en milliard dollar gennem salg af aktier. Det oplyser X.AI ifølge CNBC og Financial Times til de amerikanske børsmyndigheder. Fire investorer har allerede skudt 135 millioner dollar i selskabet, som blev stiftet i juli, og skal »forstå universets sande natur«. X.AI lancerede for en måned siden chatrobotten Grok efter blot to måneders træning.

Det skriver vi om

1. Analysechef: Planen om at spare milliarder på jobindsatsen er baseret på de forkerte tal

Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE) advarer nu mod planerne om at nedlægge jobcentrene for at få mere for pengene, når ledige skal i job. Førende eksperter, der ønsker milliardbesparelser, overser en række positive effekter ved beskæftigelsesindsatsen, fastslår AE-analysechef Emilie Damm. Læs historien her.

2. Lars Tvede roste hemmelighedsfuldt selskab til skyerne. Nu har han slettet alt

For nylig skrev erhvervsmanden Lars Tvede et meget positivt opslag om det kroatiske selskab Bellabeat, som han for fem år siden selv var med til at investere i. I sidste uge havnede Bellabeat i modvind, og nu har Tvede fjernet sit opslag. Læs historien her.

Det bør du også læse

Der er et meget stort tal, som ny lufthavnboss slet ikke vil tale om: »Ikke et mål i sig selv«

Københavns Lufthavn har fundet den næste topchef internt. Nu skal Christian Poulsen udvikle lufthavnen, efter coronakrisen ændrede alt i Kastrup. Læs historien her.

Det sker på markederne

Aktier – indeks og udvikling i procent

USA – lukkekurser tirsdag:

  • Dow Jones: -0,22 procent

  • S&P 500: -0,06 procent

  • Nasdaq: +0,31 procent

Asien – indeks onsdag kl. 7.15:

  • Japan Nikkei: +2,02 procent

  • Hongkong Hang Seng: +0,98 procent

  • Kina CSI Shanghai: +0,07 procent

Tak, fordi du læste med!