Det glohede boligmarked har sendt boligpriserne mod himlen, mens udsigten til øget inflation – og på længere sigt måske også en rentestigning fra den amerikanske centralbank, Fed – allerede har sendt renterne i vejret.
Tager renterne på danske realkreditlån endnu et hop, vil det få en stor betydning for boligpriserne – især i landets store byer. Det skriver Børsen.
En beregning fra Nordea Kredit viser, at en stigning på 0,5 procentpoint i de lange renter vil føre til et boligprisfald på 2,4 procent.
Stiger renten med to procentpoint for fastforrentede lån, kan boligpriserne falde ti procent, vurderer Nordea Kredit. Visse steder i landet vil en rentestigning endda påvirke priserne endnu mere.
»Der er nogle steder i landet, hvor vi anser priserne for at være mere rentefølsomme end andre steder. Her tænker jeg især på storbyernes boligmarked, hvor prisniveauet er meget højt, og hvor køberne næsten altid køber til sidste krone,« forklarer Lise Nytoft Bergmann, boligøkonom og chefanalytiker i Nordea Kredit til Børsen.
Forsinket effekt
Tallene viser dog kun den isolerede effekt af en rentestigning. Der kan samtidig være forhold, som trækker i den modsatte retning og holder hånden under boligpriserne.
Omvendt kan en rentestigning også falde sammen med andre begivenheder, som trækker priserne endnu mere ned.
Rentestigningerne, der allerede er indtruffet, er drevet af forventninger til inflationen.
»Men det kan jo være, at hvis der kommer inflation, og der er rigtig godt gang i økonomien, så får man samtidig en lavere ledighed, som omvendt er positivt for boligmarkedet. Så der er tale om en isoleret betragtning,« siger Lise Nytoft Bergmann.
Selvom renten kan ændre sig på en nat, vil boligpriserne ikke ændre sig over natten. Det vil komme stille og roligt med en forsinket effekt.
Hør også nationalbankdirektør Per Callesen, som i Berlingskes nyhedspodcast Pilestræde opfordrer politikerne til at gribe ind over for det glohede boligmarked allerede i år: