Godmorgen, kære læser, og velkommen til tirsdagens nyhedsoverblik her på Berlingske Business.
Der er læseværdigt erhvervsstof overalt, men vi har forsøgt at koge det ned for dig.
I dag er det blevet til en bouillonterning på danskeres dobbelte beskatning, som man stadig kan undgå at blive udsat for, Skat selv, hvor der er nyt om udbyttejagten, en krakket kryptokonge bag tremmer i troperne og til slut svimlende milliardtab i de danske pensionskasser.
God læselyst.
Tusindvis af danskere betaler skat to gange – de skal reagere nu for at undgå det i år
Efter to gange indkomstskat er der ikke meget tilbage af det oprindelige beløb.
Det er ikke desto mindre, hvad små 40.000 danskere hvert år oplever. Et antal, der er faldet en smule over de senere år, men som i 2021 fortsat udgjorde flere end 38.000 borgere, skriver Berlingske.
Den gode nyhed for dem, der rammes i år, er, at de stadig kan nå at undvige den dobbelte beskatning.
Den dobbelte skat opstår, fordi de indbetaler mere på deres opsparing til pension i form af en såkaldt ratepension, end de får fradrag for. For år tilbage blev der nemlig indført et loft over indbetalinger, der kan trækkes fra i skat.
Skat jagter udbyttemillioner i London
De danske skattemyndigheder har kastet sig over det britiske fondsmæglerselskab ED&F Man Capital Markets i bestræbelserne på at hive nogle af de mange tabte millioner fra udbytteskandalen hjem til Danmark, skriver Børsen.
Det er anden gang, Skat forsøger at få skovlen under det britiske fondsmæglerselskab. Sidste år mislykkedes det at gøre briterne ansvarlige for, at dets kunder uberettiget havde søgt refusion af udbytteskat. Det endte med et forsmædeligt nederlag for Skat, da de britiske domstole afviste sagen og pålagde Skat at betale 90 millioner kroner i sagsomkostninger.
Men nu forsøger Skat sig så med en decideret anklage om svindel, og det gør det muligt at gå i kødet på briterne igen ved domstolene, hvor ED&F Man Capital Markets bliver sagsøgt for at have hjulpet med at trække en halv milliard kroner ud af statskassen.
Krakket kryptokonge sat bag tremmer i tropeparadis
Sam Bankman-Fried har efter det spektakulære krak i kryptoselskabet FTX kunnet hygge sig i solen i ferieparadiset Bahamas, men det er nu slut.
Myndighederne har fængslet amerikaneren, efter at det amerikanske justitsministerium har begæret ham udleveret, skriver Financial Times.
Sam Bankman-Fried var skaber og hovedkraft i FTX, der tiltrak milliarder fra sultne investorer, der satsede på kryptovaluta. Men bag den glitrende facade var FTX en rodebutik, hvor kundernes penge flød mellem forskellige selskaber uden kontrol. Da kunder ville trække deres tilgodehavende ud, kunne FTX ikke betale, og det udløste et krak, der har sendt rystelser gennem hele kryptouniverset.
Sam Bankman-Fried vil i løbet af i dag blive fremstillet for en dommer i Bahamas, ligesom de amerikanske myndigheder ventes at offentliggøre sigtelserne mod kryptokongen.
Alletiders afkastlussing: Din pensionsopsparing er en del af del af et svimlende milliardtab
En ny opgørelse fra Nationalbanken, som Finans beskriver, viser et svimlende beløb.
Fra starten af året til udgangen af september havde de danske pensionsselskaber tabt 725 milliarder kroner.
Til sammenligning lød afkastet fra 2019 til 2022 på omkring 1.000 milliarder kroner.
Det er især de stigende renter, der skal tøjle inflationen, som har medført pensionskassernes tab på investeringerne.
»Året har været usædvanligt, fordi de har tabt på både aktier og obligationer. Men der kommer nok flere tab,« siger Morten Kongshaug, der er partner hos den uafhængige investeringsrådgiver Copenhagen Allocation Partner og tidligere porteføljemanager i Industriens Pension, til Finans.
Tre ting, investorerne bør holde øje med
Josephine Cetti, chefstrateg i Nordea, har i dag fokus på disse tre punkter:
1. Markedet afventer med spænding dagens inflationstal fra USA. Det, som den amerikanske centralbank for tiden holder øje med, og som markedet dermed også tillægger mest vægt, er udviklingen i kerneinflationen indenfor tjenesteydelser. Det skyldes, at priserne på varer viser en forholdsvis klar faldende tendens, mens tjenesteydelser har vist sig at være sværere at få ned og fortsat peger opad.
Så selvom mange dele af det overordnede inflationstal forventes at være nedadgående, vil det være vigtigt for udfaldet af rentemødet onsdag, at vi også snart begynder at se den høje inflation i tjenesteydelser rulle tilbage. Sagt på en anden måde kan inflationen godt forventes at falde yderligere, men det afgørende er nærmere, hvad der foregår nede i motorrummet.
2. Vi får også det amerikanske optimismeindeks for små virksomheder fra NFIB, som giver en idé om, hvordan det går i de mindre virksomheder i USA. Indekset har ligger underdrejet det meste af året, da smv'erne kæmper med høj inflation og problemer med at skaffe arbejdskraft. Indekset forventes at falde yderligere i november måned.
3. Fra Tyskland udkommer ZEW-indekset, der afspejler tilliden til den tyske økonomi. Indekset viste i efteråret, at der var en meget høj grad af pessimisme blandt tyske investorer, men de sidste par måneder er stemningen blevet mindre negativ på grund af faldende energipriser og udsigter til en faldende inflation.
Det sker på markederne
Indeks og udvikling i procent
USA lukkekurser mandag:
Dow Jones +1,58 procent
S&P 500 +1,43 procent
Nasdaq +1,26 procent
Asien tirsdag kl. 07.00
Japan Nikkei +0,43 procent
Hongkong Hang Seng +0,38 procent
Kina CSI -0,01 procent
Tak, fordi du læste med. God dag!