Britisk læge udskriver dyr slankemedicin trods forhistorie med spiseforstyrrelse – ingen kan tilsyneladende gribe ind

Trods en historik med spiseforstyrrelse var det så let som ingenting for Berlingske-journalist at få udskrevet Novo Nordisks nye slankemiddel via en britisk læge og en britisk hjemmeside. Ingen har tilsyneladende ansvaret for lægens ageren. Sundhedsminister advarer mod udenlandske onlinelæger.

En af Berlingskes journalister fik for nylig udskrevet og leveret Wegovy så let som ingenting fra den britiske hjemmeside Treated, selvom hun oplyste, at hun har en historik med spiseforstyrrelse.

Medicinen blev på få minutter udskrevet online af en britisk læge, dr. Daniel Atkinson, som sendte recepten videre til Uldum Apotek i nær Horsens. Dagen efter var Wegovy leveret med posten. Læger og eksperter i spiseforstyrrelser kalder det »ubegribeligt og uansvarligt«.