Kære brevkasse
I brevkassen er der meget ofte spørgsmål om arv og gave mv., og man kan selvfølgelig stille sig selv det spørgsmål, om det er et udtryk for, om gennemsnitsalderen for Berlingske Tidendes læsere er særligt høj.
Men det skal ikke afholde mig fra også at stille et spørgsmål i samme emneområde.
Jeg mener, at jeg fuldt ud forstår forskellen mellem arveforskud og gave, og at man ved brug af gavereglerne kan forskelsbehandle sine arvinger. Det leder mig imidlertid til følgende spørgsmål:
Lad os antage, at arvelader har to livsarvinger, og at der ikke er noget testamente. Den ene livsarving (A) lever måske lidt over evne og har derfor år efter år haft behov for et arveforskud. Den anden livsarving (B) har godt styr på sin økonomi og er derfor helt indstillet på, at vedkommendes bror/søster løbende modtager arveforskud (ikke gave). Selvfølgelig i tillid til at arvelader har styr på sin formue og på udbetalingerne til A, så der ikke ender med at ske en skævdeling!
I praksis er arvelader måske ikke så opmærksom på formuens størrelse og er kun glad for at kunne hjælpe. Den dag arvelader dør, opstår så den uheldige situation, at As mange arveforskud langt overstiger vedkommendes retmæssige arv (altså halvdelen af den oprindelige formue). Har arving B så et økonomisk krav på arving A?
Et eksempel kunne være, at arveladers oprindelige formue var på seks millioner kroner, og over årene har A modtaget så mange arveforskud, at der kun er en million tilbage i boet den dag, arvelader forlader denne verden.
Spørgsmålet er så, hvordan den resterende ene million skal fordeles mellem A og B?
I tillæg vil det være interessant at vide, om B har et økonomisk krav på A svarende til halvdelen af den oprindelige formue.
Med venlig hilsen
J.K.
Afgørende for svaret på dine spørgsmål er, hvad arvingen A har modtaget fra arvelader. Juridisk er der fire mulige kvalifikationer på en overførsel i arveladers levende live til en arving.
Der kan være tale om gave (hvilket jeg fra dit spørgsmål ved der ikke er tale om), hvor der ikke består nogen pligt til at betale tilbage eller til at tåle en modregning i arven.
Der kan også være tale om et arveafkald mod vederlag (hvilket der ikke er tale om i dit eksempel). Arveafkaldet adskiller sig fra arveforskuddet ved, at arveafkaldet typisk er fikseret til et bestemt beløb, en bestemt andel af arven eller hele arven. Arveafkaldet vil altså bestå i en reduktion eller helt bortfald af arven.
En tredje mulighed er, at der tale om et arveforskud (hvilken betegnelse du benytter i spørgsmålet). Arveforskuddet er, som navnet siger, et forskud på arven, og forskuddet skal derfor modregnes i den senere arv.
Endelig er der den mulighed, at der er tale om arvingsgæld. Arvingsgæld er kendetegnet ved, at det af arvingen modtagne beløb skal betales til dødsboet. Der er med andre ord tale om et lån. Typeeksemplet på arvingsgæld er det rente- og afdragsfrie lån. Tilbagebetalingen kan så enten ske ved en modregning i debitors arv, ved en betaling fra debitor til dødsboet eller en kombination af begge. Slår arven ikke til, må debitor indbetale den yderligere gæld til dødsboet.
I arveloven er der bestemmelser om arveafkald og arveforskud. Der er derimod ikke bestemmelser om gaver (bortset fra dødsgaver og dødslejegaver) eller om arvingsgæld.
Arvelovens § 46 bestemmer, at arveforskuddet skal fradrages i modtagerens arv, og overstiger det modtagne arveforskud modtagerens arv, skal arvingen ikke indbetale det overskydende beløb, medmindre arvingen har forpligtet sig hertil, og jeg forstår, at dette ikke er tilfældet i dit spørgsmål.
I mangel af andre holdepunkter har B derfor ikke et økonomisk krav på A. Heller ikke selv om det måtte vise sig, at A netop har vundet en af de helt store lottogevinster og faktisk er i stand til at indbetale til boet, således at A og B stilles lige. Havde A haft en forpligtelse til at indbetale til boet, havde der ikke været tale om arveforskud, men derimod arvingsgæld.
Beregningsteknisk bestemmer arvelovens § 47, at et arveforskud skal lægges til boet. Herefter kan modtagerens arvelod beregnes. Udgangspunktet er, at det er arveforskuddets værdi ved modtagelsen, der lægges til boet. Er der ikke aftalt en pristalsregulering, vil arveforskuddet ikke blive reguleret.
Kan arveforskuddet ikke fuldt ud fradrages i modtagerens arv, lægges alene et beløb svarende til modtagerens arvelod til boet. Ud fra dit eksempel lægges de samlede arveforskud (som jeg i dit spørgsmål fortolker til at udgøre i alt fem millioner kroner) til den ene million kroner, der er i behold.
Boet er herefter teoretisk seks millioner kroner, og A og B står teoretisk til at arve tre millioner kroner hver. Nu er boet de facto kun på en million kroner, så der lægges beregningsteknisk alene en million kroner til den ene million kroner, der allerede er i boet. A »arver« den ene million kroner, som beregningsteknisk er lagt til boet, mens B arver den ene million kroner, som der faktisk er i boet.
Havde faktum derimod været, at der er fem millioner kroner i boet, og at A har modtaget arveforskud på en million kroner, lægges den ene million kroner til de fem millioner kroner. Boet er herefter teoretisk seks millioner kroner, som A og B skal arve hver halvdelen af. As arveforskud modregnes i As beregnede arv på tre millioner kroner, og A modtager to millioner kroner, mens B modtager de sidste tre millioner kroner.
Ud fra dit spørgsmål kan jeg generelt anføre, at når der er tale om arveforskud af en ikke ubetydelig størrelse, så bør arveladeren overveje, om det ikke er hensigtsmæssigt at give arveforskuddet med en klausul om en pristalsregulering.
Hvis der går mange år fra udbetalingen af arveforskuddet til arveladeren dør, kan modtagelsen af arveforskuddet i sig selv indebære en stor økonomisk fordel. Er der tale om arveforskud i et aktiv, som kan svinge i værdi, for eksempel aktier eller fast ejendom, kan det være hensigtsmæssigt, at reguleringsklausulen tager stilling til, om der skal regnes med værdien på tidspunktet for arveladerens død eller tidspunktet, hvor arveforskuddet blev givet.
Dit spørgsmål viser, at det er vigtigt, at både arveforskudsgiver og -modtager er enige om, hvad der skal gælde. Jeg ser i en del dødsboer diskussioner, om der er ydet forskud på arv, om det er arvingsgæld, eller om der er givet gaver.
Desværre giver usikkerhed herom i nogle tilfælde anledning til uvenskab i familien. Det kan undgås ved rettidig omhu, og ofte er det en god idé at tage en advokat med på råd. Jura er bedre til at forebygge problemer end til at løse dem.
Med venlig hilsen
Erik Øvlisen, advokat (H)
www.forumadvokater.dk
