Boligpriser fortsætter op: Alene sommerhusene er steget ti procent på et år

Både huse, ejerlejligheder og sommerhuse bliver ved med at stige i pris, viser nye tal fra Boligsiden. Særligt sommerhusene har taget et kæmpe prishop det seneste år, mens lejlighederne stadig har førertrøjen på i et tiårigt perspektiv. Men også husejerne kan lune sig ved, at de på ti år i snit er blevet 400.000 kroner rigere.

Et gennemsnitligt sommerhus er steget ti procent i pris det seneste år, viser nye tal fra Boligsiden. Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Der er dårligt nyt til de mange danskere på boligjagt. Hvad enten man er på udkig efter et hus, en ejerlejlighed eller en fritidsbolig, vender pilen på prisskiltet nemlig fortsat opad.

Det viser de nye tal fra Boligsidens Markedsindeks for august.