Godmorgen og velkommen til det sidste, hurtige Business-overblik her ved afslutningen af første uge i 2024.
I dag runder vi blandt andet:
Høj elpris rammer kunder øst for Storebælt
Nordmændene køber varmeovne i stor stil før kold weekend
Forskere: Lønforhandlinger risikerer at ændre den danske model for altid
Mellemøstkøbere lover pressefrihed for Telegraph
Men vi begynder som mange gange før med boligmarkedet.
God læselyst, og følg med dagen igennem på Berlingske Business!
Dagens hovedhistorie
2024 tegner godt for landets boligejere – men der er flere jokere i spil
2024 tegner til at blive et godt år for den almindelige husejer. Det skyldes udsigten til faldende renter og lavere boligskatter, som er trådt i kraft med årsskiftet. Men der er flere jokere i spil, og de kan holde priserne på boligmarkedet nede. Det skriver Finans.
»Billedet er mudret. Skønt meget ser ud til at give medvind for det brede boligmarked, så er der jokere, der trækker den anden vej. Vi tvivler eksempelvis på, at renten kommer til at falde så meget, som det lige nu forventes. Og vi tror, at stigende arbejdsløshed kan påvirke købelysten,« lyder det fra cheføkonom Christian Hilligsøe Heinig fra Realkredit Danmark.
Han vurderer, at vi endnu ikke har set den effekt på boligmarkedet, som den stigende boligbyrde burde føre til. Ifølge cheføkonomen kan det potentielt skyldes, at mange forventer, at effekten er kortvarig.
Men han forudser, at vi måske kan opleve en forsinket priseffekt, hvis rentefaldet sker langsommere end forventet, og hvis realkreditrenterne flader ud på nogle høje niveauer.
Det skriver andre medier om
1. Høj elpris rammer kunder øst for Storebælt
Den fortsatte udsigt til kulde i Skandinavien sætter skub i elpriserne i dele af Danmark. Størstedelen af Danmarks elkunder vil fredag opleve en markedspris på el på op mod 3,93 kroner pr. kilowatt-time (kWh), mens dagen byder på gennemsnitlige timepriser på 1,45 kroner pr. kWh øst for Storebælt. Det skriver Finans. Ifølge mediet er det den højeste dagspris for el handlet på elbørsen Nord Pool siden 24. januar 2023. Den høje pris rammer kun kunder øst for Storebælt. Det skyldes, at de prismæssigt er koblet sammen med det svenske elmarked.
2. Nordmændene køber varmeovne i stor stil før kold weekend
Norge vil blive ramt af en slem kulde i weekenden. I Oslo kan det blive ned til minus 18 grader lørdag morgen, og det forbereder nordmændene sig blandt andet på ved at købe fritstående varmeovne. I Oslo melder virksomheden Claes Ohlson, der sælger ting til hjemmet og kontoret, næsten alt udsolgt, skriver det norske erhvervsmedie E24. »De sidste dage er salget blevet tredoblet,« siger virksomhedens pressetalsmand, Anders Wahl.
3. Mellemøstkøbere lover pressefrihed for Telegraph
De store britiske dagblade Daily Telegraph og Sunday Telegraph vil få fuld pressefrihed, lover de mulige nye købere, som har mellemøstlige pengemænd med i konsortiet. Sheikh Mansour bin Zayed bin Sultan Al Nahyan, som ejer fodboldklubben Manchester City og er vicepremierminister i De Forenede Arabiske Emirater, stiller med 75 procent af pengene til købet, som tidligere CNN-chef Jeff Zucker står i spidsen for. Zucker lover BBC, at De Forenede Arabiske Emirater er en »passiv investor«, som ikke får indflydelse på redaktionelle beslutninger. Den britiske regering gransker nu købet.
Det skriver vi om
1. Forskere: Lønforhandlinger risikerer at ændre den danske model for altid
Overenskomstforhandlingerne for den offentlige sektor er netop skudt i gang på et bagtæppe af høj inflation og en særbevilling på syv milliarder kroner til udvalgte faggrupper. Dermed er der åbnet for en politisk indblanding, der kan udfordre den danske aftalemodel i fremtiden, påpeger to forskere. Læs historien her.
2. Svækket krone og udsigt til rentefald varsler godt for danske boligejere
I de seneste 11 måneder har Nationalbanken ikke skullet forsvare den danske krone i det internationale valutamarked. Dermed er der en ny virkelighed sammenlignet med for et år siden. Forude venter et år med en ny rentedynamik, der kan skubbe mere til kronen. Læs historien her.
Det bør du også læse
Kinas 2023 var ikke sjovt – 2024 kan blive rigtigt grimt
Kinas præsident, Xi Jinping, nævnte »modvinde« i sin nytårstale. Men ellers var det endnu en runde selvros med masser af selvtillid. Den økonomiske virkelighed har svært ved at bakke den udlægning af udsigterne for 2024 op. Det er, som om de seneste mange års politiktiltag nu rammer som en boomerang på én gang. Læs Ulrik Bies analyse.
Det sker på markederne
Aktier – indeks og udvikling i procent
USA – lukkekurser torsdag:
Dow Jones: +0,03 procent
S&P 500: -0,34 procent
Nasdaq: -0,56 procent
Asien – indeks fredag kl. 7.10:
Japan Nikkei: +0,35 procent
Hongkong Hang Seng: -0,54 procent
Kina CSI Shanghai: -0,55 procent
Tak, fordi du læste med, og rigtigt god weekend!
Venlig hilsen
Thomas Breinstrup, Business-journalist
Jonas Ingvardsen, Business-journalist