Kære brevkasse
Min mor sidder i uskiftet bo efter min far. Min mor bor i et pænt stort hus, men hendes pensioner er ikke så store, som man kunne ønske. Resultatet er, at jeg støtter min mor økonomisk med et beløb hver måned, således at økonomien løber rundt, og at hun kan leve et anstændigt liv. Nu har min mor så mødt en anden mand. Det kunne jeg for så vidt tilgive, hvis det ikke bare er, fordi jeg ikke kan lide ham, ligesom jeg har den følelse, at han enten løber med hendes penge, eller at min mor lader ham bruge alle sine penge. Kan jeg hindre min mor i at bruge penge på sin nye flamme?
Juraen er brevkassens gebet. Så jeg svarer med juraen først. Der må jo være en eller anden grund til, at du sender penge til din mor hver måned, når hun har det pæne store hus, som jo ellers nok kunne ligne et lækkert belåningsobjekt for et realkreditinstitut. Hvis huset kan belånes, så kan du jo stoppe din økonomiske understøttelse og derved indirekte bede din mor om at foretage en belåning.
Om du giver din mor pengene nu og får den større arv senere, eller om du beholder dine egne penge og til sin tid får en lidt mindre arv, bør vel økonomisk næsten komme ud på et. Hvis huset ikke kan belånes, så kan du trøste dig med, at din mors nye kærlighed ikke kan løbe med friværdien i huset, da murstene ikke lader sig omsætte i kolde kontanter.
Kan din mor belåne huset, står du med det problem, at din mor i øjeblikket kan forbruge penge dobbelt. Dels kan hun forbruge dit månedlige økonomiske tilskud, men hun kan også få ekstra sukker på tilværelsen ved at belåne huset. Det rejser så spørgsmålet, om du – eventuelt efter at have stoppet de økonomiske tilskud, og såfremt din mor kan belåne huset – på en anden måde kan fratage hende muligheden for at bruge penge på hendes nye kærlighed. Her er mit umiddelbare svar et nej.
Politisk ønske
Når din mor kan sidde i uskiftet bo, så skyldes det et politisk ønske om, at den efterlevende ægtefælles økonomiske vilkår ikke skal forringes af, at ægtefællen er afgået ved døden. Dette blev helt tilbage i 1925 udtrykt således, at det ikke ville være rimeligt, såfremt en ægtefælle på grund af den andens ægtefælles død tvinges til at udlodde en væsentlig del af den formue, hvorpå den efterlevende ægtefælles økonomiske forhold hviler, idet en sådan udlodning efter omstændighederne kan være ødelæggende for den efterlevendes levevej.
Hvis vi inddrager det pænt store hus, din mor bor i, og som indgår i det uskiftede bo, så sagde de kloge i 1925, at det ikke var rimeligt, at din mor skulle afhænde det hus, som har dannet rammen om hendes og din fars ægteskab.
Din mulighed for at bremse din mors forbrug af det uskiftede bo er, at du tvinger hende til at skifte. Du kan kun tvinge hende til at skifte, såfremt hun ved misbrug væsentligt har formindsket det uskiftede bo eller har fremkaldt nærliggende fare for at det uskiftede bo formindskes. Du vil have bevisbyrden for misbrug eller nærliggende fare for formindskelse, og denne bevisbyrde er ikke helt let at løfte. Ud fra det af dig beskrevne har du ikke engang sikkerhed for, at der sket en formuenedgang.
Inden jeg kommer ind på misbrug eller nærliggende fare for formindskelse, så vil jeg pege på, at din mor, såfremt arven skal deles efter arveloven, vil få i alt 75 procent af det uskiftede bo i boslod og arv. Om du får 25 procent eller mindre afhænger af, om du har søskende, der i så fald også skal arve din far. Din mor vil altså blive efterladt med 75 procent af det uskiftede bo, som hun kan forsøde sit nye kærlighedsliv med, og dette er uden de begrænsninger, der gælder for uskiftet bo.
Dernæst vil jeg påpege, at det er vigtigt at holde sig for øje, at uskiftet bo ikke betyder, at den efterlevende ægtefælle skal søge at bevare formuen. Uskiftet bo betyder derimod, at den efterlevende ægtefælle kan have et rimeligt forbrug af det uskiftede bos formue for at opretholde levestandarden. Det urimelige foreligger, når der er sket et ekstravagant forbrug af formuen.
Den helt svære øvelse er at trække stregen mellem det rimelige forbrug og misbruget. Ofte ser efterlevende ægtefælle og arvingerne ganske forskelligt på dette spørgsmål. Som eksempler på misbrug nævner arveloven uforsvarlige spekulationsforretninger, urimeligt forbrug, tegning af uforholdsmæssig stor pensions- eller forsikringsordning eller ydelse af gaver eller andre begunstigelser, der står i misforhold til det uskiftede bos formue.
I praksis vedrører de fleste sager om misbrug af uskiftet bo, hvorvidt forbruget har været urimeligt, eller om der er ydet gaver, der står i misforhold til det uskiftede bos formue.
Misbrug eller ej?
Med alle mulige forbehold er det min vurdering, at et forbrug af formuen på op til fem procent årligt ikke er udtryk for et misbrug. Er det uskiftede bo for eksempel to millioner kroner, vil et forbrug på 100.000 kroner om året nok ikke være et misbrug. Her vil for eksempel længstlevendes indtægtsforhold og levefoden før førstafdødes død kunne spille ind ved vurderingen.
Har længstlevende en stor formue i det uskiftede bo, men en meget lille indtægt, så giver det større rum for et forbrug af formuen i det uskiftede bo. For så vidt angår ydelse af gaver, vil der nok kunne anlægges en tilsvarende betragtning om, at en nedgang i formuen på op til fem procent som følge af gaver ikke er et misbrug.
Grænsen for, hvor store gave, der kan ydes, må dog ved større gaver antages at være lavere end ved længstlevendes forbrug, ligesom det vil have betydning hvem, der er modtager af gaverne, eller om gaverne gives til skade for førstafdødes arvinger. Dette skyldes, at forbruget understøtter længstlevendes daglige livsførelse, hvilket ikke er tilfældet for gavernes vedkommende. Jeg må dog understrege, at vurderingen af, om der er tale om misbrug eller ej, er en helt konkret afvejning af hver enkelt sags konkrete omstændigheder, herunder særligt hvortil det forbrugte er anvendt.
Skal vi bevæge os væk fra juraen, så skal du i dit stille sind overveje, om din mor virkelig bliver misbrugt, eller om hun bare har fundet en ny kærlighed, som giver hende et godt liv. Er det sidste det overvejende sandsynlige, så har din mor vel krav på det gode liv.
Med venlig hilsen
Erik Øvlisen, advokat (H)
www.forumadvokater.dk
