I Canada har myndighederne besluttet at begrænse amerikaneres mulighed for at købe lægemidlet på canadiske og britiske apoteker. I EU udsendte det europæiske lægemiddelagentur, EMA, for nylig en kraftig opfordring til læger om ikke at udskrive midlet til andet end diabetesbehandling for at undgå, at der opstår mangel på den livsvigtige medicin.
Vi taler naturligvis om Novo Nordisks efterhånden verdensberømte diabetesmedicin Ozempic, som mange også bruger som slankemiddel, hvis de ikke kan få fat i det Novo Nordisk-middel, der er godkendt til vægttab, Wegovy.