Briterne bød Vestens yndlingsoligark velkommen med åbne arme. Nu er han deres »most wanted«

I 2003 skød den russiske oligark Roman Abramovich 13 milliarder kroner i den engelske storklub Chelsea. De seneste uger har han febrilsk forsøgt at komme af med sit ejerskab af frygt for Vestens sanktioner mod Putins nærmeste. Men nu er det for sent.

Chelsea-ejeren Roman Abramovich er længe blevet beskrevet som den russiske rigmand, der har nogle af de tætteste bånd til præsident Vladimir Putin.

Alligevel har han formået at styre uden om Vestens sanktioner. Mens andre russiske oligarker har fået beslaglagt deres gigantiske luksusyachter, har Abramovich frit sejlet sin otte milliarder kroner dyre båd »Eclipse« rundt i Europa. Men det slutter nu.